« Tilbage til søgeresultaterne
Hjemløse Kvinder
Hjemløse Kvinder
endnu en Gang.
Filantrop har i sin anden Artikel: Hjemløse Kvinder - denne Gang i »Kvinden og Samfundet« - protesteret imod, at jeg har kaldt hans Syn paa Samfundene med Hensyn til de forskellige Køn overfladisk. Jeg havde kunnet benytte et mindre stærkt Udtryk, dersom jeg ikke havde fortrøstet mig til, at Filantrop, dækket af Anonymitetens uigennemtrængelige Skjold, maatte være usaarlig. - Filantrops gode Hensigt med sin første Artikel har jeg fuldt anerkendt, og den bar vist, at den formaaede at fyldestgøre, hvad den tilsigtede, idet flere Damer har sat sig i Bevægelse , for at fremme denne gode Sag og skaffe Hjem til hjemløse Kvinder.
Det har glædet mig meget, at Filantrop deler min Mening om den offentlige Prostitution og uforbeholdent udtaler sin Anskuelse, ligesom jeg paaskønner det smukke Syn, han har paa sande Kvinder. Jeg antager, at Filantrop ved sande Kvinder forstaar de Kvinder, som følger Tidens Krav og udvikler deres Forstandsliv, men tillige bevarer Følelseslivets Inderlighed.
Striden mellem Filantrop og mig staar imidlertid fremdeles om det Punkt, at »naar Kvinden falder, saa synker hun dybere end Manden plejer at gøre det, - og at en falden Kvinde ikke saa let rejser sig igen, som en falden Mand.« - Jeg kan i en saadan Læresætning ikke se andet end løse Paastande, som hverken lader sig bevise eller gendrive. Jeg gaar ud fra, at den Slags Domme, hvoraf Mændene igennem Tiderne har fældet mange over mit Køn, maa gaa ind under Bestemmelsen Fordomme, fordi de kun har været et løst Skøn, foranlediget af et overfladisk Skøn. Det forekommer mig, at selv om det har vist sig i Filantrops Praksis, at Kvinden har været mellem de dybest faldne, saa er det dog uberettiget at udgive som almengyldig Regel, »at naar Kvinden falder, saa falder hun dybere, end Manden plejer at gøre det. - Hvor dybt plejer Manden at falde? og hvem har maalt de forskellige Grader? Vi ser mangfoldige Kvinder falde, uden at de falder dybt! Og ligeledes, fordi det er lykkedes Mænd hyppigere at rejse deres eget Køn end Individer af Kvindekønnet, da at slaa fast, som Særkende for Kvinderne, at de vanskeligere rejser sig end Mændene. Vi har mange Eksempler paa, at Kvinder kan rejse sig fuldkomment efter deres Fald. Det forekommer mig - som sagt - at disse Paastande er saa løse, at de hverken kan bevises, eller bestaa for en dybere Erkendelse. De konkrete Eksemplers Tal betyder intet. Det eneste faste Punkt, jeg kan finde i Filantrops Paastande, er, at Kvinden i den offentlige Prostitution synker dybere end Manden nogensinde formaar det. Men er det Kvindernes eller Samfundets Skyld? - Jeg mener, at det er Samfundets, hvis Ledere har givet og opretholdt en Lov, der tilsteder, at der øves Vold mod Samfundets Kvinder. Men hermed ophører Sammenligningen mellem Mænd og Kvinder, thi for at den skal have Gyldighed, maa Samfundet stille Mænd og Kvinder under samme Vilkaar og Loven maa være lige for begge Køn. Forøvrigt giver Filantrop mig til Dels Ret, idet han indrømmer, at af de faldne Kvinder er maaske det store Flertal »opslidte Rester fra Prostitutionshulerne«, - og at der hidtil ikke er gjort stort for Kvindernes Redning.
