« Tilbage til søgeresultaterne
Sveits' Kvindeklubber eller Foreninger
Sveits’ Kvindeklubber eller Foreninger.*)
(Af Fru Johanne Münters Foredrag ved Klubaften i D. K. S.’s Københavnskreds den 4. Februar.**)
(Sluttet).
*) Af forskellige Grunde er denne Artikels Afslutning meget imod vor Vilje bleven forsinket. Red.
**). Se Nr. 8.
Een af de 4 Klubber, der tog Initiativet til Klubforbundet, nemlig »Union für Frauenbestrebungen«, har en virksom Fortid at se tilbage paa.
Denne Forening indgav i 1899 en Ansøgning til det sveitsiske Forbundsraad om:
1) at kvindelige Handelslærlinge maatte faa Adgang til de af Regeringen støttede Handelsskoler,
2) at de overalt maa faa Adgang til de merkantile Eksaminer,
3) at Forbundsraadet vilde sætte dette som Betingelse for det ydede Statstilskud.
Handelsforeningen indgav straks en Modansøgning.
Forbundsraadet udtalte, at »praktisk set var Handelsverdenen forlængst erobret af Kvinder, og at disse hverken i Intelligens, Ydelsesdygtighed eller Tilforladelighed stod tilbage for de i Handelen ansatte Mænd. Klagen over, at Kvinden med sin manglende Uddannelse trykkede Mandens Ydelsesværdi ned, blev jo bragt til Tavshed, saa snart de fik den bedre Uddannelse, thi den samme Ydelse kræver samme Løn; af hvilket Køn den ydes kan ikke komme i Betragtning«. Derpaa stemte i Raadet de 69 mod 10, for at ovennævnte Betingelser stilledes for Statstilskuddet.
I Aar bliver Spørgsmaalet let afgjort. - Samme Union indsendte til det zurichske Kantonsraad en Ansøgning om, at Kvinder kunde faa Adgang til Sagførerbestalling. Den siger heri: »Naar Kvinder skal lade sig dømme af Mænd, der hverken kan gaa ind i deres Bevæggrunde, deres Følelsesliv eller deres Handlemaade, saa bør de i det mindste have en Forsvarer ved deres Side, der forstaar dem og kan gøre deres Standpunkt gældende. Dette er desuden den naturlige Følge af det Kvinderne i Kanton Zürich tilstedede Retsstudium!«
10 Kvindeforeninger sluttede sig nu hertil, og i Pressen lød følgende Opraab: »Ligesom Kanton Zürich for 25 Aar siden gik i Spidsen for at indrømme Kvinderne Adgang til Udøvelse af Lægevirksomhed, bør Zürichs Folkeforsamling nu tilkende Kvinden Retten til at være en andens Stedfortræder foran Domstolene. Naar man tager i Betragtning, at der forekommer mange Skilsmisseprocesser og Paternitetssager, saa bør Kvinden, der baade som Klager og anklaget har Ret til at tale sin Sag, ogsaa have Ret til at føre den gennem en Kvinde.
Kvinden, som har Adgang til det juridiske Studium, som ved Universitetet kan erholde baade Doktortitel og Docentværdighed, bør ogsaa kunne omsætte sin Viden i praktisk Udøvelse; hun maa have Lov at bruge de Vaaben, hun har erobret sig til Beskyttelse for de svage og undertrykte af hendes eget Køn!«
Kantonsraadet vedtog Ansøgningen om Kvindens Adgang til Sagførerbestalling med 120 Stemmer mod 21. Derpaa gik det igennem i Zürichs Folkeforsamling den 3dje Juli 1898. Dette angik den nærmeste Fortid; nu kommer Fremtiden.
I Sveits agter man at omarbejde Straffeloven og Civilloven. For et Par Aar siden har en Kommission udarbejdet sin Betænkning og sine Forslag og har indgivet den til Justitsdeparte-mentet. »Union für Frauenbestrebungen« har straks gaaet denne Betænkning efter i Sømmene - hvortil ogsaa andre Kvindeforeninger sluttede sig - og har indgivet sine Ændringsforslag.
Den siger saaledes:
1) I Paragraf 156 staar: »Har nogen efterstræbt sin Ægtefælles Liv eller groft mishandlet ham eller hende, kan vedkommende indgive Skilsmissebegæring!« Vi ønsker at stryge Ordet groft! Hvorfor dog udsætte den anden for grov Mishandling, inden man anerkender Begæringen?
2) »Har en Mand begaaet en Forbrydelse, eller fører han et i høj Grad uværdigt Liv, saa kan Hustruen indgive Skilsmissebegæring«. Vi ansøger om, at i høj Grad bliver strøget. Og desuden, at Drukkenskab ogsaa giver Ret til Skilsmisse.
