« Tilbage til søgeresultaterne
„La Fronde"
(Efter Frederick Dolman.)
(Kringsjaa.)
Kvinde-bevægelsen skyder fart i vore dage. For ikke ret længe siden læste man om et aktie-selskab i Kalifornien, der udelukkende bestod af Kvinder og var dannet med det maal for øie at anlægge og drive en jernbane. Kun kvinder skulde indvælges i bestyrelsen, ligesom kvinder i størst mulig udstrækning vilde blive benyttede som stationsmestre, konduktører o. s. v. Men rekorden blev slaaet i Frankrige for en tid siden. Dette kjæmpe-foretagende, der er sat igang af en kvinde, og som drives udelukkende ved hjælp af kvinder, er kvindebladet La Fronde i Paris.
Det har været et længe næret ønske blandt de engelske og amerikanske fremskridts-kvinder at kunne starte et saadant kvindeblad, en dags-avis, der skulde tale kvindernes sag. Ved en underlig skjæbnens ironi blev det pariserinderne, de i vore emanciperede damers øine saa letlivede og ubetydelige pariserinder, der skulde komme til at sætte et saadant foretagende igang.
Det var høsten 1897, at man i de franske blade læste en notis, der vakte megen sensation rundt omkring i Frankrige. Notisen var meget kort; den lød saaledes:
Kvinderne er i flertal i Frankrige. Der findes for tiden mangfoldige tusen kvinder, saavel ugifte som enker, der sidder i selvstændige stillinger. De betaler skatter og afgifter til stat og kommune, men stemmeret har de ikke. De bidrager med haandens og aandens arbeide sin del til nationens velstand, og de kræver at høres i de store spørsmaal i samfundet, hvis medlemmer de er lige fuldt som mændene.
La Fronde, udgivet af kvinder for kvinder, vil være det rette talerør for kvindernes sag, deres ønsker og krav.
Paa gaderne vakte denne lille notis en voldsom opsigt. Overveiende blev den modtaget med smil og latter, man gjorde sig lystig over denne kvindernes nye kjephest, denne ide med et kvinde-blad. Mon bladet vilde leve maaneden ud?.
Men det første numer kom, og det kom godt. Det solgtes i over 200,000 eksemplarer. Og fra nu af fik piben en anden lyd. Pressen hilste gjennomgaaende sin nye og smukke kollega velkommen med overstrømmende høflighed. Nu og da stødte man jo paa et slængord. Man kaldte bladet f. eks. „Times i skjørter" og mente hermed at have sagt noget rigtig ubehageligt. Men det kunde lige saa godt opfattes som en kompliment. Ti bladets ledelse var ligefrem udmærket; hurtig og sikkert bragte det nyheder, dets sprog var klart og greit som dets store kollegas i London.
Bladet har nylig for anden gang feiret sin fødselsdag. Der er ikke længer nogen tvivl om, at bladet har forstaaet at skaffe sig respekt, det har fyldt den særstilling, det indtager inden pressen paa en glimrende maade, og dets fremtid er sikret.
La Fronde, hvilket underligt navn? Hvorledes er dog bladet kommet til navnet? Der er vist mange besøgende i Paris, der studser lidt og gjør sig selv det samme spørsmaal, naar de læser de store bogstaver i byens aviskiosker. Maaske dukker der pludselig op en gammel erindring om en borgerkrig i Frankrige i midten af det syttende aarhundred, som i historien gaar under dette navn, La Fronde eller Slynge-krigen. Den kaldtes saa efter den slynge, gadegutterne benyttede i sine kampe; navnet blev af hof-partiet, overført paa de oprørske modstandere af Mazarins styre. Men det er dog neppe fra denne latterlige episode i Frankriges historie, at bladet har hentet sit navn. Men hvorfra da? Jeg skal ikke kunne sige det. Og spør man bladets chef-redaktrice, madame Fournier, vil hun heller intet svar kunne give, hun vil blot trække paa skuldrene. Vi tør maaske slutte, at dette valg er uden al mening, er blot og bart lune, der til overflod godtgjør, at det er en kvinde, der har grundlagt bladet og givet det navn.
