« Tilbage til søgeresultaterne
”En Skaal for Manden"
Der havde været stort Møde. Kvindeforeningen holdt Generalforsamling, og mange gode Taler var der bleven holdt. Formanden, en ældre Frue med et mildt klogt Ansigt, havde givet en Udsigt over de forskellige Felter, hvor Foreningen havde naaet hen med sin Virksomhed, og det var med god Fortrøstning til Fremtiden, hun sluttede med at sige: »Hvad vi hidtil har faaet udrettet, kan maaske se smaat og ringe ud, men eet staar dog fast, og det er, at der i Slutningen af det nittende Aarhundrede er kommet en saadan Bevægelse i Gang Verden over blandt Kvinderne, som umuligt lader sig standse, og denne Bevægelse vil mere end det meste andet komme til at paatrykke det nu paabegyndte Aarhundrede sit Stempel. Og skal jeg med et enkelt Ord sige, hvormed dette Stempel særlig vil blive kendeligt, saa er det med Ordet Menneskelighed. Vi tør derfor sikkert haabe,
efterhaanden som det bliver mere og mere klart for Manden, at det, vi Kvinder vil, er kun at hjælpe baade ham og os til at leve et menneskeværdigt Liv, saa vil den Lunkenhed, for ikke at sige Mistillid, hvormed Kvindebevægelsen endnu mange Steder mødes, blive afløst af en Iver og Lyst til at hjælpe Kvinderne frem til Deltagelse, snart sagt i alle mulige Hverv. Og da vil det klares baade for Manden og Kvinden, hvad Skaberen mener med det Ord, at Kvinden skal være Mandens Med-hjælp.«
Den alvorlige Del af Mødet var forbi. Nu sad den talrige Forsamling om de lange festlig dækkede Borde, og snart gik det Slag i Slag med korte, kvikke Skaaltaler. Det var en ren Fornøjelse at høre, hvordan disse Kvinder kunde tumle deres Tanker og i rammende, vittige, imellem skarptbroddede Ord kunde faa sagt det, der laa dem paa Hjerte. Her en lille Prøve. Det er hende, som har forestaaet Anretningen, der har Ordet:
»Een af de faa Herrer, som har vist os den Ære at være med til vor Generalforsamling, kom og hviskede til mig før: »Hvad er dog det for en ny Drik, De har brygget til os, den smager mig noget besk.«
Og det er ganske rigtig. Jeg har sat en lille Bitterurt til for at gøre Smagen mere ren og ejendommelig. Jeg mener nemlig, at naar vi Kvinder nu optager en Skik fra Mændene og drikker Skaaler ved vore selskabelige Sammenkomster, saa skal den Drik, vi nyder, være ej blot til Lyst. Den skal paa Bunden gemme et Symbol. Først paa alt det bitre og beske, som de berusende Drikke fører med sig. Men dernæst skal den være os en Mindelse om de mange Aar, Kvinden har levet i Udlændighed, udestængt af Skabningens Herre fra at komme ind i det forjættede Land, som Gud tilsagde hende i Begvndelsen. Ganske vist har han med det samme stænget sig selv ude, kortsynede Mand, som han er, men det er os Kvinder kun en daarlig Trøst. Jeg mener derfor, hver Gang vi samles og føler Trang til at glæde os ,ved lidt Festlighed, og hvor Trangen giver sig Udslag i Ønsker og Løfter for Fremtiden, da skal den rensende beske Smag paa Tungen minde os om Maalet, vi har i Sigte, minde os om, at dette Maal ikke naas, uden vi selv anspænder alle vore Kræfter, og trøstig og med godt Mod tager imod mangen besk Skaal, som Manden, i sin Uforstand, endnu mulig kan iskænke os.
En Skaal for ægte kvindelig Udholdenhed og Villighed til at bringe Ofre for Kvindens, for Mandens, for Menneskelighedens Sag!« (Hurra!)
»Maa jeg be’e om Ordet?«
Det var en lille, undersætsig, mørkeblond Dame med et ungdommeligt Ansigt og tindrende Øjne, hvoraf Skælmen tittede ud. Hun var sprunget op paa en Stol og stod med Glasset i Haanden svingende ud, som det er Herrernes Skik, naar de lidt omtaagede mod Skaaltalernes Slutning skal udbringe en Skaal for Kvinden. Hun var kostelig at se paa, man forstod, at nu kom der noget morsomt. Og det blev morsomt; hele Selskabet sad i en Latter, Selv Herrerne, de faa tilstedeværende, maatte le med, uagtet det var dem og deres Køn, det gik ud over.
»Nu havde det«, sagde hun, »i umindelige Tider været god Skik blandt Mændene, naar de kom sammen i festlige Lag, da ogsaa, foruden de mange andre rare Ting de skaalede for, tillige at mindes Kvinden som den skønne, fortryllende Skabning, hun er. Det var da i sin gode Orden, at Kvinderne gjorde Gengæld ved deres Gilder.
Hun vilde derfor udbringe en Skaal for ham, der var alle Kvinders Længsel, denne staalsatte, viljestærke, kække, mandigskønne Mand. Ham, der er vore Drømmes Ideal, ham, der bærer os paa Hænderne, jævner vor Vej og strør Roser for vor Fod; denne Skabningens Herre, som vi tiltror alt godt og med blind Tillid giver os i Vold, sikre paa, at han al Tid bliver ved af være den ømme, trofaste Elsker, der, Dagen lang, pønser paa, hvad han skal glæde vort Hjerte med . . .«
Hun kom ikke længere. En ellevild Begejstring greb Tilhørerne. Og da Taleren raabte: »En Skaal for Manden, han leve« - lød Hurraraabene saa vældigt - at jeg vaagnede.
Aa, det hele var altsaa kun noget, jeg havde drømt.
Men saa levende havde Drømmen været, at jeg endnu fornam den sidste Skaals beske Smag i Manden.