« Tilbage til søgeresultaterne
En Systue i New York
At Forholdene paa de forskellige Systuer ikke er ens, er velkendt.
Følgende lille Beretning er fra et stort Syetablissement »Uptown«i New York. Maaden, hvorpaa Syersker faar Arbejde et saadant Sted, er ganske »amerikansk«. Ved Sæsonens Begyndelse averterer Forretningerne om øvede Syersker. De, som søger Arbejde, gaar ud om Morgenen medbringende Syartikler og Lunch. Paa Gaden køber man et Par Blade; i Kupeen eller i Færgen, om man bor i Brooklyn eller Jersey City, ser man efter, hvor der tilbydes Arbejde. Man gaar derhen og faar et lille Arbejde; naar det er færdigt, bliver det efterset af Direktøren; er Arbejdet udført tilfredsstillende, fortsætter man med det samme. Arbejdet betales med 7 - 8 - 9 Doll. om Ugen. I den travle Tid gives der Overarbejde, som tages med hjem, og det betales meget godt. Arbejdstiden er 9 Timer, om Lørdagen 2 Time. Lokalerne er lyse, høje, ret rummelige og med Centralvarme. Fra Kl. 12-12 ½ spises’ der Lunch i det store, hyggelige Køkken, hvor der for en lille Betaling kan faas Te. De amerikanske Køkkener er, som bekendt, hyggeligere end de fleste danske.
Der er l Direktrice og l Tilskærerske og i den travle Tid 40 a 50 Syersker; der bliver kun antaget saadanne, som kan arbejde paa egen Haand. De flinkeste faar stadigt Arbejde, men lidt mindre Løn i den stille Tid. Der er et godt Forhold imellem de foresatte og de unge Piger. At det er anstrengende at arbejde stadigt, er forstaaeligt. En Dag talte en af de unge Piger om at dø. Da svarede en anden: »Aa, jeg vilde dog gerne hvile mig lidt først.« Samme unge Pige var svag, saa det var forstaaeligt, at Arbejdet trættede hende. I Reglen er der en fornøjelig Stemning; der arbejdes kvikt og godt.
Disse unge Piger, som kan arbejde saa godt, kan dog selv have Huller paa Albuerne; det tager de ikke saa nøje. Naar de om Aftenen er færdige, tager de et moderne Overstykke paa, en fiks Hat, og saa ser de rigtig nette ud.
De Syersker, som gaar ud at sy, bliver betalt meget forskelligt. En dygtig, fransk Syerske, som var hos en Familje i et Par Uger, fik Kost og Ophold og 3 Dollars om Dagen. Ellers er den almindelige Betaling l a 1 ½ Dollars pr. Dag.
Naar man nu tager i Betragtning, at Klædedragten ikke er meget dyrere end herhjemme (det forudsættes, at den, der kan sy, syr sine Klædningsstykker selv). Kost, Vask og Fodtøj ikke heller, Huslejen derimod lidt dyrere, saa maa vel nok i det hele taget de Kaar, hvorunder nævnte Syersker lever, kaldes ret gode.
Marie Steffensen,
(Skole for Tilskæring og Kjolesyning, Zinnsgade 2, 2. S.)