Paris har ikke som London sit avis-strøg, hvor byens bladkontorer findes samlede. De er spredte udover de centrale og vestlige bydele. La Fronde har sine lokaler i Rue St. Georges, der munder ud i Rue de La fayeite. Det er en vakker hvid murværksbygning paa 5 etager, særlig indrettet for et stort blad, uden dog at have noget fabriksmæssigt ved sig, bekvemt og hyggeligt indrettet, lys og venlig. I denne henseende er den et fuldstændigt modstykke til Londons avis-bygninger i Fleet-Street, skidne og sværtede af kulrøg. En elektrisk buelampe kaster et skarpt lys paa bladets navn over indgangs-portalen, og i vinduerne ser man kopier af M.lle Dufous kolossal-billede, hvor Frankriges kvinder fra den glade bondepige til den blege nonne rækker hverandre hænder, medens de raaber bladet ud for alle vinde og hilser det som en ny banebryder.
Ved et besøg i Paris fik jeg lyst til at studere dette eiendommelige blad, se det paa nært hold. Ved at henvende mig til portnersken fik jeg straks en fiks liden avispige til at føre mig op til redactrice-en-chef, madame Fournier. Det var netop i kontortiden, og madame sad fordybet i sine manuskripter og korrektur-ark. Ikke desto mindre reiste hun sig straks og tilbød sig med udsøgt elskværdighed at vise mig rundt og give mig alle oplysninger om den interessante avis og dens historie.
La Frondes grundlæggelse skyldes helt og holdent madame Marguerite Durands energi. Denne dame er gift med et anseet medlem af deputeretkammeret. I denne sin stilling er hun daglig kommet i berøring med fremragende politikere og var nøie fortrolig med dagens politiske og sociale spørsmaal. Før hun startede La Fronde, havde hun i længere tid været medarbeider i Figaro. Hun var som skabt til at lede et stort kvindeblad. Hun engagerede straks et halvt snes medarbeidere, unge kvinder, der kom fra alskens stillinger, ganske ukjendte med journalistik; mange af dem havde maaske ikke gjort sig nogen klar forestilling om det vanskelige, opslidende rutine-arbejde, der kræves i en stor avis. Og dog gjorde disse unge kvinder sit arbejde godt; de gik til det med liv og lyst, de hang i, og de har virkelig ogsaa udrettet noget. Ved siden af dem stod der 20 kvinder, der regelmæssig sendte sine bidrag til La Frondes spalter, uden dog at være fast knyttede til bladet. Af disse havde dog de fleste en smule journalistisk erfaring; enkelte havde endog i aarevis været faste medarbeidere i anseede pariser-blade. Blandt dem er saaledes en dame, hvis artikler længe har kjendt og skattet af det avis-læsende Paris. Hun leverer nu saa at sige daglig en eller anden artikel under sit mærke „Severine" til La Fronde; hun har ogsaa sin faste rubrik i bladet, hvor hun skriver sine smaa politiske eller sociale kauserier.
At dømme efter de medarbejdere, jeg traf i bladet, bestaar dets redaktion af en flok intelligente, dygtige, varmhjertede damer, der virkelig vil ofre noget for sit blad, for det meste unge, arbejds-lystne kvinder, elskværdige og fulde af ynde, som man sjelden træffer kvinder udenfor Paris. Selve redaktions-rummene mindede allevegne om, at det var kvinder, der daglig færdedes her; overalt var der en properhed uden lige, blomsterduft i alle værelser, nips flød udover alle borde, kort og godt, man fik mindst af alt indtrykket af, at disse kvinder, der holdt til huse her, var „blaa-strømper".
Det var bare en eneste af dem, jeg traf, der forstyrrede dette indtryk. Det var en af de politiske medarbeidere, der stadig optraadte i mandsklær.
Inde i redaktricens „helligdom", der laa ved siden af hendes almindelige redaktions-rum, var der pragtfuldt. Dette værelse var mere udstyret som et boudoir end et redaktions-værelse, prægtig oplyst af elektriske lampetter, elegante møbler og kostbare malerier. Blandt de mange fotografier rundt alle vægge, saa jeg det samlede redaktionspersonale. Der synes i det hele at raade en enestaaende hjertelighed og kollegialitet mellem alle disse kvinder i dette blad. En gang aarlig - paa grundlæggerskens navnedag, - samles de til stor festmiddag ude i Boulogne-skogen.
