« Tilbage til søgeresultaterne
Dagens Spørgsmaal
Kære Martha!
Tak for dit Brev! Jeg ser deraf, at Du er fuldstændig uenig med mig i, at Kvinder bør have kommunal og politisk Valgret. Du er for intelligent og selvstændig en Personlighed til at være en Modstander af Kvindens Valgret, og jeg synes derfor, jeg maa søge at overbevise dig.
Vi var jo enige i Udgangspunktet: at den, som betaler Skat, ogsaa bør have Stemmeret, d. v. s. have lovbestemt Indflydelse paa Pengenes Anvendelse; men saa siger Du, at Kvinderne har ikke Tid til at give sig af med kommunale eller politiske Anliggender. Vi maa saa straks skelne imellem 2 Ting: at have Valgret (d. v. s. at vælge dem, der skal sidde i Sogneraad, Amtsraad og Rigsdag) og saa være valgbar. Da der kun hvert tredje Åar foretages Valg til Sogneraad, Amtsraad og Rigsdag, kan man vel nok sige, at den Kvinde ikke gives, som ikke kan faa Tid til hvert tredje Aar at gaa hen og afgive sin Stemme ved Valgstedet. Nu hører jeg Dig sige: »Ja, men det er ikke nok, hun skal
ogsaa have Tid til at være inde i de kommunale Anliggender, saa at hun kan danne sig en Mening og ikke stemmer hen i Vind og Vejr.«
Allerede nu er mange Kvinder godt inde i kommunale Anliggender, og flere vil sætte sig ind i dem, naar de faar Brug for den Viden; men da der af Mændene kun fordres, at de skal »have fyldt 25 Aar, have Indfødsret og have udredet deres Bidrag til Kommunen«, kan man med Sikkerhed gaa ud fra, at ogsaa Mænd, som ikke er særlig inde i kommunale Anliggender, afgiver deres Stemme paa Valgdagen, og er der noget, de gifte Kvinder trænger til, saa er det Interesser, som kan hæve deres Tanker ud over Hjemmets daglige Slid, og lade dem føle sig som Borgere i den Stat, de tilhører, med Medbestemmelsesret over, ikke alene hvor Skabet skal staa i deres eget lille Hus, men ogsaa hvor det skal staa i deres Fædreland. Du siger: »Det kan saamænd ikke nytte at give den gifte Kvinde Stemmeret; hun interesserer sig kun for sit Hus og sine Børn.« Dette er en rent gal Slutning; hun faar ikke Interesse for offentlige Sager, før hun faar Indflydelse paa dem. Hvorfor skulde hun sætte sig ind i dem til ingen Nytte? Det er en bekendt Sag, at den bedste Opdrager til Friheden, er Friheden selv.
Saa kommer vi til Valgbarheden: at modtage Valg og ofre Tid og Kræfter for kommunale eller politiske Formaal. Dette sidste vil en gift Kvinde med Hus og Børn ikke kunne overkomme og heller ikke en ugift Kvinde, som har en bestemt Gerning, der kræver hele hendes Tid. Men kan Mænd med en bestemt Gerning det? Hvilken Læge, Skolelærer eller Præst vil modtage Valg til Rigsdagen uden at skaffe sig en Stedfortræder? Dette kan ogsaa den ugifte Kvinde gøre, men den gifte Kvindes Arbejde kan - efter min Mening - ikke varetages af en Stedfortræder. Dette maa imidlertid blive hendes egen Sag; Loven bør ikke udelukke hende - og allermindst udelukke alle Kvinder af den Grund.
At modtage Valg til Sogneraad og Amtsraad kræver jo ikke et Menneskes hele Tid; det vil mangen ugift Kvinde kunne magte sammen med sin Gerning; om de gifte kan, maa blive deres egen Sag.
