« Tilbage til søgeresultaterne
Sagen Alma Bondesen
Loven er jo Samfundets højeste Værge, den ukrænkelige Majestæt, om hvilken alle Partier samles, den Myndighed, for hvilken alle absolut maa bøje sig. Men for at der ikke skal komme dybe og uløselige Konflikter indenfor Samfundet, burde Loven holde Trit med den almene Udvikling. Især er det da af højeste Vigtighed, at Straffeloven, der sætter sit betydningsfulde Skel mellem Ret og Uret for dermed ikke blot at værne om Samfundet, men tillige at virke opdragende derpaa, ikke kommer hundrede Aar bagefter sin Tid.
I en Tid, hvor Broderskabstanken ryster saa stærkt paa sine Lænker som aldrig før, hvor hele Udviklingen gaar i Retning af at bryde Murene mellem de forskellige Klasser ned og at vække Solidaritetsfølelsen, saa at hver enkelt skal forstaa, at han har sin Del af Ansvaret for det Hele - i en saadan Tid er det mærkeligt at se, hvor langt tilbage i en barbarisk Opfattelse den Straffelov bunder, som vi alle er undergivne.
Ved det skarpe Strejflys, som Alma Bondesens Proces kaster derover, ser vi til vor Forbavselse og Bestyrtelse, at vi endnu ikke er kommet videre end til den raa Styrkes Tid, hvor det gaar ud over den svage.
Vi ser, at et Menneske, som ikke tilhører de beskyttede Klasser - jeg mener de Klasser, hvor man har Støtte af en social Position - paa meget løse Grunde kan sigtes for en ærerørig Forbrydelse og trods sine Protester holdes i et meget langvarigt Varetægtsfængsel.
Vi ser, at et Menneske af selve Rettens Folk kan nævnes Tyv og behandles som saadan, endnu inden Sagen er oplyst, Bekendelse afgiven og Dom falden.
Vi ser videre, at en anklaget er prisgivet Dommeren. Der er ikke ved Lov beskikket en Defensor for enhver, der ikke er tilstrækkeligt inde i de juridiske Formers Krinkelkroge til at kunne forsvare sig selv; og hvor mange er vel det? Hvem af os vilde vel kunne forstaa, at Spørgsmaalet: „Er De tilfreds med Dommen?" skal være det samme som: „Ønsker De at appellere?" - naar vi da ikke ved, at vi har den Ret. Men Loven sørger ikke en Gang for, at den anklagede oplyses om, at han har lovlig Ret til at søge en Defensor, hvis han saa ønsker.
Hvad der tillige maa virke oprørende- og ængstende paa Bevidstheden er den Maade, hvorpaa en Varetægtsfange behandles. Alma Bondesen bliver indsat i Arresten den ene Aften og først næste Middag Kl. 2 spørger man, om hun er sulten. Hun har da været fastende fra foregaaende Dags Formiddag. Selv Aktor i Højesteret har maattet beklage dette.
Dernæst er det utilladeligt, at en sigtet Person bliver behandlet som allerede dømt, at Opsynet trakterer A. B. med den ærerørige Titulatur: Tyvetøs, og især at Opsynet benyttes som en Slags Inkvisition for at faa Tiltalte til at bekende.
Alt i alt er den Behandling, man lader de kvindelige Arrestanter undergaa, saa raa, at vi, hvis vi havde nogen Del i Afgørelsen af vor Stilling som Borgere, burde og maatte kræve kvindeligt Opsyn i Kvindefængsler og i Politiet.
