« Tilbage til søgeresultaterne
Træk af Kvindens Liv i gamle Dage
(Fortalt af Fru Th. Brodersen
ved en Klubaften i D. K. S.s Aalborgkreds).
(Fortsat).
I Begyndelsen havde den almindelige Mening meget imod Præsternes Giftermaal. Katolikkerne angreb det stadig, og en Kreds af Rigets øverste Embedsmænd nægtede haardnakket at gifte sig.
Fra Humanisternes Side blev det ogsaa angrebet, som da Erasmus af Rotterdam ytrede: „Denne Tragedie kommer vel til at ende som en Komedie, idet alle gifter sig". Præsterne maatte da som begejstrede Forkæmpere for de nye Ideer idelig forsvare Ægteskabet. Hvad vi ved derom, kender vi kun fra Mænd. Kvinderne har ikke selv givet deres Mening tilkende. Men igennem Mænd som Biskop Peder Palladius, Niels Hemmingsen, Niels Palladius, Biskop Bircherod og mange andre er der kommet værdifulde Oplysninger til os. Vi kan jo ikke anlægge vor Tids Maalestok paa Mennesker, som i meget staar os saa fjernt. Det var Mennesker, hos hvem der ikke var langt fra Bestemmelse til Handling, livskraftige, livsglade Mennesker, der levede stærkt og impulsivt, der elskede og hadede, saaledes som vi kender dem fra Shakespeare og den hollandske Malerskole. De havde andre Fordringer til Livet og Kærligheden end vi; men den Opfattelse, der blev gjort gældende, at Kærligheden kom med Ægteskabet, har vist medført mangen bitter Sjælekamp. Nu skrives der saa meget om Kærlighedssorg; den Gang gennemlevedes den.
Skønt den Tids Karakterer var anderledes hærdede end vor Tids og kunde bære og lide mere, hører vi dog om, baade at Folk tog sig af Dage, fordi de mente ikke at kunne bære deres Skæbne, og om Forbrydelser, hvad der er flere Eksempler paa. Den 18-aarige Præstedatter Anna Helene Hviid blev tvunget af sin Fader til at ægte en langt ældre Mand, skønt hun elskede sin Fætter. Følgen blev da ogsaa, at de myrdede Manden. Selv blev de begge henrettede. I Stevns blev en Præst myrdet af sin Kone og hendes Elsker samme Dag de havde været til Alters. En 17-aarig Præstedatter forgav sin Fæstemand og blev henrettet derfor. Der er mange Eksempler paa en helt anden Opfattelse af Ægteskabet end vor. Der fortælles om en Præst, som for at faa Kaldet skulde gifte sig med Enken, men hellere vilde have Datteren. Dog, da han saa Enken med den store Børneflok, syntes han, det var Synd, at saamange Børn skulde være faderløse, og han tog saa alligevel Enken. Et andet Sted var det Meningen, at Datteren paa Kaldet skulde ægte Eftermanden, men hun kunde ikke lide ham og vægrede sig derved. Moderen blev da vred og sagde: „Vil Du ikke kalde ham Mand, skal Du kalde ham Fader" og tog ham saa selv til Ægtemand.
Djævelen spillede en stor Rolle i den Tids Forestillingskreds, og det var jo rimeligt, at han særlig angreb Ægteskabet, netop fordi det var Gud velbehageligt! Man tænkte sig en særlig Ægteskabs-djævel, Asmodæus, og Biskop Niels Palladius fandt dét fornødent 1557 efter det tyske at udgive et særligt Skrift til Værn for den danske Menighed: „Imod Ægteskabsdjævle". „Den Ægteskabsdjævel", siger han deri, „lægger sig efter Kvinden. Men hvad for ond Mistanke Manden faar deraf, og hvad Trætte og Hug der følger efter, det giver daglig Forfarenhed tilkende". Dog fraraader Bispen denne Fremgangsmaade: „Med Slaaen gør man ikke fromme Kvinder, thi slaar man een Djævel ud, slaar man ni ind igen". Den bedste Fremgangsmaade var ved Formaninger og saavidt muligt gode Ord at lokke Hustruen, uden at hun selv vidste det, ud af Satans Snare. Man lærte derfor: „Paa det at en Kvinde kan sig desbedre betænke og vise sin Mand tilbørlig Lydighed, skal hun først og overalt ikke agte, hvor rig, hvor skøn, hvor vis eller fattig, slem og uforstandig han er, men dette ene, at han er hendes Husbonde - hvilken hun bør at være underdanig. - Hun skal derfor straks, naar de er sammen komne, have grand Agt paa hans Sæder, Lader og Lempe, hvad hannem vel befalder og hvad anderledes, om han er vredagtig, hastig, hævngerrig, nagsaar, saa at hun efter disse Vilkaar holder sig og altingest vel bestiller ved Ord, Gerning og Omgængelse, at hun kan være sin Mand lydig med Gud og Ære.
Udi Omgængelse med sin Mand bør en Kvinde at være blufærdig, beleven, lystig, renlig, ædru og smykke sig efter sin Mands Vilje, at hun kan være hannem behagelig. - Og naar Tiden begiver sig, at hendes Mand byder Gæster, skal hun lade kende, at hun agter sin Mand ene og ikke
slaar Øjnene op paa enhver som en galen Ko."
Men da det dog kunde tænkes, at en Kvinde kunde falde paa at lægge Mærke til, hvor fattig, slem og uforstandig hendes Husbond var, ja maaske selv komme til at bære Mærker af, hvis han var vredagtig, hævngerrig og nagsaar, saa gjaldt det om, at der ikke burde lades hende Tid til at tænke paa sligt, men hun skulde uafbrudt holdes sysselsat med huslig Gerning. Niels Hemmingsen lærer derfor videre: „Om en Mand vil kristelig regere sin Hustru og holde hende til Lydighed, da skal han holde hende til Huslighed, ikke lade hende være ledig, at hun kan gaa og strabadse i alle Gader eller staa i Vinduer og Døre og holde lang Faddersnak. Men han skal holde hende til Kvindearbejde og Husholdning.
(Forts.)