Imidlertid er der jo kun et Mindretal af Mændene, som bliver valgte i Sogneraad, Amtsraad og Rigsdag. Det vil ogsaa blive et Mindretal af Kvinder, som bliver valgte, de, som har bedst Tid eller forhaabentlig de, som har de bedste Evner, som f.Eks. ugifte Kvinder, der har haft en Lærergerning og derigennem vundet Livserfaring, eller gifte Kvinder, som har opdraget en stor Børneflok, der nu er ude i Verden. Disse sidste vil særlig sidde inde med en rig Livserfaring og have den største Ret til at tale med om Livets mange Spørgsmaal.
Saa siger Du, at hvis Kvinderne fik Valgret, vilde det ikke blive de kundskabsrigeste, mest intelligente Kvinder, som benyttede den, men snarest dem, som ikke havde lært saa meget og ikke kunde antages at have saa megen Indsigt. Hvis denne Indvending gælder imod Kvindens Valgret, gælder den akkurat lige saa vel imod Mandens. Der er naturligvis det sande i den, at hvis de kundskabsrigeste, intelligenteste Kvinder arbejdede for at skaffe Kvinderne Valgret, vil de sikkert faa den Skuffelse at opleve, at Kvinderne i Bonde- og Arbejderstanden, naar de faar Valgretten, vælger een af deres egne, som de synes bedre forstaar dem, til at repræsentere sig. Datidens intelligente Idealister - Ploug, Lehmann, Tscherning - arbejdede for Mændenes almindelige Valgret; men da de saa fik den, valgte Bønderne Mænd af deres egen Midte, som forstod deres Krav. Dette maa man ikke blive forskrækket over - det vil gaa akkurat lige saadan, naar Kvinderne en Gang faar Valgret, det være sig kommunal som politisk, og jeg synes kun, at man maa glæde sig inderlig over, om Kvinderne i Bonde- og Arbejderstanden faar Repræsentanter i Sogneraad, Amtsraad og Rigsdag, som fuldt ud forstaar dem. Vi maa dog indrømme, hvilket Parti man end tilhører, at de svundne 53 Aars politiske Kampe - sammen med Højskolerne - har opdraget Bønderne, saa at vor Bondestand nu er mere politisk moden, end da de fik Friheden. Og enten vi nu sympatiserer med, at Mændene har faaet den fri Forfatning eller ej, saa kan vi sige med Sikkerhed, at vi vender aldrig tilbage til Enevælden. Men da Enevælden blev afskaffet, og Mændene fik Valgret og glemte at tage os Kvinder med, skete der en stor Uret imod os. Maaske er der ikke sket saa stor en Skade derved, og Kvinderne maatte - derigennem at de nødsagedes til at søge selvstændigt Erhverv - opdrages til selvstændige Personer, som kan paatage sig de Pligter, den frie Forfatning paalægger sine Borgere. Og skønt jeg i Princippet ogsaa holder paa, at Kvinderne skal have politisk Valgret, saa ønsker jeg dog, at Kvinderne først maa faa den kommunale, og derigennem opdrages til den politiske. Hvad er nu f. Eks. naturligere, end at Kvinderne, som er saa mange Børns dygtige og samvittighedsfulde Opdragere og Læremestre, som opretter højere Pigeskoler og Institutter - at de ogsaa har et Ord med at sige, naar Skolevæsenet skal ordnes? Og er det ikke underligt, at Kvinderne, som ofrer saa megen ’Tid og saa mange Kræfter paa Godgørenheden, ingen Indflydelse har paa Fattigvæsenets Ordning?
