« Tilbage til søgeresultaterne
I Nazareth
Legende af Selma Lagerløf.
Engang, mens , Jesus kan var fem Aar gammel, sad han paa Trappen udenfor sin Faders Værksted i Nazareth, optagen af at lave Lergøge af en Klump blødt Ler, som han havde faaet af Pottemageren paa den anden Side af Gaden. Han var saa lykkelig som aldrig før; thi alle Børnene i Kvarteret havde sagt til Jesus, at Pottemageren var en gnaven Mand, der hverken lod sig røre af milde Øjne eller søde Ord, og han havde aldrig haft Mod til at bede ham om noget. Og nu - han vidste knap hvordan det var gaaet til, han havde kun staaet paa sin egen Trappe og set længselsfuldt over til Naboen, der arbejdede med sine Forme, og saa var han kommen ud af sit Værksted og havde givet ham saa meget Ler, at det kunde forslaaet til at lave et Vinkar af.
Paa Trappen udenfor det næste Hus sad Judas, der var grim og rødhaaret, med Ansigtet fuldt af Buler og blaa Pletter og Tøjet fuldt af Rifter, som han havde erhvervet i sine stadige Slagsmaal med Gadedrengene. Lige i Øjeblikket sad han stille, han hverken skændtes eller sloges, men arbejdede med en Klump Ler paa samme Maade som Jesus. Men dette Ler havde han ikke været i Stand til at skaffe sig selv; han turde knap saa meget som komme Pottemageren for Øje, thi denne beskyldte ham for at kaste med Sten paa hans skøre Vaser og vilde have jaget ham bort med sin Stok; men Jesus havde delt sit Forraad med ham.
Efterhaanden som de to Børn fik deres Lerfugle færdige, stillede de dem op i en Kreds foran sig. De saa ud, som Lergøge til alle Tider har set ud, de havde en stor rund Klump at staa paa i Stedet for Fødder, korte Haler, ingen Hals og næsten usynlige Vinger.
Men alligevel viste der sig straks en Forskel mellem de smaa Kammeraters Arbejde. Judas’ Fugle var saa skæve, at de uafladelig faldt omkuld, og hvor ivrigt han end brugte sine smaa haarde Fingre, kunde han ikke faa deres Krop pæn og veldannet. Han kastede undertiden et stjaalent Blik hen paa Jesus for at se, hvordan han bar sig ad med at faa sine Fugle saa lige og glatte som Egebladene i Skovene paa Tabor.
For hver Fugl, Jesus fik færdig, blev han gladere og gladere. Han syntes den ene var smukkere end den anden, og han saa paa dem med Stolthed og Kærlighed. De skulde være hans Legekammerater, hans smaa Søskende, de skulde sove i hans Seng, holde ham med Selskab, synge deres Sange for ham, .naar hans Moder gik fra ham. Han havde aldrig følt sig saa rig, aldrig mere skulde han føle sig ene eller forladt.
Den høje Vandbærer gik forbi, bøjet under sin tunge Sæk, og lige bag efter ham kom Grønthandleren, dinglende paa Ryggen af sit Æsel midt iblandt de store tomme Vidjekurve. Vandbæreren lagde sin Haand paa Jesus’ lyslokkede Hoved og spurgte ham, hvad det var for Fugle, og Jesus fortalte ham, at de havde Navn, og at de kunde synge. Alle hans smaa Fugle var komne til ham fra fremmede Lande og fortalte ham Ting, som kun de og han kendte. Og Jesus talte saadan, at baade Vandbæreren og Grønthandleren en Tid lang glemte deres Arbejde for at høre paa ham. Men da de vilde drage videre, pegede Jesus paa Judas. „Se", sagde han, „hvad for nogle nydelige Fugle Judas laver".
Da standsede Grønthandleren godmodig sit Æsel og spurgte Judas, om ogsaa hans Fugle havde Navn og kunde synge. Men det vidste Judas ikke noget om, han tav haardnakket og løftede ikke sine Øjne fra Jorden, og Grønthandleren sparkede vredt til en af hans Fugle og red videre.
