Teateroversigt.
Dagmarteatret
Der hørte Mod til at indstudere Oehlenschlägers Tragedie "Stærkodder" paany. Man kan sige, at "Sporene skræmmer"; thi skønt Kunstnere som Knudsen, Ryge og Nielsen har spillet Titelrollen, er denne Tragedie i Løbet af 40 Aar kun gaaet 14 Gange over det kgl. Teaters Scene. Dagmarteatret kom imidlertid anerkendelsesværdigt fra den vanskelige Opgave. Der var anvendt Tid og Omhu paa Indstuderingen, store Summer paa Dekorationer og Kostumer. Man fik Indtryk af, at Sceneinstruktøren havde lært meget af Meiningernes Iscenesættelse, i Særdeleshed i Grupperingerne sporede man tydelig den nu ophævede tyske Trups Indflydelse. Paa vore Scener har man i lang Tid ikke set noget mere virkningsfuldt end Slutningsoptrinnet i "Stærkodder", hvor Eigil udraabes til Drot og siger de patetiske Ord til Stærkodders Minde.
"Stærkodder" er ikke noget Mesterværk. Ved Siden af dygtige, lyriske Scener indeholder det Episoder, der gør et rent parodisk Indtryk paa et Nutidspublikum. Udførelsen ævnede ikke at dække over Stykkets svage Punkter. Hr. Cetti's Personlighed virker ikke illuderende i en Rolle som Stærkodder, der gærne skal være et Hoved højere end alt Folket, men hans kraftfulde, sonore Organ kommer ham til Hjælp, og der var ikke ringe Virkning i hans Deklamation, hvor han udtaler sin Hilsen til den hjemlige Natur, til Hledrelunden mod dens stolte Løvkroner. Af de øvrige rollehavende er der Grund til at fremhæve Hr. V. Wiehe (Eigil), der især fremsagde de skønne Linjer, hvormed Tragedien slutter, med tændende Glød. Frk. Hartmann, som udførte Helga, den blonde, blaaøjede danske Jomfru, med Finhed, og Frk. Horneman, hvis utvungne Spil som Ungersvenden Hasting bragte fordelagtige Vidnesbyrd om hendes udviklingsrige Talent. Fru Gjørling og Hr. Adolf Jensen havde faaet de vanskelige Opgaver at udføre, to i Shakespearesk Aand tegnede Figurer: den onde Dronning Thusnelda og den vilde Skaanekonge Angantyr. Der var heldige Momenter i deres Spil, men Evnerne slog ikke til i de afgørende Scener, særlig for Hr. Adolf Jensens Vedkommende. Den fantasifulde Scene i Graven, hvor Angantyr, da han vil gribe sin Faders Sværd, vælter den dødes Askekrukke, blev virkningsløs, da Skuespilleren langtfra var paa Højde med Rollen.
Ved at overvære Opførelsen af "Stærkodder" faar man Indtryk af det utrættelige Arbejde, som er sat ind paa at fremføre Oehlenschlägers Tragedie i en Skikkelse, der er den store Digter værdig. Iscenesættelsen kunde med en enkelt Undtagelse: Tilbagetoget efter Slaget ikke have været bedre. Udførelsen er præget af den hæderlige Respektalitet. Der er ingen Præstation, som lyser af Genialitet, men mange, der vidner om Kunstnernes Kærlighed til deres Opgaver. Hr. Riis-Knudsen har den ubestridelige Fortjeneste, at han opdrager et Kunstnerkuld for de store Følelsers Kunst, for Tragedien, der snart i en Menneskealder ikke er bleven dyrket paa vort Statsteater.
Den anonyme Forfatter til Lystspillet "Under Idéens Banner", som opførtes første Gang den 10de November, har øjensynligt villet skrive en større Samfundskomedie, men hans Evner er glippede paa det afgørende Sted. Alligevel er "Under Idéens Banner" et lovende Arbejde, der vidner om Blik for scenisk Effekt og Evne til Personkarakteristik. Forf. vil vise, hvor vanskeligt det i vort lille, bornerede Samfund er at kæmpe for Idealerne, i hvor høj Grad man udsætter sig for, at ens redelige Hensigter miskendes, og at man udraabes for en letsindig Person.
Fabrikejer Vilhelm Brandt, der vil skabe lykkeligere Kaar for sine Arbejdere, der vil give dem Andel i Udbyttet, bygge sunde Boliger for dem, bliver beskyldt for at være en ildesindet Oppositionsmand, som koketterer med Socialisterne. Hans Kunder, der selvfølgelig staar paa den rette, ene saliggørende Side, forlader ham og han drives til Fallittens, ja til Forbrydelsens Rand. Men den ene af hans Brødre Fusentasten redder ham ved hans Datters Hjælp. Vilhelm Brandt resignerer; for sent indser han, at Idealet er uopnaaeligt i det danske Filistersamfund. Ved Vilhelm Brandts Side staar hans Datter Ellen, en sund, varmblodig Pige, energisk og forhaabningsfuld. Hans Broder Franz er en Fusentast, med Hovedet opfyldt af vilde Planer og forrykte Idéer, hans anden Broder, Axel, en kølig, apatisk Skeptiker, der dog til Sidst tager sig sammen og beslutter at træde handlende op. Endnu et Medlem af Familjen Brandt præsenteres: den halvgamle Elise, der trods sin Naragtighed og paaklistrede Gudsfrygt knuser Højreredaktørens Hjærte.
Forf. har som sagt slaaet et større Brød op, end han har kunnet bage. Hans Lystspil er temmelig overfladisk og minder ved den Lethed, hvormed de største Problemer affærdiges, ikke saa lidt om Arbejder af Ejnar Christiansen. Scenegangen er urolig, og Situationerne nærmer sig især i fjerde Akt Farcen i betænkelig Grad. Udførelsen bidrog kun til at hæve Stykket. Hr. Vilh. Wiehe var sympatetisk som Fabrikejeren, og hans Brødre havde gode Fremstillere i dHrr. Martinius Nielsen og Cetti. Frk. Horneman (Ellen) spillede frisk og naturlig; den unge Dame synes at have en smuk Fremtid for sig i Lystspillet, naar hendes Talent bliver lidt mere slebet, og hun aflægger en vis Affektion i Manerer og Replikbehandling. Fru Gjørling morede meget som Elise. Denne Skuespillerinde, hvis enstonige Deklamation i Tragedien er ulidelig, synes at have al Udsigt til at erhverve sig et nyt Rollefag. Intrigante, bagtalende Damer i deres "bedste" Alder, naragtige Pebermøer kort sagt en Mængde Roller i et Lystspilrepertoire vil finde en udmærket Fremstillerinde i Fru Gjørling.
17/11 90.