3) Ligeledes ansøger vi om at stryge den Bestemmelse: Ægtemanden er Fællesstandens Hoved. Vi føler os overbeviste om, at et virkelig hæderligt Ægteskab kun kan bestaa, hvor enhver af Parterne anerkender den anden som ligeberettiget. I Bestemmelsen om, at Ægtemanden er Fællesstandens Hoved, er der et Underordnethedens Forhold af den ene Part, en Udlevering af den svagere til den stærkere, som vi ikke kan give vor Tilslutning. I en anden Paragraf staar derimod den Bestemmelse, at Ægtemanden er Repræsentanten udadtil for Fællesstanden. Vi anser denne for at være fuldstændig fyldestgørende.
4) Vi ansøger endvidere om, at Paragraffen: »Ægtemanden har Bestemmelsesret ved Valget af Boligen«, maa faa den Tilføjelse: »saafremt han alene er Familjens Forsørger.« Det forekommer os ubilligt, at den mederhvervende eller maaske aleneerhvervende Hustru ved et Magtsprog af Manden kan hindres i sin Erhvervelse og oven i Købet ikke skulde have Ret til at gøre en Indsigelse.
5) I Paragraf 183 siger Kommissionen: »Misbruger Hustruen den hende af Loven indrømmede Forvaltning af Husholdningen .og viser sig uduelig til at forestaa den, saa kan denne Forvaltning efter Mandens Ansøgning af Dommeren blive hende frakendt.«
Unionen siger: »Vi savner her den tilsvarende Bestemmelse, at der ogsaa for Hustruen skulde gives en Mulighed for - i hendes egen og Børnenes Interesse - at unddrage Ægtemanden hans Forvalt-ningsret, naar han misbruger den. Aabenbart skulde her sættes: »Misbruger Ægtefællen« - og ikke: »Misbruger Hustruen«, saaledes at det gælder begge.
6) Kommissionen siger endvidere: »Den formaalstjenlige Status af Formuen er Fælleseje.« Unionen siger: »Nej - Særeje er den rette Status, om end med Fælleseje af det i Ægteskabet erhvervede.«
Naar vi ikke forlanger hel Formuesadskillelse, men denne Forbindelse med Fælleseje for det i Ægteskabet erhvervede, saa er det, fordi denne Ret kun stiller sig gunstig for de Kvinder, der havde en stor Formue, da de indtraadte i Ægteskabet eller for den, der udøvede en indbringende Virksomhed, medens de Kvinder, der indtraadte i Ægteskabet uden at eje Formue - altsaa Flertallet - kun er Husmødre og ingen Arbejdsindtægt har. Vi indser ikke, at Hustruens Virksomhed i Husholdningen eller ved Børneopdragelsen ikke skulde give hende fuld Ret til den i Samlivet erhvervede Formue ved Mandens Død eller i Tilfælde af Skilsmisse.
7) Vi ser i Ægteskabets Institution en Sag af høj etisk Værdi, men kun altfor ofte er Ægteskabet blevet et Middel til Undertrykkelse og Misbrug. Vi ser i Ægtefællernes Ligestilling den eneste Form, hvori Værdighed og Sædelighed bevares.
8) Det vilde være glædeligt, om man traf den Forholdsregel, at alle forlovede ved en kort og letfattelig Brochure fik Underretning om Ægteskabets retsgyldige Virkning og fik Oplysning om Betydningen af Særeje, Fælleseje og Ægtepagt.
I Kommissionens Paragraf 312 staar: Gifter Moderen sig igen i Børnenes Umyndighedsalder, bør Formynderskabet over Børnene gives til en Formynder. Det skulde hedde: »Gifter Ægtefællen sig igen« og ikke »Gifter Moderen sig igen«. Man kunde modificere det for begge ved at tilføje: »om ønskeligt.«
I Lovparagraffen 408 savner vi Bestemmelsen om, at Kvinden kan gøres til Formynder. Vi staar ikke alene med denne Fordring, som blev opstillet ved Genferkongressen.
Vi fremlægger denne Ansøgning, mine Herrer, med den indtrængende Bøn, at De alvorligt vil overveje den. Det er sikkert berettiget, at Kvinderne, der udgør mer end Halvdelen af Befolkningen, ogsaa maa give sin Mening tilkende ved Dannelsen af de Love, hvorunder de skal leve.
Om vort Land end er lille, stod det dog altid i første Række, naar det gjaldt Retfærdighed og Fremskridt, og det skulde sikkert være det til Ære, om det ogsaa her gav Stødet til Løsningen af det nu saa brændende Spørgsmaal: Reformen af Kvindens retslige Stilling.