Paa denne, Maade gik Eftermiddagen, og Solen sank saa dybt, at dens Straaler kunde gaa ind ad den lave Byport, der hævede sig for Enden af Gaden, prydet med en romersk Ørn. Dette Solskin, der kom mod Hældingen af Dagen, var ganske rosenrødt, og, som om det var blandet med Blod, gav det sin egen Farve til alt, hvad der mødte det, mens det strømmede ind gennem den smalle Gade. Det malede Pottemagerens Kar saavel som Planker, der hvinede under Tømmermandens Sav og det hvide Klæde, der omgav Marias Ansigt.
Men allersmukkest blinkede Solskinnet i de smaa Vandpytter, der havde samlet sig mellem de store ujævne Stenfliser, som bedækkede Gaden. Og ganske pludselig stak Jesus sin Haand ned i den Pyt, der var nærmest ved ham. Det var faldet ham ind, at han vilde male sine graa Fugle med det straalende Solskin, der havde givet Vandet og Murene og alt omkring ham saadan en smuk Farve. Da behagede det Solskinnet at lade sig opfange ligesom Farve i en Malerpotte, og da Jesus gned det ud paa de smaa Lerfugle, laa det stille og bedækkede dem fra Top til Taa med en diamantlignende Glans.
Judas, der hele Tiden kiggede over til Jesus for at se, om han lavede flere og smukkere Fugle end han selv, skreg højt af Glæde, da han saa, at Jesus malede sine Lergøge med Solskin, som han fangede i Pytterne paa Gaden. Og Judas dyppede ogsaa sin Haand i det blinkende Vand og prøvede at fange Solskinnet.
Men Solskinnet lod sig ikke fange af ham. Det gled bort mellem Fingrene paa ham, og hvor hurtigt han end prøvede paa at bevæge sine Hænder for at fange det, smuttede det fra ham, og han kunde ikke faa fat paa den mindste Smule Farve til sine stakkels Fugle.
„Bi lidt, Judas", sagde Jesus, ”nu skal jeg komme og male dine Fugle”.
„Nej", sagde Judas, „Du maa ikke røre dem, de er gode nok, som de er".
Han rejste sig, og hans Øjenbryn rynkedes, og Læberne bed sig sammen. Og han satte sin brede Fod paa sine Fugle og forvandlede dem en efter en til en lille flad Lerklump.
Da alle hans Fugle var ødelagte, gik han hen til Jesus, som sad og klappede sine smaa Lerfugle, der skinnede som Juveler. Judas betragtede dem en Tid i Tavshed, men saa løftede han Foden og traadte paa en af dem.
Da Judas trak Foden til sig og saa hele den lille Fugl forvandlet til graat Ler, følte han en saadan Lettelse, at han gav sig til at le, og han løftede Foden for at træde en til itu.
„Judas", raabte Jesus, „hvad er det, Du gør? Ved Du ikke, at de er levende og kan synge?”
Men Judas lo og traadte endnu en Fugl itu.
Jesus saa sig om efter Redning. Judas var stor og Jesus havde ikke Kræfter til at standse ham. Han saa efter sin Moder, hun var ikke langt borte, men inden hun var naaet hen til ham, vilde Judas allerede have ødelagt alle hans Fugle. Jesus fik Taarer i Øjnene. Judas havde allerede traadt fire af hans Fugle ihjel, han havde kun tre tilbage.
Han harmedes over sine Fugle, der stod saa stille og lod sig træde ihjel uden at ænse Faren. Jesus klappede i Hænderne for at vække dem, og han raabte til dem: „Flyv, flyv!"
Da begyndte de tre Fugle at bevæge deres smaa Vinger, og i ængstelig Flagren lykkedes det dem at svinge sig op paa Tagskægget, hvor de var i Sikkerhed.
Men da Judas saa, at Fuglene brugte deres smaa Vinger og fløj paa Jesu Ord, gav han sig til at græde, han rev sig i Haaret, som han havde set de gamle gøre, naar de var i stor Angst og Sorg, og han kastede sig for Jesu Fødder.
Og Judas blev liggende der og rullede sig i Støvet foran Jesus som en Hund og kyssede hans Fødder og bad ham løfte sin Fod og trampe ham ned, som han havde gjort med Lergøgene.
Thi Judas elskede Jesus og beundrede og tilbad ham og hadede ham paa samme Tid mest af alle Mennesker.