Og hvor kan Du tro, at Mændene kan varetage vore Interesser til Gavns og sætte sig i vort Sted? Den ved bedst, hvor Skoen trykker, som har den paa. At kun faa Mænd kan tænke sig i Kvindernes Sted - og Ære være de faa - fik vi et slaaende Eksempel paa i indeværende Rigs-dagssamling. Der er forelagt et »Forslag til Lønningslov for Telegrafvæsenet.« Under dette Lovforslags*) første Behandling, som jeg har gennemlæst i Rigsdagstidenden, oplyser Alfred Christensen: »Efter Lønningsloven af 1875 var Loven saaledes, at der var lige Ret for Mænd Og Kvinder; efter Lønningsloven af 1889 blev det noget daarligere for Kvinderne, og de blev afskaarne fra at blive Overtelegrafister. Efter det her foreliggende Lovforslag er det saaledes, at Kvinderne rykker ned i de meniges anden Klasse.«
.*) Om dette Lovforslag, se den udførlige Redegørelse i Kv. og S. Nr. 49 forrige Aar. Red.
Kvindernes Begyndelsesløn nedsættes dernæst fra 800 til 750 Kr., og Kvinderne kan for Fremtiden kun blive Telegrafister af anden Klasse, ikke stige til de højere Stillinger. Forsvarere af Loven hævder, at Kvinderne ikke kan taale saa meget som Mændene, men een af Kvindens Forsvarere - Kvindernes trofaste Ridder, Svend Høgsbro, - oplyser, at medens Kvinderne næsten udelukkende er henviste til den for begge Parter enerverende Apparattjeneste, har Mændene den store Fordel, at de i Reglen slipper for den, naar de naar en lidt fremrykket Alder, navnlig derved, at de faar højere Stillinger som Overtelegrafister og Bestyrere, hvor deres Virksomhed nærmest er at være inspicerende. Lovens Forsvarere hævder, at Mændene som Forsørgere bør have en højere Løn; men Kvindernes Forsvarere mener, at der blandt de kvindelige Telegrafister findes mange Kvinder, som er Forsørgere. Hvis det virkelig er for Forsørgernes Skyld, at de i dette Lovforslag gør den store Uret imod Kvinderne, da gør det mig ondt, at ingen har fundet paa at løse Spørgsmaalet paa den eneste retfærdige Maade: at ombytte Ordene »Mand« og »Kvinde« med Ordene »Forsørger« og »Ikke-Forsørger«, uden Hensyn til Kønnet.
Det er let nok for den gifte Kvinde, som lader Manden forsørge sig og ofte sidder lunt inden Døre, at sige, at Kvinder ikke skal have Valgret; men enlige Kvinder - Enker eller ugifte - som ofte skal tjene det daglige Brød til flere end sig selv, de kender de Vanskeligheder, de har at kæmpe mod, de ved at Skoen trykker, thi de har den paa. Du maa dog indrømme, at man ved at læse om dette omtalte Lovforslag faar en Trang til, at der skulde sidde en selverhvervende Kvinde i Tinget, som kunde tale Kvindernes Sag, og synes Du egentlig, at det er retfærdigt, at Mændene er alene om at give Love, som tillige vedrører Kvinderne?
Og det er nu ikke alene, fordi der begaas en Uret mod Kvinderne ved, at de ikke har Valgret, at jeg ønsker, at de faar den. Nej, den største Uret begaas imod Samfundet. Vi trænger til Kvindens varmere Hjerte og ømmere Samvittighed i det offentlige Liv! Selvfølgelig vil det ikke kunne undgaas, at der kommer mindre heldige Kvinder, ligesom der har været mindre heldige Mænd med i det offentlige Liv. Men naar de bedste Kvinder ikke fornemt vil holde sig tilbage, saa skal Vælgerne nok finde dem. Var Du f. Eks. ikke selvskreven til at sidde i Sogneraadet, Du som saa flinkt og dygtigt tager Dig af de fattige og syge paa Din Egn. Jeg tvivler ikke om, at dette Hundredaars Sol ikke vil gaa ned, før vi Kvinder har baade den kommunale og politiske Valgret, og jeg vil haabe, at vi maa faa den kommunale saa snart, at jeg kan opleve at se Dig som Sogneraads-medlem! Din hengivne A. S.
