« Tilbage til søgeresultaterne

Folkehøjskolens yderste Forpost i det høje Nord,

Af: Marie anholm

« Se emneord

(Sluttet.)

Som ved alle ny og vovelige Fore­tagender manglede det heller ikke her paa Ulykkesprofeter, som gjorde deres bedste for at slukke Begejstringens Flamme. Skolens Indretning vilde umulig blive færdig i rette Tid - her oppe fandtes jo hverken tørre Træ­varer eller uddannede Haandværkere og det sikreste af alt: Skolen vilde af Mangel paa Tilslutning fra Egnens Folk kun føre en hensyg-nende Tilværelse.

Heldigvis var der ingen, der lod sig anfægte af de onde Varsler, og Udfaldet viste, at hvor der er Tro og Begejstring, der findes no­get, som gør alle Verdens Ulykkesprofeter til Skamme.

Da Opraabet udstedtes, meldte der sig langt flere Elever, end der var Plads til, og Syd fra kom Haand­værkere. der smittedes af de andres Begejstring, og ar­bejdede med Liv og Lyst, saa at Skolens hele indre Ordning var færdig i Løbet af 6 Uger. Til Skolehus var erhvervet en stor Bonde-gaard. -

Hvad der særlig for dette Blads Læsere maa vække Interesse for Skolen i Matarengi, er, at den er Fælles­skole. Lige fra Begyndelsen havde man Mod til at indrette sig herpaa, og det viste sig, at Pigerne ikke var mindst videbegærlige. I Skolens før­ste Aar var der 16 Karle og 17 Pi­ger.

Karlene bor i Skolebygningen, Pi­gerne sammen med Forstanderens Fa­milie i en lejet Villa i Nærheden. De fleste Timer er Undervisningen fæl­les, og det synes at gaa udmærket.

Vore Læsere spørger maaske: „hvilke Kundskaber har man vel Trang til og Brug for i disse kolde, tavse Egne?"

Menneskeaanden er i Grunden sig selv lig overalt, og dens Trang hæm­mes ikke, hverken af Polarkredse eller Vendekredse. Overalt trænger Men­nesket til en højere Oplysning om de stedlige Forhold, der kan gøre det bedre skikket til at fylde dets anviste Plads i Livet, overalt forlanger Men­neskeaanden at føle sig - ikke som en isoleret Del af et ukendt hele, som et af hugget Lem paa Menneskehedens Legeme, men som et livopfyldt, vir­kende Ledemod.

Og hvis vi ikke er fremskredne nok til at føle Solidariteten med den store Menneskehed, forlanger vi dog at være et med vor Stamme, vort Folk.

Det er her, Skolen i Matarengis store Opgave ligger. Den vil vække de slumrende Kræfter, der kan gøre Livet i denne strenge Natur rigere og ædlere og Bonden bedre udrustet til at drage Gavn af disse Egnes sær­lige Naturforhold, men den agter ikke at vække uklare Længsler, umulige For-haabninger, der kun er egnede til at drage Folket bort fra dets Hjemstavn. At skabe en oplyst, dygtig Bonde­stand, som ved at lære Rigssproget kan komme i Forbindelse med Fædre­landet, er dens

Maal. -

I Morgentimerne holdes Foredrag i Historie, Geografi og Naturviden­skab. Efter Frokosten kommer de praktiske Øvelser, hvor Fællesundervisningen er ophævet.

Pigerne deles i  forskellige Hold.

Størsteparten samles i Væverstuen, som ses paa hosstaaende Billede. Her snurrer Spinderokken, her høres Væver­bommens Slag, her tilskæres og sys de forskellige Klædningsstykker. For­standerinden, Fru de Vylder, som le­der dette Kursus, ses i Baggrunden med Maalebaandet om Halsen.

Der væves kun nyttige Sager, alt, fra Haandklæder til Kjoletøjer og Gar­diner. En Luksusgenstand ser vi dog paa Billedet til højre. Det er en Kniplepude.

En slig Genstand var aldrig før set i disse Egne, men Pigerne fik saadan en Lyst til at lære at kniple, at Karlene ikke fik Fred, før de havde lavet et Par Kniplepuder og drejet Pindene. Og nu slynges, som vi ser, de mange Traade med Iver.

Imedens er et Hold af Piger be­skæftigede i Køkkenet; Skolekøkkenundervisningen er nemlig et vigtigt Led i Skolens Program og et, som ikke gør mindst Lykke. Den drives viden­skabeligt, og som praktisk Øvelse maa de unge Piger lave Middagsmaden til den hele Skole. Af Hjertens Lyst kappes de forskellige Hold om at vinde Lavrbær eller i det mindste at undgaa Kammeraternes Kritik. Det Hold, der sætter sveden Mad paa Bordet, dør sikkert ikke i Synden.

Skolekøkkenet er kun obligatorisk for de to Efteraarsmaaneder, men saa yndet blev denne Undervisning, at Pi­gerne blev ved indtil Skoleaarets Slut­ning den 15. Maj.

Efter Middagen er der atter Fore­drag over forskellige Emner. Sundheds­lære er her oppe et meget vigtigt Fag, hvori der ikke er Fællesundervisning. For Pigerne er dertil knyttet et Kur­sus i Børnepleje og en Smule Opdragelseslære. Dagens sidste Time er helliget Oplæsning, frit Foredrag eller Sang.

Og siden begynder Legene, hvori Lærerne ogsaa deltager.

I Sverrig, især paa Landet, mo­rer det endnu Ungdommen at lege. I Legene nedlægger den megen Fan­tasi og Opfindelsesevne og ejer tillige i dem et uskyldigt Afløb for ungdom­melig overstrøm-mende Livlighed.

Saaledes gik den lange, endeløse Vinter. Over det alvorlige Arbejde som over Legen laa en foraarsfrisk Begejstring, der gav sig et betegnende Udtryk den Gang, da et rødt Skær i Tusmørket hen imod Sydost varslede om Solens Genkomst til de mørke Eg­ne. Et Brev fortæller, at Ungdomsskaren i dette højtidelige Øjeblik brød ud i en jublende Foraarssang: „Vintern rasat ut bland våra fjällar."

Og Vinternattens Magt over Sjælene er brudt ved den Gnist, der nu er tændt der oppe. Uviden-hedens og Raahedens Trolde, som elsker Mørket, maa flygte for dens rene Flamme.

Ogsaa i dette Aar er der kommet saa mange Elever, som Skolen paa nogen Maade kan rumme. Allerede nu bygges der et større Skole­hus.

Fællesskolen viser de bed­ste Resultater og den med Foretagendet forenede Land­brugsskole er i god Gang.

Hver Ven al folkelig Op­lysning vil sikkert med os sende en Nytaarshilsen til den unge Højskole under Po­larkredsen og ønske den fremdeles Vækst og Velsignelse.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner