« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Morgenrødens Rige
(Det Gyldendalske Forlag).
Det Land, hvor Østens og Vestens Civilisationer paa en saa forunderlig Maade brydes som i Japan, kan ikke andet end fange vor Interesse, ægge vor Fantasi. Alle har vi vel hørt lidt om „det store Jordskælv’’, hvorved de nationale Sæder og Skikke erklæredes ude af Hævd, og de fra Vesten indførte proklameredes som Lov; af Japans overlegne Kunst har vel mange af os haft Lejlighed til at se ikke saa lidt, og dens omvæltende Indflydelse paa Vestens Kunst sætter Spor for alles Øjne; men om Japanesernes Aandsliv udover dette ved vi saare lidt. Det er derfor med Taknemlighed, man hilser Fru Johanne Münters fine Oversættelse af en Række japanske Fortællinger.
Fru Münter, en højtskattet Medarbejder af dette Blad, har tilbragt mange Aar i Japan. Ved Forholdenes og Sympatiens Magt er det lykkedes hende at trænge ind til en dybere Forstaaelse af Japanesernes indre Liv, end det ellers bliver den rejsende til Del. Det er paa Grund heraf, Oversætterinden har formaaet at gøre et Udvalg af japanske Skildringer, som er egnet til at give os et Indblik i dette Folks indre Verden. Stoffet er ordnet paa en fortræffelig, anskuelig Maade, idet hver af Bogens tre Hovedafdelinger - Omvæltningen, Kvinderne, de religiøse Forestillinger - indledes af et orienterende Overblik. Oversættelsen er foretagen efter det engelske. Den er fin, frisk og gengiver paa en udsøgt Maade Ejendommeligheden hos Originalen.
Af Buddhismens religiøse Forestillinger og indviklede Metafysik gives der en klar og anskuelig Redegørelse. Vi ser, at Evolutionsteorien, som for os er en Nyhed, siden Arilds Tid har været kendt i Østen. Den er Grunden, hvorpaa hele Bygningen hviler. Men i Stedet for at Videnskaben hos os ikke er naaet udover Naturens Grænser, peger den buddhistiske Evolution bestemt paa et aandeligt Punkt som Maal: Nirvana. Ikke mindre end 686 Gange maa et Gennemsnitsmenneske fødes og dø, inden det naar Nirvanas Forgaard, hvor det ser alle sine tilbagelagte Tilværelser for sig i Erindringens Klarhed.
Og siden?
Her lader den i øvrigt saa vel underrettede og konsekvente Buddhisme os i Stikken. Om Maalet og Lønnen for disse 686 Fødslers, Livs og Døds Pinsler og Besvær ved Buddha intet. Det er Nirvana, siger han ; men om Nirvana er Søvn, Tilintetgørelse eller en panteistisk gaaende op i Alverden, derom er han ikke selv i Klarhed.
I Fortællingen Samuraiens Søn af den japaniserede Amerikaner Lafcadio Hearn er Omvælt-ningstiden, da „de sorte Skibe" kom og bragte Forstyrrelse i Morgenrødens Rige, skildret. En Adelsmands Søn opdrages paa den fra Fædrene nedarvede Maade, som i Strænghed endogsaa overgik de berømte Spartaneres. Drengen førtes til Retterstedet for at vænnes til at se Blod og maatte lige derpaa uden at fortrække en Mine, spise blodfarvet Mad, Legemet hærdedes saavel som Sjælen. Fuldstændigt at beherske sig og intet at frygte tænkes som Mandens største Dyder.
Endnu mens han er Dreng af Aar, kommer „de sorte Skibe" til hans Fødeland, og snart rystes hele Japan af det store Jordskælv.
Det gør et mægtigt Indtryk paa Drengen, som modnes til Mand. Men han oprøres ikke saa meget over, at Japan maatte bukke under, som han imponeres af disse fremmede Folk, der formaar at lukke Japan op. Hans stærkt udviklede Forstand siger ham, at der maa være noget at lære. Han nærmer sig de fremmede, bliver endog Kristen og som Følge deraf forskudt af sin Familje.
Han gaar i Landflygtighed, og da han brænder af Længsel efter at lære de Folk nærmere at kende, der har naaet en saa høj Grad af Civilisation og som bekender Jesu skønne Lære, rejser han til Vesten.
Men her falder det som Skæl fra hans Øjne. Af hvad han søger, finder han intet. Forf. lader her sige skarpe og i mange Stykker sande Ord om de kristne Folks Liv i vore Dage, om den uhindrede Nydelsesyge, den udprægede Egenkærlighed og Mammonsdyrkelse samt den dybe Samfundskløft mellem Mennesker, der i Følge Jesu Lære burde leve som Brødre. I Mismod over det hele opgiver han Kristendommen - hvilket er meget konsekvent, da hans Stilling til den fra Begyndelsen af kun var en udvortes - og vender tilbage til Japan. Vestens Viden har han nu tilegnet sig, og han søger at gøre den nyttig for Landet.
