« Tilbage til søgeresultaterne

Træk af Kvindens Liv i gamle Dage

Af: Th. Brodersen, Bendicte Arnesen-Kall

« Se emneord

(Fortalt af Fru Th. Brodersen ved en Klubaften i D. K. S.s Aalborgkreds)

(Fortsat.)

Jeg vil slutte disse spredte Træk med at anføre en lille Slægtskrønike, som B. Arnesen-Kall fortæller i sine Livs­erindringer, og som netop karakteri­serer de Forhold, der ovenfor er om­talte. Det hed den Gang: den unge Pige vælger ikke selv, hun bliver valgt. Forældrene aftalte ligesom i tidligere Tid alle Ægteskaber.

 

Der var tre Døtre i mine Bedste­forældres Hus. Den ældste var meget klog, velbegavet, men slet ikke smuk. Den mellemste hed Cathrine. Jeg ved ikke, hvorledes hun har set ud i sine unge Dage, thi jeg husker hende kun som gammel. Derimod ved jeg, at i Støvringgaard Kloster, hvor hun døde som ugift, sagdes, at hun vel saa ud som en Heks, men desuagtet var den bedste, tjenstvilligste og mest belæste Dame, som nogensinde havde været i Klostret. Den yngste, Anna, har jeg kun set i Portræt. Efter dette og efter Beskrivelse maa hun have været overmaade smuk og yndig. Men i aandelig Henseende skal hun langtfra have været saa begavet som den ældste og den mellemste Søster, der begge ligesom min Fader havde arvet min Oldefaders boglige Sans og skarpe Hukommelse.

Mine tre Fastre sad da som unge Piger oppe paa deres Jomfrubur. Det var i 1769, kort efter at Ewald med Oplæsningen af sin »Adam og Eva« havde indført et aldeles nyt Element i Huset. Francaisen*) var længst af­skediget, men de fik lige fuldt deres Timer i Sprog og Musik og maatte kun komme ned i Storstuen, naar de blev beordrede til at møde i Pyn­ten.

* »Francaisen« - den da hyppigt benyt­tede udenlandske Lærerinde.

Til Trods for Tidens ceremoni­elle Væsen, der især gik ud over de unge Piger, havde de det ret godt, kom imellem pudsede og stivede paa et enkelt Bal-paré og - langt oftere end det hørte til i hin Tid - paa Komedie, hvor deres første Barndoms store Heros, Holberg, alt den Gang havde mistet en Del af sin Tiltræk­ningskraft for Publikum. Vel spillede man endnu hans Stykker meget flit­tigt, men man begyndte dog at mumle om, at han var for plump, at der var Udtryk, der burde udelukkes o. s. v. Det var Begyndelsen til, at Græderiet og Sentimentaliteten snart skulde fortrænge hans sunde, kraf­tige Komik.

Dog tilbage til mine tre Fastre, der sad og morede sig, som de kunde bedst, med Silkebroderiet, med at læse franske Romaner, der den Gang aldeles ikke var forbuden Frugt, med at sy paa Pynten og med at lægge tavse, uudtalte Fremtidsplaner, thi det gør vist alle unge Piger, i hvil­ken Tid de end fødes. Det udgør nu en Gang en Del af deres Væsen.

Saa kom der da en smuk Morgen Bud fra Mama op til Jomfruburet, at alle tre Døtre havde at indfinde sig i Storstuen Kl. 10. Det var en usædvanlig Tid. Der maatte, være noget ekstraordinært paa Færde. Ordren lød ogsaa paa, at Rammerne med  Silkebroderiet  skulde bringes ned. Det gjaldt altsaa et længere Op­hold i Storstuen. 

I hin Tid var der aldrig Tale om Indvendinger. En Ordre var en Ordre. Den maatte pareres med Soldatens ubetingede Lydighed mod sin Officer. Dermed var Historien ude.

I Følge den givne Ordre pyntede altsaa mine tre Fastre sig, det bedste de kunde, lod Rammerne med Silke­broderiet bære ned og satte sig, da de var komne ned, pynteligt og stivt, som om de skulde have figureret ved en Theaterforestilling, paa Storstuens højryggede, med Ruslæder betrukne Stole, i Forventning om, hvad der skulde komme. Men ikke een af dem vovede at vende Blikket mod Døren. Det havde været mod al Anstand. Nej, som velopdragne Piger hæftede de det pligtskyldigst paa Rammens Blomster og Blade, og ingen af dem mælede et Ord.

