« Tilbage til søgeresultaterne
Yankee- og Albion- Sværmerier
Et Tilbageblik.
Af Laura Kieler.
Der gives mange Slags Sværmerier - erotiske, venskabelige og ideelle! Henrik Ibsen har blandt meget andet sagt, at „Fjernsyn giver Klarsyn", men det passer nu ikke altid, for der er saa forskrækkelig mange Mennesker, som er nærsynede her i Verden.
Og det er jo egentlig talt rigtig rart, at det fjerne er for langt borte, til at man kan opdage Manglerne, og at Afstandens Farveskær lægger en fantastisk Forgyldning over saa meget, der ikke taaler at ses nærved.
Vi Mennesker trænge til nogen at tro paa, og vi kunne nu én Gang for alle ikke undvære de legemliggjorte Idealer. Vi sværme for vor Meningsfælle, enten denne nu er et Individ eller et Folk. Hvad dette Menneske eller dette Folk siger og gør, vide vi paa Forhaand er det ene rette og udelukkende dikteret af de ædleste Bevæggrunde.
Iligemaade (for Theoretikere ere heldigvis konsekvente!) vide vi ogsaa paa Forhaand - især hvis der er Politik med i Spillet! - at hvad vore Ikke-Meningsfæller sige og gøre, det maa der ufravigeligt være noget muggent ved.
Det lød til Eks. helt mærkeligt, naar i sin Tid en og anden Dansker, hvis Folk selv har været en mod de mange, pludselig gav sig til at rose den store Kæmpe Amerika for den udviste Tapperhed ved at banke den lille Dværg, Spanien, af!
Hvor er det dog ikke udmærket saadan i Forvejen at have al Ting lagt tilrette, saa man aldrig tager Fejl! Og er der nu ikke noget uendelig rørende i dette, at det ikke saa meget kommer an paa, hvad man ser, som gennem hvilke Forvandlingens Briller, man ser? Deri bunder jo dog al menneskelig Doms Ufuldkommenhed.
Se nu Amerika! Fordi Amerika er et demokratisk Land og Republik, pege saa mange frisindede Mennesker herhjemme hen paa Amerika som et straalende Eksempel i et og alt. Og det er i god Tro!
Det er her indlysende, at der er den Fordel ved en saa stor Afstand, at næppe alle og enhver kan se, at ikke alt er Guld, som glimrer hinsides Verdenshavet.
Stakkels Spaniere! At de forlængst havde gjort sig fortjente til at miste Kuba, kunne vi jo let være enige om, men derfor at gøre Yankeerne til rene Engle, det er dog for meget af det gode.
leg indrømmer, at der gives mange ædle uegennyttige Yankeer, og der er mere aandelig stort og godt og efterlignelsesværdigt i Amerika, end mange tro; men derfra til at paastaa, at Dollarens Mand i sin Helhed vilde gøre noget, selv det at befri Kubanerne, uden af egennyttig Beregning, det er dog et for stort Spring.
Er der vel nogen europæisk Stormagt, der vilde vise en saadan Opofrelse? Hvorfor skulde saa Amerika med Vold og Magt være ædelmodigere end Europa? Der var faktisk intet, som berettigede til at forudsætte en saadan transatlantisk Ridderlighed.
Kubanerne ville aldrig komme til at elske Amerikanerne. Racen, Afstamningen, vil igen her gøre sig gældende. Hvordan gaar det ikke og har længe gaaet paa Filipinerne? Bliver Spaniere ikke der begunstigede af Insurgenterne?
Og bliver de ikke ogsaa snart kanoniserede paa Kuba?
De romanske Folk nære ikke den Afsky og Foragt for Negerblodet, som Angelsakserne gøre det - selv ligeoverfor dets svageste Afskygninger.
Selv om de ti Gange havde befriet Kubanerne, vilde Yankeerne aldrig betragte dem som deres Brødre!
Vi ser det jo hver Dag i Nordstaterne med Hensyn til Negrene.
Hvor jeg dog kunde unde Kuba, at det havde faaet Selvstyre, men helst uden Amerikas Hjælp! Den amerikanske Dollars staar bag det amerikanske Overfald, ligesom de tyske Bankierer stod bag Tysklands Tyrkervenlighed og Grækerhad.
At sammenligne den spansk-amerikanske Krig med den græsk-tyrkiske slaar i det hele taget ikke til og halter paa flere Punkter. Idealisterne, der holde fast paa Idealerne, - i dette Tilfælde: Amerika! - gøre sig ved denne Lejlighed skyldige i en højst mærkelig Begrebsforvirring.
Ved Afstamning og historisk Ret tilhørte dog Kuba Spanien. Sammenligningen med Tyrkerne vis-a-vis Grækerne var derfor meningsløs. Grækerne grebe til Vaaben for at befri deres egne undertrykte og mishandlede Brødre; de havde her den nationale Ret, som Yankeerne ikke besade, da de gjorde Landgang paa Kuba.
Grækerne vare det lille Folk, der rejste sig i Fortvivlelse mod Voldsmanden.
Yankeerne repræsenterede den kolossale Overmagt mod det mindre Folk. Man kan ligesaa lidt komme bort fra, at Amerikas Krig med Spanien var et Overfald, som at enhver Stormagt saa ofte bruger et lignende Paaskud for ukaldet at blande sig i et mindre Folks Affærer.
Sagde ikke ogsaa Preusserne i 64, at de kun kom for at befri de „ulykkelige" Slesvigholstenere fra det skændige danske Voldsherredømme?
„Men naar Krokodillen ynksomst græder, den allersnarest Folk opæder!"
Man skal i det hele taget nødig blande sig ind i andre Folks Stridigheder. Enhver faar feje for sin egen Dør. Det vilde blive et net Roderi, hvis Danmark var den stærkere og vilde ordne det norsk-svenske Mellemværende uden Nordmænds og Svenskeres Tilladelse.
Der maa jo dog ogsaa her være en Grænse. (Forts.)
