« Tilbage til søgeresultaterne

Herberge for hjemløse Kvinder

« Se emneord


Dansk Kvindesamfunds Kbhvns. Kreds afholdt Torsdag den 7ende offentligt Møde i Anledning af det Herberge for hjemløse Kvinder, som agtes oprettet her i Byen. Mødet blev overordentligt vellykket.

Efter at Frk. Anne Bruun havde budt velkommen gaves Ordet til Indlederen

Fru Vibeke Salicath: Der findes forskellige Former for Velgørenhed. Det gælder om, at man ikke giver med den ene Haand, og, moralsk set, slaar med den anden. Dette bliver som oftest Tilfælde med den sædvanlige Given, ved Dørene og paa Gaden. Man hjælper Dovenskaben, og Pengene bliver tit omsat i Bræn­devin. Heldigst er det at give sine Penge til et Velgørenhedsselskab eller en Komité, som saa anvender dem paa bedste Maade. - Opgaven, man i dette Tilfælde har sat sig, er ikke blot at udføre en almindelig Barm­hjertighedsgerning; men »Herberge for hjemløse Kvinder« har tillige et Formaal af nationaløkonomisk Betyd­ning at arbejde for. Store Skarer af kvindeligt Tyende strømmer ved Skiftetider herind fra Landet; mange af disse kommer, paa Grund af mang­lende Evne til at slaa sig igennem, til at staa erhvervsløse, og derved udsættes de for Fristelser af forskel­lig Art. Saadanne Kvinder vil Her­berget tage sig af, skaffe dem Ar­bejde og billig Forplejning, og der­ved forhindre, at de træder ind i de prostitueredes og Forbrydernes Geledder. Da det har vist sig, at Landboerne i høj Grad mandler Ar­bejdskraft, medens den spildes herinde i Byen, vil man søge at lede Strømmen tilbage til Landet ved at skaffe Pladser paa Landet til de ar­bejdsløse. - Dette er Sagens natio­naløkonomiske Formaal. - - - Findes der da saa mange hjemløse Kvinder, og hvilke Kvinder venter man Herberget besøgt af? vil man spørge. Der findes ingen statistiske Oplysninger om Kvindens Tilgang fra Landet; men paa Herberget for hjemløse Mænd viste det sig, at 60-70 pCt. af de besøgende var komne fra Landet for at søge Arbejde. Man maa antage, at der findes mindst lige saa mange Kvinder, der paa samme Maade er komne herind og befinder sig i samme Situation. Af Kvinder, som er mistænkte for Løs­agtighed, er de 60 pCt. fødte uden­for København.

Herberget vil særlig tage Sigte paa at hjælpe: 1) Tjenestepiger uden Pladser, 2) Fabriksarbejdersker uden Arbejde, 3) ældre kvinder, som med deres faa Kræfter tjener saa lidt, at de kun kan betale en Ubetydelighed for deres Ophold, indtil de kan blive optaget i en Stiftelse og 4) Kvinder, som et Hospitalsophold har sat til­bage i forskellige Henseender. Herberget vil ogsaa tage sig af Børn, hvis Mødre er paa Arbejde. - En Del Kvinder vil kunne beskæftiges paa selve Herberget ved Rengøring, Reparation og Omsyning af det brugte Tøj, som forhaabentlig vil blive tilstillet det af venlige Menne­sker, og ved Haandspinding. Her­berget vil træde i Forbindelse med en Institution, som har Brug for haandspunden Uld. Det ønsker nem­lig ikke at konkurrere med nogen bestaaende Industri. At der skal betales, om end kun forsvindende lidt, for Opholdet, vil hæve Kvin­dernes Selvfølelse. De er jo ikke Tiggere; de har jo betalt, hvad de faar!

Om Aftenen vil der blive læst højt for dem; noget som kan more og interessere dem; det gælder om at vække det gode hos dem. - Der kan synges; og tilsidst sluttes med Aftenandagt, som enhver, der selv vil, kan overvære. Fru Salicath sluttede med at udtale Haabet om at have klargjort for Tilhørerne, hvor vigtig en Sag det er at faa oprettet et Herberge som det projekterede.

Derefter fulgte en livlig Diskus­sion.

Hr, Sørup mente, at denne Slags Velgørenhed kun tjente til at forhale Tiden for den store Omvæltning i Samfundet, som skal skaffe alle Ar­bejde. Tillige protesterede han imod Aftenandagten.  »Skal de sælge deres Overbevisning for et Maaltid Mad?«


Frk. Augusta Fenger mente, at dette Foretagende vilde blive til stor Velsignelse; - Hvad Andagten an­gik, antog Taleren sikkert, at der var mange blandt de hjemløse Kvin­der, som var udgaaede fra kristelige Hjem, og som derfor vilde være glade ved den.

Frk. Wolfram havde set, at mange unge Piger tilbragte Natten under aaben Himmel, bl. a. i Aborreparken.*)  Saadanne kunde Herberget gavne.

*) Sandsynligvis fordi de intet Logi havde.

Fru Nina Bang: Fru Salicath sø­ger at undgaa Konkurrence med Industrifag; men vil der ikke blive Fare for at udøve Konkurrence paa Landarbejdets Omraade? De Men­nesker, som sendes ud, vil jo ar­bejde for lavere Betaling.

Frk. Anne Bruun imødegik Hr. Sørups Udtalelse om at »forhale Om­væltningen«. Skal vi da lade Stak­lerne gaa til Grunde uden at hjælpe dem?«

Hr. Bang, Bestyrer af Mandsherberget for hjemløse, fortalte om de gode Resultater, dette kunde opvise. Han havde sendt 600 Karle ud paa Landet, og alle var de fornøjede derude. Taleren mente, at mange længtes efter, at der skulde blive oprettet et Herberge for Kvinder og ønskede til Lykke med Foretagen­det. -------

Efter at flere af de tilstedeværende havde udtalt deres Meninger, bl. a. Fru Vivi Nordberg og Fru Weis, sluttede Frk. Bruun Mødet med at opfordre til at støtte denne gode Sag.