Efter en halv Times pinlig Venten gik Døren endelig op. Min Bedste­fader traadte ind med en ung Mand, hvem han straks præsenterede som den unge Dr. A., hvorpaa alle tre Frøkener rejste sig og nejede saa dybt, saa stift og saa lige, som om de havde været Lededukker, der blev trukne til Jorden med en Snor.

»Ja, her ser De mine Døtre,« sagde min Bedstefader til den unge Mand, der ogsaa havde bukket dybt, men ingenlunde saa stift og ceremonielt, som Frøkenerne havde nejet. »Nu maa De selv se at insinuere Dem.« Og dermed trak han en Stol frem og vendte sig mod Døren.

Den unge Læge tog Plads lige overfor de tre Frøkener, der vedblev at stirre paa Silkebroderiet, og min Bedstefader gik ind til sine lærde Ting, blandt hvilke han formodentlig snart glemte, at han selv havde bragt en Frier ind til sine Døtre. Saa indtraadte der en højtidelig Pavse.

Den varede imidlertid ikke længe. Den unge Doktor var en klog og dygtig Mand, der alt havde rejst en Del. Han havde blandt andet været i Norge, højt, højt oppe, der, hvor Solen ved Midsommertide aldrig syn­ker, men kun vender i Horisonten.

Han var aldeles ikke bange for at tale med de unge Damer, især da Ordet »Kærlighed« og Begrebet »Fri­eri« efter Tidens Skik aldeles ikke maatte nævnes, skønt de tilvisse laa paa Bunden af Historien.

Han var som Læge vant til at tale med de forskelligste Mennesker, og han havde ikke været ti Minuter i Storstuen, førend han var paa det rene med, at baade den ældste og næstældste Frøken havde ganske usæd­vanlige Kundskaber af unge Damer at være, at navnlig den ældste havde et ikke ubetydeligt Konversations­talent og var en - om end ikke smuk - saa dog højst behagelig Skikkelse. Men medens han gjorde disse Bemærkninger, saa han ufra­vendt paa den yngste Frøken, paa Anna, som ikke havde sagt et Ord, og som han forgæves havde søgt at drage ind i Samtalen.

Da Visiten havde varet de regle­menterede tre Kvarter, rejste Dokto­ren sig op og bukkede for de tre Frøkener, der paa deres Side gentog den dybe Nejen lige ned til Jorden, der minder  om Lede-dukkens  eller Marionettens Bevægelser.

Visiten var forbi. De tre Søstre gik op igen paa deres Kammer, den ældste og den næstældste hver i sine egne Tanker. De syntes nemlig begge særdeles godt om den unge, belevne Mand, som havde underholdt dem med saa mange forskellige Ting, som ikke blot havde talt om Klopstocks Ophold i København, om hans Messiade, om Muligheden af, at Bernstorff, der endnu var Minister, vilde gøre noget for den stakkels Ewald og andre staaende Dagsemner i 1769, men ogsaa havde fortalt dem om sine Rejser, om astronomiske Iagt­tagelser paa disse og lignende Ting, hvorom man just ikke plejede at konversere med unge Damer, og som helt igennem havde gjort et fortræf­feligt Indtryk paa dem. Men den yngste, min skønne Falster Anna - hun, som ikke havde sagt et Ord under den hele Forestilling, hun gav sig - som en Fugl, der er sluppen ud af Buret - til at synge af Glæde over, at den Kedsommelighed var forbi, ja, hun fik Lyst til at danse og svingede min mellemste Faster, der helst havde betakket sig for den Fornøjelse, rundt med en saadan Ly­stighed, ja, med en saadan Barne­jubel, at man skulde tro, der var ti­medes hende den største Lykke af Verden. Den bestod dog blot i, at Kedsommeligheden med den højtide­lige Modtagelse af Doktoren i Stor­stuen var forbi.

Men den unge Læge, den vel studerte og kundskabsrige Mand, han stod imens i min Bedstefaders Arbejds­værelse og sagde højtideligt: »Den vise Salomo siger, at den, der faar en god Hustru, faar en god Gave, der er mere værd en Perler, og Guld. Jeg kan ikke tænke mig en yndigere, sødere og elskeligere Hustru end Pro­fessorens yngste Datter, Frøken Anna, og vil I give mig hende til Hustru, da er jeg det lykkeligste Menneske under Solen og vil blive hende en god og trofast Husbond.«

Fortsættes.)