Ved siden af redaktricens private kabinet er biblioteket, et stort rum, rigt og smukt monteret. Her . findes en masse bøger, bl. a. alle bøger, der er udgivne af franske kvinder. Nær sagt al den literatur, der er publiceret siden bladets oprettelse, findes samlet her. Daglig strømmer en mængde bøger ind allevegne fra, forfattere og forlæggere har vist La Fronde´ s bibliotek megen opmærksomhed.
Sætteriet ligger i loftsetagen. La Fronde beskjæftiger omkring tyve kvindelige sættere, sankede sammen fra de forskjellige trykkerier rundt omkring i Paris. Her opnaar de større løn end noget andet sted. Og sætteriet er indrettet efter alle sundhedens regler, er lyst og :hyggeligt, sætterskerne sidder endog under udførelsen af sit arbeide. Den unge dame, der har med korrektur-læsningen at gjøre, sidder i et lidet værelse ved siden af. Ivrig i sit arbeide med de mange aftryk foran sig er hun et billede paa ro og tilfredshed, egenskaber, der synes saa lidet forenelige med det irriterende og utaknemlige arbeide, hun sidder bøjet over.
For tiden fører bladet en hidsig kamp for at faa beholde sine kvindelige sættere. Det er væsentlig natarbejdet, det gjælder. Opinionen har i lang tid været stærkt imod anvendelsen af kvinder til dette nat-arbeide. Det er ogsaa ved lov forbudt. Men ved en doms kjendelse blev det for nogen tid siden tilladt madame Durand paa visse betingelser at anvende sættersker en del af natten. Denne kjendelse er imidlertid nylig indanket for kassations-retten, og man imødeser med stor spænding .resultatet af dennes afgjørelse. Madame Durand har gjentagne gange protesteret mod forsøg paa at lægge hende hindringer iveien for anvendelsen af sættersker til nogle faa timers nat-arbeide. Hun har henvist til de gode sanitære forhold i sætteriet, hvor alle rimelige hensyn er tagne til de kvindelige arbeidere. Og det er jo saa meget mindre grund for kassationsretten at omstøde den omtalte kjendelse, som det er en bekjendt sag, at kvinder i stor udstrækning anvendes til nat-arbeide omkring i de parisiske trykkerier bl. a. med falsningen af aviserne.
Efter at have beseet de øvre etager sluttede jeg min runde nede i læsesalen, der indtager en saa
fremtrædende plads i alle de franske stor-blads lokaler. I denne rummelige og koselige sal, der ligner et stort selskabsværelse, samles til dagens forskjelligste tider en hel del damer; her tager de i ny og næ et glas portvin, drikker sin eftermiddags-te, læser aviser eller slaar af en passiar. Nu og da giver bladet soiréer i denne sal, straalende feste, hvor man vil træffe ikke blot kvinde-bevægelsens ledere, men alle mere fremtrædende mænd og kvinder i fransk politik, kunst, literatur og presse.
La Frondes læse-sal er ogsaa mødestedet for adskillige foreninger, i hvis virksomhed bladet tager kraftig del. „Foreningen for kvinders stemmeret" har f. eks. møde her en gang hver maaned. Lige saa sikkert som det er, at La Fronde har skabt sig selv en position, lige saa sikkert udfylder det et virkeligt savn for de franske kvinder, hvis sag det har ført paa en overmaade dygtig maade. Dets ord blir hørt, og de finder gjenklang. .
Man maa dog ingenlunde tro, at bladet udelukkende befatter sig med kvindernes affærer. Det er tvertimod et meget alsidigt og vekslende stof at finde i bladets rummelige spalter. Bladet har omtrent samme størrelse som de øvrige dagblade i Paris og koster tre øre i gadesalg. Her findes politik og literatur, handel, skibsfart og kunst ligelig fordelt i hvert numer. Endog idrætten har sin plads; denne behandles dog ud fra kvindernes standpunkt. Det er dog særlig de kvindelige arbeideres sag, der altid har ligget La Fronde paa hjerte; blandt disse finder man ogsaa bladets sikreste abonnenter. Det har oprettet et eget kontor for arbeids-søgende kvinder.
I politik er bladet nærmest radikalt, og overensstemmende med kvindens dybeste interesser arbeider det for fred og voldgift mellem nationerne. Englænderne bør mindes den kraftige protest, hvormed La Fronde for nylig tog afstand fra vittigheds-bladenes tegninger og en del smuds-blades fornærmelser mod dronning Viktoria.
