« Tilbage til søgeresultaterne
Fabriklovudvalgets Betænkning
Vore Læsere vil sikkert huske det Bramsenske Lovforslag angaaende Revision af den forældede Fabrikslov (af 1873), som var for i foregaaende Rigsdagssamling og vakte saa megen Røre. Sammen med adskillige gode og tidssvarende Bestemmelser, f. Eks. om en mere hygiejnisk Ordning af Fabrikslokalerne og fremfor alt den overmaade vigtige Paragraf, der forbyder Børns Anvendelse i Fabrikerne før efter endt Skolegang, indeholdt Lovforslaget en Nyhed, der, som vi husker, vakte formelig Sensation. I Følge denne skulde den voksne Kvinde, med Hensyn til visse Indskrænkninger i hendes Arbejdstid, stilles i Række med Børn og unge Personer. For den frugtsommelige Kvinde stilledes Forbud imod at arbejde i fem Uger før og efter Nedkomsten.
Det var »Kvinden og Samfundet«, der først raabte Vagt i Gevær overfor disse drakoniske Bestemmelser, der under Navn af Beskyttelse var egnede til at gribe forstyrrende ind i Kvindens Erhvervsliv. Særlig hævdede vi Uretfærdigheden i at fratage den fødenne Kvinde hendes Erhverv uden samtidig at sikre hende imod Nød. Ved de tre store offentlige Møder: Fremskridtsforeningens, de arbejdende Kvinders og Dansk Kvindesamfunds, blev Spørgsmaalet indgaaende drøftet og resulterede i Arbejderskernes bekendte Resolution, som forebragtes Rigsdagen. De vilde gaa med til de foreslaaede Indskrænkninger af Arbejdstiden under Forudsætning af, at der arbejdedes imod, at Beskyttelsen ogsaa udstraktes til Mændene, men overfor § 7 (om Barselkvinderne) hævdede de med Styrke det Standpunkt, at frabede sig Beskyttelse, hvis Loven ikke samtidig sikrede Barselkvinden imod Nød.
Først nu er Udvalget bleven færdigt med sin Betænkning. Den maa hilses med Tilfredsstillelse, for saa vidt der i flere Stykker er taget Hensyn til Kvindernes Ønsker. (Det er ogsaa kun med de tilhørende Paragraffer i den lange Betænkning vi med den indskrænkede Plads, vi har, kan beskæftige os).
Flertallet vil ikke gaa med til Indskrænkning af den voksne Kvindes Arbejde, navnlig af Hensyn til, at der i de arbejdende Kvinders Lejr er ytret Uvilje imod, at disse stilles anderledes end Mænd.
Et Flertal har ligeledes samlet sig om følgende Forslag:
»Kvindelige Arbejdere maa efter deres Nedkomst ikke indtræde i det i nærværende Lov omhandlede Arbejde, før de ved Lægeattest godtgør at kunne gøre dette uden Skade for deres og Barnets Sundhed. For saa vidt Lægeattesten udstedes af en offentlig ansat Læge, bliver den at udstede vederlagsfrit.
Den Hjælp, der ydes af det offentlige, i Tilfælde af Trang, opslaaet som Følge af Bestemmelsen i denne Paragraf, skal ikke have Fattighjælps Virkninger overfor den paagældende.«
Vi maa være taknemmelige for den Forstaaelse, hvormed denne Paragraf er omredigeret. I Stedet for at skære alle over een Kam, som den Bramsenske Lovparagraf gør, tages nu Hensyn til Individet, og Lægeattesten alene yder den nødvendige Garanti. Men med Hensyn til den Hjælp, der ydes i Tilfælde af Trang, burde vi kunne fordre mere indgaaende Bestemmelser.
Af stor Betydning vilde det ogsaa være, at Forholdet til Arbejdsgiverne blev ordnet ved Lov, saa at Barselkvinden efter den lovbefalede Hviletid var sikker paa at faa sin Plads igen. Hvorfor ikke tillade hende at stille Vikar?
(Fortsættes.)