Naar Filantrop undrer sig over, at jeg kan sige, at faldne Mænd færdes uantastet i Samfundet, da er det ganske rigtigt, at jeg ikke skulde bruge Ordet: faldne, men lastefulde. Meningen er selvfølgelig den, at en Mand kan være en Slave af sin Last og hengive sig til den, saa meget han lyster, uden at nogen krummer et Haar paa hans Hoved, hvorimod Kvindens Straf for den samme Synd lægger hendes hele Liv øde.
Filantrop finder de faldne Mænd blandt Skøgernes Alfonser, Gadernes Slagsbrødre, Brøndstrædebøllerne o. s. .v. Naar disse dovne, kaade - ofte ondsindede Friluftssøgere stiller op mod faldne Kvinder, saa kan man næsten forstaa, at der her kan findes Kræfter og Muligheder, som kan udnyttes, naar de ledes i den rigtige Retning. Derimod naar alt er fortæret, baade Marv og Blod og sjælelig Menneskelighed, saa lader der sig ikke presse en Draabe af den tørre Skal. - Bøllernes Stilling forekommer mig dog ikke at være parallel med prostituerede Kvinders, - for at blive ved dem. Naar en Bølle har 50 Øre i Lommen, som han kan vise frem, saa spadserer han gladelig paa Fællederne, uden at være i Fare for Betjenten. Der findes sikkert blandt prostituerede Kvinder dem, der har Bøllenaturer, fordi de ligeledes er fra elendige Hjem; men der findes ogsaa Piger, som har en ganske anden fin Natur. En Mand har fortalt mig, at en Sædelighedsbetjents Anholdelse af en ung Pige kan virke saa nedbrydende paa hendes Nervesystem, at hun, enten hun er skyldig eller uskyldig, vanskelig forvinder det igen. Det kan være, som om Lemmerne lammes, og hun falder plat ned paa Gulvet. Det er hørt, at en saadan fortvivlet Kvinde har raabt, som i Dødsangst: Moder, Moder!
Ogsaa Filantrop harmes over Lovgivningen og kalder den en brutal Magt, men mener dog, at Kvinderne maa være kommen godt ned paa Skraaplanen, inden Sædelighedslovgivningen giver dem det Puf, der faar dem ind gennem Bordellernes Døre. Saa godtroende er man ikke, naar man i 20 Aar har gaaet i den Indbildning, at man kunde medvirke til Sædelighedslovgivningens Skrinlægning, thi saa har man været opmærksom paa alt, hvad der skete, og der er sket meget her til Lands. Man ved, hvor let Loven lader sig misbruge; man ved, hvor graadig Bordelværterne er efter unge, kønne Piger. Har Staten et Etablissement, maa det ogsaa vedligeholdes. Varernes Mængde maa svare til Efterspørgslen. Der findes endnu i Sædelighedspolitiet Betjente, som allerede i Korns Tid vakte Harme ved deres Færd, og som ogsaa i de senere Aar har gjort sig ufordelagtig bekendt. (Man husker endnu den unge Pige fra Strandstræde, som en Betjent gik op og anholdt paa løs Angivelse af en Kvinde, han traf i Gaarden. Da den unge Pige blev anholdt og skulde føres paa Politikammeret, skød hun sig.) Forøvrigt haves der nu større Garanti end forhen for, at Loven ikke misbruges, i det en Jurist uden for Sædelighedspolitiet er ansat som Dommer. Der kunde ogsaa gerne behøves en Defensor. Mon en saadan haves?!
Den offentlige Prostitution er en Mur, siger Filantrop, som de faldne Kvinder vanskelig kan gennembryde; men han mener dog, at det maa kunne lade sig gøre. »De kan dog ikke beholde dem mod deres Vilje.« Nej! men Betingelserne er stillet saaledes, at de i de fleste Tilfælde ikke kan komme bort. Dersom de har Familje eller Venner, som vil garantere deres Underhold, saa kan de faa deres Frihed, men da Erfaring har vist, at de fleste er enligstillede Piger, saa maa de blive i deres Lænker. Og saa er de næsten altid i Gæld til deres Værter.