Det er en Mand, som har skrevet denne Fortælling. Maaske vilde Indtrykket af Vesten ikke være blevet saa haabløst sort, hvis en Kvinde havde været Forf. Ved at læse Skildringen af den japanske Kvinde faar man i hvert Fald Øjnene op for den Gæld, hvori Kvinden staar til Kristendommen. Den har løst hende ud af den østerlandske, uværdige Betragtning, som endogsaa i det højt kultiverede Japan gør hende til en Genstand, uden Vilje, uden eget personligt Liv, i Mandens Haand.
Kaibaras „Større Lærebog for Kvinder", som her er oversat, giver os et klart og uhyggeligt Billede af den japanske Kvindes Liv.
Fra sin tidligste Ungdom maa den unge Pige nøje iagttage, den Grænse, der skiller Kvinder fra Mænd. Naar hun gaar ud, maa hun holde sig i en vis Afstand fra sin Ægtefælle og sine Brødre.
En Kvinde kan ingen anden Herre have end sin Ægtefælle, og hun maa tjene ham i Ærbødighed. Hun maa ikke foragte ham eller tænke ringe om ham. Kvindens hele Liv er Lydighed. I Omgangen med sin Ægtefælle maa baade Udtrykket i hendes Ansigt og hendes hele Væsen lige over for ham være præget af Høflighed, Venlighed og Ydmyghed. Skulde hendes Ægtefælle nogensinde fare op i Vrede, maa hun adlyde ham i Frygt og Bæven. En Kvinde maa se op til sin Ægtefælle, som om han var selve Himlen. Hun maa ikke iagttage en upassende Familiaritet overfor Guderne, ikke stadig hengive sig til Bønnerne. Om hun kun tilfredsstillende opfylder sine huslige Pligter, kan hun opgive Bønnerne og dog fortrøste sig til Gudernes Beskyttelse.
Hvor lav og ydmyg hendes Ægtefælles Stilling er maa hun ingen Fejl finde hos ham eller ved hans Stilling, ikke heller maa hun være opfyldt af Stolthed over sit tidligere Hjems Pragt eller Rigdom.
Hun maa ikke selvisk tænke paa sine egne Forældre og derefter paa Mandens. Disse maa hun vise samme Ærbødighed og Lydighed som Manden. „Selv om det maatte behage Dine Svigerforældre at hade Dig og tale ondt om Dig - bliv ikke vred paa dem og sig intet!" Da en Kvinde i sine Børn opdrager sine Svigerforældres Efterkommere og ikke sine egne Forældres, maa hun altid sætte hine over disse.
„Lad hende aldrig drømme om Skinsyge", siger Kaibara, uden at ane, at han her lægger en overmenneskelig Fordring paa den arme Hustru. Konkubinatet er fuldstændigt gennemført i Japan, og i Følge Loven bliver Konkubinen indlemmet i Familjen. bor i samme Hus, og ofte fordres det tillige, at Hustruen skal adoptere Børn af disse Forbindelser.
Om de huslige Pligter lærer Kaibara:
En Kvinde maa altid holde sig rede. Om Morgenen maa hun staa tidligt op og om Aftenen gaa sent i Seng. I Stedet for at lægge sig til at sove om Middagen maa hun opfylde sine Pligter i Huset. Hvor mange Tjenestefolk hun end kan have, er det Hustruens Pligt selv at tilse alt. Hun maa sy sine Svigerforældres Klæder og selv tillave deres Mad. Bestandig opmærksom for hvad hendes Ægtefælle maatte behøve, maa hun børste hans Klæder og lægge dem sammen, vaske hvad der er smudsigt, stadigt være som Midtpunktet i Huset og yderst sjældent gaa ud.
Man spørger sig selv, hvordan Kvinderne maa blive efter denne Behandling, og Kaibara giver selv ubevidst Svaret.
De fem Sygdomme, siger han, der især angriber det kvindelige Sind, er: Ulærvillighed, Misfornøjelse, Sladder, Skinsyge og Dumhed. Det er udenfor al Tvivl, at af ti Kvinder er mindst de syv eller otte angrebne af disse Sygdomme, og dette er netop Grunden til, at Kvinden staar saa meget lavere end Manden. Den værste af disse Sygdomme er Dumheden. Kvindens Natur er passiv, er som Skyggen. Denne Passivitet, der har Nattens Natur, er mørk. Derfor er det, at Kvinden i sin Dumhed - maalt ud fra den mandlige Naturs højere Standpunkt - ikke begriber de Pligter, der ligger lige for Øjnene af hende. Og ser vi hen til hendes Behandling af Børnene, hvilket fejlagtigt System ledes hun da ikke til at følge i Kraft af den blinde Kærlighed til dem! Saa vidt dreven er hendes Vankundighed, at det er af yderste Vigtighed for hende, at hun - i det mindste som i det største - fatter den dybeste Mistillid til sig selv og kun lyder sin Ægtefælle.
Hermed maa vi forlade den ærværdige Kaibara, hvis Bog endnu i Dag indeholder Livets Visdom for vore japanske Søstre. Det vilde have været interessant at faa noget at vide om de Konflikter, der herved maa opstaa i et Land, hvor den evropæiske Civilisation rykker ind med Stormskridt.
Særligt vilde det være af Interesse at vide, om der endnu ikke gives den fattige unge Pige af de dannede Klasser nogen anden Udsigt til Erhverv end - at sælge sig til Prostitutionen.
