« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfund
Det er vanskeligt for den unge Slægt nu at tænke sig, hvad det betød, da danske Kvinder for snart en Menneskealder siden besluttede at sætte Skulder mod Skulder for at støtte hinanden i Arbejdet for at fremme Kvindens sociale , og økonomiske Stilling i Danmark. Det var modige Folk, disse Kvinder; de kunde staa for Skud - baade for Latteren og for Ringeagten. Og fra en lille Begyndelse har Dansk Kvindesamfund nu igennem disse 30 Aar forgrenet sig omtrent over det hele Land og vokset sig ind i Folks Bevidsthed som en Institution, der skal regnes med.
Blandt de Mænd og Kvinder, som i Tidens Løb har gjort et direkte Arbejde i Kvindesagens Tjeneste, kender vi ingen, som har svigtet Fanen, men mange, som trofast har tjent Sagen til deres Død. Blandt disse vil vi især nævne Pauline Worm, Mathilde Fibiger, Elisabeth Ouchterlony, Fru Professorinde Rovsing og Fru Grehejmeraadinde Casse, som paa Dansk Kvindesamfunds Jubilæumsdag, 15. Decbr. 1896, i sit 92. Aar med lysende Øjne og kraftig Røst holdt begejstrede Taler til Minde om det svundne og til Opmuntring for den nye Slægt.
Imellem de Sager, der i Aarenes Løb er arbejdet for, skal her særlig nævnes:
1. Den gifte Kvindes formueretlige Stilling.
Ved Foredrag og Smaaskrifter er denne Sag naaet saa vidt frem, at medens den gifte Kvinde før var fuldstændig umyndig i alle Spørgsmaal, saa har hun nu - ad Lovgivningens Vej først opnaaet Raadighed over, hvad hun selv erhverver (1880) og dernæst for et Par Aar siden endelig fuld personlig Myndighed i alle Sager, („lig med ugift Pige") Kun i Forholdet til Børnene staar endnu den ugifte Moder i Lovene med større Ret end Hustruen. Ser det ikke lidt underligt ud? - Men vi er heller ikke færdige endnu.
2. Kvinders kommunale Valgret og Valgbarhed.
Ogsaa herpaa er der arbejdet ihærdig - ved Foredrag, Adresser osv., og mens man den Gang knap turde nævne noget saa frygteligt, som at skatteydende Kvinder burde have samme ret som skatteydende Mænd, eftersom deres Afgifter til Stat og Kommune var og er ganske ens, saa er nu de Mennesker snart talte, som ikke kan se det berettigede i Fordringen om Valgretten, medens endnu kun Landsthinget og et lille Mindretal i Folkethinget og ude i Befolkningen ikke tør gaa med til at give kvinder Valgbarheden..
3. Kvinders Dygtiggørelse til Erhvervslivet.
I denne Retning er der arbejdet meget i disse Aar. Dansk Kvindesamfund oprettede i 1872 „Handelsskolen for Kvinder" og i 1876 „Tegneskolen for Kvinder". Begge disse Dansk Kvindesamfunds Døtre har siden 1883 været selvstændige Institutioner, som har arbejdet trofast og godt paa at gøre store Skarer af unge Kvinder dygtige til at kunne spise deres eget Brød og ikke falde Familierne og Samfundet til Byrde. 1887 oprettedes et Fæstekontor for Kvinder; ogsaa dette har arbejdet dygtigt og kærligt paa at vejlede unge Tjenestepiger, som søger ind til den store By for der at finde Erhverv. 1894 oprettedes en Fagskole for Syersker, begrundet paa en større Undersøgelse af Syerskernes Kaar, ledet af daværende Protokolsekretær Paul Svejstrup. Dansk Kvindesamfund forstod, at det for en stor Del var Mangelen paa ordentlig Uddannelse, der er Skyld i, at saa mange Syersker maa nøjes med en ussel Betaling, fordi de ikke kan konkurrere med Udlandets fine Arbejder. Af samme Grund oprettedes for et Par Aar siden i venskabelig Tilslutning til Dansk Kvindesamfund en Fagskole for Linnedsyersker, hvis Stifter, Fru D. Schmiegelow, allerede har nedlagt et stort Arbejde deri, men ogsaa set glædelige Resultater deraf i Form af godt lønnet Arbejde for de unge Kvinder, som have faaet deres Uddannelse i denne Skole.
En Husmødreforening, ledet af Frk. Anna Hjort, har skaffet sig Forbindelser over hele Landet, hvorved vi sættes i Stand til hvert Aar at udsende unge Piger fra københavnske Kommuneskoler til huslig Uddannelse under gode hjemlige Forhold.
Og endelig maa vi i denne Sammenhæng nævne Fru Marie Rovsings Legat, stiftet af Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Læseforening, til Støtte for kvindelige Haandværkere, og Fru Andræs Mindelegat paa 20,000 Kr., skænket af hendes Sønner til Dansk Kvindesamfund, og hvoraf Renterne hvert Aar uddeles til Fremme for Kvinders Selverhverv.
Ja, der er sket store Forandringer i Kvindernes Stilling i denne sidste Menneskealder, og alle Forandringer gaar i Retning af, at "Kvinder mere og mere, baade i det private og det offentlige Liv, stilles jævnbyrdig med Manden. Og vel at mærke, denne Ligestilling har ingenlunde berøvet Kvinderne, hvad man den Gang frygtede, Sansen for Husførelsen og for Hjemmets Bestaaen. Tværtimod. Netop blandt de samme Kvinder, som ivrigst arbejde for disse nævnte Spørgsmaal, gaar tillige et virksomt og energisk Arbejde for at højne den jævne huslige Gerning, at sætte det, som længe nok har været Bondepige iblandt os, atter paa sin rette Plads, paa Højsædet i Hjemmet.
Og det tør vi dristig sige, at ved Siden af disse praktiske Ting, som her er nævnet, gaar tillige et stille Arbejde i Menneskenes Sind og Tanker, et Reformarbejde, som maaske er langt større end de ydre Tilsyneladelser, og som sikkert vil give sig Udslag i den næste Menneskealder. Og sikkert har Kvindernes bedste Tanker - igennem Dansk Kvindesamfunds Arbejde - og lad os tilføje - igennem dets Blad „Kvinden og Samfundet", som nu kan se tilbage paa 16 Aars alvorligt Arbejde i vort Folk, banet sig Vej overalt, hvor der er Øre for aandelige Rørelser, hvor der er Forstaaelse af retfærdige Krav og af, hvilken Opgave det store Hjem, Samfundet, vil have af at benytte Kvindetanker og Kvinderaad i langt større Udstrækning end hidtil.
Og derfor: Lad os slutte os omkring Dansk Kvindesamfund som den Institution, der har vogtet den hellige Ild indtil denne Dag! Lad os være med i Arbejdet for at højne vor egen Sag og derigennem hele det danske Folk.