Det er sørgeligt, at vi er saa smaa her hjemme, at vi ingensinde har haft en formaaende Person-lighed, der af Afsky for Lasten og af Kærlighed til sædelig Renhed viste Nidkærhed for at indskrænke Prostitutionen saa meget som muligt. I Glasgow satte saaledes Politidirektøren den Lov igennem, at ingen Husejer maatte leje Værelser ud til usædeligt Brug. Direktøren fik Borgerne med sig, og Prostitutionen sank ned til et Minimum af, hvad den havde været. Det sidste Maanedsblad - for Februar - fortæller, at Politipræfekten i St. Petersborg har anstrengt sig for at tage saadanne Forholdsregler, at Prostitutionen indskrænkes. Blandt disse er den, at han har lettet Kvinderne at komme bort fra deres nedværdigende Tilstand. Navnlig blev deres enorme Gæld til Værterne undersøgt, og man fandt, at den for største Delen var opdigtet. Den blev reduceret og derpaa afviklet ved, at Pigerne fik 25 Frc. af deres Fortjeneste indført i Sparebøger. Resultatet var, at 449 Skøger forlod Prostitutionen. Det hedder, at dersom deres Moral var bleven paavirket, vilde endnu store Skarer forlade deres elendige Liv.
Endnu maa jeg besvare et Spørgsmaal, som Filantrop stiller.
Han siger: »Men burde der ikke dæmmes en lille Smule op for den megen Tale om, at det er Samfundet d.v.s. Mændene, som ene er Skyld deri.« »Kvinderne har vel ogsaa nogen Skyld?«
Dertil maa vi svare: Ja! - Kvinderne har selv sørgelig megen Skyld; det skal aldrig benægtes, og det er retfærdigt, at enhver, Kvinde som Mand, bærer Ansvar for sine Handlinger og straffes derfor. Men Systemet er jo dette, at naar Mand og Kvinde begaar den samme Overtrædelse, saa straffes kun Kvinden. Dertil kan vi endnu tie, hvis Straffen var til Afsoning og Oprejsning; men vi kan ikke tie, naar den er til vor Skændsel og Ødelæggelse.
Selv om Filantrop kan bevise, at alle Kvinder, naar de falder, synker dybere end Mænd, og at de vanskeligere lader sig rejse igen, saa vilde jeg alligevel sige: Det er Samfundets Skyld! Dets Love har i Aartusinder holdt os i Umyndighed og derved svækket hele Kvindekønnets Vilje og Modstandskraft. Den ny Tid har begyndt vor Frigørelse, men hvad Aartusinder har undertrykt, kan Aarhundreder vanskelig oprejse. Selv om det kan lykkes at føre Frigørelsen i det rigtige Spor, vil det vare længe, før Kvindens Adelsmærke, at ville det Gode, faar Vækst og gennembryder alle Samfundslag. Samfundet kan ikke stille de samme Fordringer til dem af sine Børn, som det har behandlet stedmoderlig, som det stiller til de Børn, det har behandlet med Forkærlighed,og som uindskrænket har nydt alle dets Goder. Der kan ingen Sammenligning finde Sted mellem de Børns Evner og Udvikling, der har levet under ulige Samfundsvilkaar. Jeg har holdt mig til de prostituerede Kvinder, fordi Uretfærdigheden der er mest iøjnefaldende. Jeg sagde i min første Artikel, at skulde der drages en Sammenligning mellem de faldne Individer af forskellige Køn, som Filantrop den Gang stillede, da maatte der - for at være nogen Sandhed deri - tages Hensyn til Samfundets forskellige Behandling af de forskellige Køn.
Jeg haaber, at Filantrop efter denne Redegørelse vil give mig ikke alene til Dels, men endog fuldkommen Ret.