« Tilbage til søgeresultaterne

Bemærkninger fra Landet til L. N.

« Se emneord

Enhver Sag kan ses fra to Sider. Jeg kender ikke det mindste til de københavnske Arbejderfamiljers Levevis, men naar L. N. mener, at Kvindernes Svar paa Lovforslaget om Sukkertoldens Ophævelse "ikke vil være tvivlsomt," men at "vi vil hjælpe til at skabe en offentlig Mening mod Lovforslaget," saa maa jeg bede L. N. kun at tage Ordet for de københavnske Kvinder, da vi Landbokvinder aldeles ikke vil "hjælpe til at skabe en offentlig Mening mod Lovforslaget", men tværtimod vil støtte det af bedste Evne. Vi er ikke slikne efter Syltetøj og Sukkerkugler, men vi ønske i rigeligere Maal end hidtil at kunne anvende et saa godt Næringsmiddel som Sukker til Gavn for os selv, vore Mænd og vore Børn, og vi ønske at kunne drage mere Nytte af vor Havedyrkning og faa mere Gavn af vor Frugt. Selvfølgelig ønsker vi ikke vore Penge brugt til Gendarmer og Fæstninger, men vil Staten ikke give Sukkeret frit uden at faa en Erstatning, saa er det alligevel til stor Gavn for uhyre mange at lægge Skatten over paa det bajerske Øl, som gør saa uendelig megen Skade, og det vil i meget ringe Grad føles i de sparsommelige Arbejderes Hjem paa Landet, hvor der ikke drikkes 5 halve Bajere om Ugen, end sige om Dagen.


Jeg synes ikke, at de danske Kvinder burde støtte Drikkeriet nu, da der endelig gøres et Skridt henimod dets Afskaffelse.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder