« Tilbage til søgeresultaterne
Træk af Kvidens Liv i gamle Dage
(Fortalt af Fru Th.. Brodersen
ved en Klubaften i D. K. S.s Aalborgkreds).
(Fortsat).
En egen Art Forsørgelsesanstalter var de saakaldte Jomfrukamre, hvor unge adelige Kvinder lærte Huslighed og fine Sæder. Baade for Dronningen og Adelsfruerne var det Pligt at sørge for at faa disse Jomfruer forsørgede. For Dronningens Vedkommende kom et saadant Arrangement som en Befaling, som det dog sjældent var svært at faa efterkommet, fordi der derved tit blev Udsigt til et godt Len! I Begravelsestaler roses de ofte for den Dygtighed, hvormed de har sørget for deres Jomfruer. Noget lignende fandt Sted mellem Herskab og Tyende.
Men Omsorgen for at faa Enker forsørgede var dog især stor. Det blev anset som hver Mands Pligt at gøre sit til, at en Enke kunde blive gift igen. Det gjaldt da især Præsteenker. For dem var der ikke sørget ved Pension, men det paalaa Menigheden som en moralsk og halvt juridisk Pligt at sørge for dem.
Dette kunde da allernemmest ske ved, at Enken ægtede Eftermanden paa Kaldet. Det kaldtes at blive forsørget ved Tjenesten. En Præst fra den Tid omtaler den bedrøvelige Stilling, Præsteenkerne var i: „At de nødes til at indlade sig i Ægteskab med en Ungmand, ofte imod hans Hjerte og Sind, dem selv til liden Baade". Det var dog meget almindeligt, at Enker blev gift flere Gange, og at gamle Koner fik ganske unge Mænd. En Præstekone havde været fire Gange gift, men den unge Præst, der efter den fjerde Mands Død fik Kaldet, nægtede at gifte sig med hende. Hun blev da saa vred, at hun i Hidsighed opbrændte Kaldets Dokumenter. Som et Eksempel paa, hvorledes Præstekoner ansaa sig for berettigede til at følge med Kaldet, kan anføres, at en Præstekone, da hun ikke blev gift med den fjerde Præst, klagede til Kongen over at være bleven „forskudt" fra Kaldet. Undertiden var der dog Folk, der havde Mod til selv at vælge; man kender flere Bortførelses-historier. Men de, som vovede det, maatte for det meste gaa meget igennem i den Anledning.
Alt dette var mest efter tysk Mønster, men her hjemme antog dog det Hele mildere Former. Saaledes siger N. Palladius: „Enddog Manden er af Naturen visere og forstandigere end Kvinden, skal dog Manden undertiden ikke forsmaa sin Hustrus Raad". - „Et Æble enddog det er knortet, dog kan det alligevel være godt." - „Hvad ikke rettes kan med Lærdom og ærlig Paamindelse, det maa man rette med haarde Ord og Trusel. Men Slag og Hug rette sin Hustru med bruger ingen vis Mand." - „Sæt hende ikke i Rette, naar Du kommer hjem, drukken og fuld! Det gør ingen Dannis-mand, men vent til om Morgenen, naar I er baade fastende og ædru".
Folkestemning, Litteratur, alt tog Parti for Manden imod Hustruen; det var derfor intet Under, at hun tit trak det korteste Straa. Øvrigheden maatte tit skride ind, endog mod Præster, for at sikre deres Hustruer mod at blive trukne i Haaret, slagne, undsagte og lemlæstede af deres Mænd. Et Par Præster paa Lolland maatte afsættes for Grusomhed mod deres Koner. En Præst blev landsforvist for at have været Aarsag i sin første Kones Død. En Borger i Randers maatte forpligte sig til lige over for Borgmester og Raad ikke som tilforn at handle tyrranisk mod sin kære Kone. Skulde der dog af Djævelens Indskydelse opstaa Uenighed mellem dem, lover han ikke selv at ville straffe hende, men overlade dette til sin Svoger, Peter Lassen, og hendes øvrige Slægt. Forgriber han sig paa hende, skal han hver Gang bøde 100 Daler til Kongen og Randers By.
Man ser deraf, at Hustruen er en Straffemyndighed undergiven, der, selv om den misbruges, ikke falder bort, men kun overføres til andre.
Man skulde efter dette tro, at den Tids Kvinder havde levet et ynkeligt Liv, og at det næsten maatte være umuligt at værge sig mod saa megen Raahed. Men det vilde man dog tage meget Fejl i. For det første var der jo megen virkelig Gudsfrygt, der maatte binde Ægtefællerne sammen i de Ægteskaber, hvor der ingen gensidig Kærlighed var, og der har sikkert ogsaa den Gang været mange Ægteskaber, hvor der blev levet et godt og smukt Samliv.
For det andet var Omgangsformen en ganske anden end nu til Dags.
Haand i Haand med stærk Religiøsitet og hele den Udvikling, som Renaissancekulturen medførte, gik en forunderlig Plumphed og Raahed. Man talte den Gang ikke synderlig fint, og mangen Almuesmand nuomstunder taler ikke saa groft som den Tids fine Adelsmænd. Damerne stod ikke tilbage, hverken i Tale eller Handling, for Mændene. Og det var ikke blot her hjemme, det var overalt saaledes.
Dronning Elisabeth af England slog sine Æresdamer med egen Haand saa eftertrykkeligt, at de hvinede, saa det kunde høres langt bort. Hun spyttede en Gang paa een af sine Adelsmænds kostbare Dragt og slog jævnlig Hofmændene paa Øret. Eleonora Kristine fortæller i Jammersmindet, hvorledes hun fik Kraft til at beherske sig. Oppassersken havde af Ondskab spildt Vand paa Gulvet, hvor Eleonora Kristine vilde gaa. „Foruden nogen Ord slog jeg hende, først paa den ene Kjæfte, saa paa den anden, saa Blodet stod ud af Næse og Mund, og hun faldt imod sin Slagbænk og stødte sit Skinneben Huden af. Hun begyndte at bruge Mund og sige, at hun aldrig fik slige Næsestyver før. Jeg sagde straks: Holder Kæften, ellers skal I faa flere af dem; jeg er kun lidet vred, men gør I mig ret vred, jeg skal lemlæste Eder. Saaledes tog jeg det alt sagtmodigt an".
I Raabjerg ved Skagen var der en meget dygtig og energisk Præstekone, der endog flere Gange rejste til København, for at tale med Kongen om Sognets Anliggender, Sandflugten o. s. v. Hun var ogsaa en Slags Dyrlæge, forestod Præstegaardens Drift og røgtede til Dels Præsteembedet for sin sløve Mand. Hun kørte om og berettede gamle og syge.
Hun var selv Kusk, og da den ene Hest var noget doven, sagde hun ofte: „Ja, det er nu saadan et Spøgelse ligesom vor Far".
(Forts.)
