« Tilbage til søgeresultaterne
Vort danske Sprog
Der er forleden nogen, der ringer paa min Dørklokke. Jeg gaar ud og lukker op; der staar to smaa Børn - en Pige og en Dreng og beder om noget at spise. - Jeg henter Smørrebrød til dem. - „Hvad hedder Du?” spørger jeg Pigen. „Je hedder Ænne”, svarer hun. Jeg bliver ikke forundret over Navnet; jeg ved det betyder Anna. „Hvor bor I”, spørger jeg Drengen. „I Dænnebrosgæde”. Han maa sige det to Gange, førend jeg forstaar, at det er Dannebrogsgade. „Du skal sige Dannebrogsgade!” Drengen ser paa mig med et pudsigt Smil og prøver paa at sige det som jeg. Efter et Par Forsøg lykkes det; men jeg er vis paa, at han, naar man imorgen spørger ham, hvor han bor, svarer Dænnebrosgæde.
Jeg tvivler ikke om, at Lærere og Lærerinder i København blandt deres mangfoldige Opgaver ogsaa har stillet sig den at faa de københavnske Børn til at tale vort danske Sprog rigtigt og tydeligt - og navnlig ikke til at sige æ, hvor det skal være a; men heller ikke om, at dette er et møjsommeligt Arbejde, der kun giver smaa Resultater.
