« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne -
Paa Torvet i den gode, tyske By Weimar boede for omtrent hundrede Aar siden, altsaa samtidig med at Gøthe og Schiller gjorde denne Stad til den navnkundigste af alle tyske Byer, den velvise og lærde Hr. Raadmand Tiburtsius med sin Frue, en lille trind, munter Dame, og deres Enepige Katrine.
Børn var der ingen af i Huset, og derfor var alt derinde saa skinnende blankt, lige fra, Messingdør hammeren og Navnepladen paa Gadedøren til Messingfugleburet over Fru Tiburtsius’s Arbejdsbord, ja lige ned til det mindste Messingsøm i Køkkenet. Straalende blank var den Haandlygte, ved hvis Lys Fru Tiburtsius om Vinterattenerne blev hentet hjem fra Whistpartiet, der blev spillet vekselvis hos Apothekerens, hos Fru Kummerfeld, hos Frøken Knebel, som var Guvernante oppe paa Slottet, hos Tiburtsius’s og flere andre. Straale gjorde Kaffekanden, som kom ind med Herrens og Fruens Eftermiddagskaffe, og straale gjorde Presenterbakken, som den stod paa, saa at Lysringe dansede paa Loftet i Stuen.
Og al denne Glans blev holdt vedlige af et eneste Kvindemenneske, som uden Tvivl, hvis hun havde haft Tid nok og Pudseklude nok, vilde have pudset hele Jorden ren og blank. Dette Kvindemenne-ske var en tør, mager Person, saa rank som et Kosteskaft. Naar hun med sine to skinnende blanke Spande gik til Kilden, som lige udenfor Apothekerens lod sin tykke Straale risle ned i det store Stenbassin, og derpaa vandrede hjem igen med samt sine Spande saa ren, som - ja, som Renligheden selv, da stirrede Husmødrene, der sad ved deres Vinduer med store Strimlekapper paa og Strikkestrømpen i Haanden, efter hende med attraaende Blikke og sukkede og syndede mod det Bud i Katekismen: „Du skal ikke begære din Næstes Tjenestetyende.’’
Men det hjalp dem ikke, hvor meget de saa sukkede og syndede; Tiburtsius’s Katrine var groet fast i det skinnende blanke Hus, og hun tænkte ige saa lidt paa at skifte Plads, som Byens Kirketaarn gjorde det.
Hun tilhørte dette Hus allerede fra „salig Gamlefruens" Tid; hun havde delt ondt og godt med sit Herskab i snart halv hundrede Aar, og at forlade Hr. Tiburtsius vilde have forekommet hende som et lige saa stort Brud paa Tro og Love, som om hun havde været hans ægteviede Hustru i Stedet for slet og ret Kokke- og Enepige hos samme Hustru.
Men Tiburtsius’s Katrine var dog ikke i den Grad, som man skulde tro, enig med sin Herre og Frue i alle Dele. Den, der saa hende pusle om i Huset eller gaa paa Torvet eller hente Vand, kunde let falde paa den Tanke, at slig Orden og Sirlighed, slig pletfri Renlighed kun kunde trives i den dybeste Fred, i en Harmoni og Sindsro, som egentlig ikke hørte denne Jord til, men havde hjemme i en bedre Verden, hvor der hverken fandtes Kakkelovnsrøg eller Skorstensfejere, hverken Støv og Gadesnavs eller upaalidelige Haandværksfolk eller gamle Damer, der gjorde Eftermiddagsvisitter med deres Mops, eller gamle Herrer med Tobakspiber eller Børn med smudsige Sko.
(.Forts.)
