« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Fortsat.)
Det var godt for Slaabrokken, mindre for Haven; men den kom det for Øjeblikket ikke saa meget an paa. Hvor han havde glædet sig til at hænge det kære gamle Klædningsstykke op i Lysthuset, saa at han rigtig i al Magelighed kunde nyde alle sine Herligheder!
Nu gik han mellem lutter Havemure, Have ved Have var der; ikke saadanne slikkede Stadshaver, som man har nu til Dags, med asfalterede glatte runde Basiner til en eneste lille tynd, kedelig Springvandsstraale, med kedelige, trekantede eller firkantede Bede, hvori der vokser vel ordnede Blomster af ens Højde og ens Farve, med tynde Buske, brede, grusede Gange og smaa, sirlige, nyslaaede Græsplæner - nej, slet ingen af den Slags Haver, hvori Blomster, Buske og Plæner ser ud som et Møblement, arrangeret efter nyeste Mode. Paa ingen Maade! I Haverne udenfor Weimar voksede Planterne som i en Urskov, som i Paradisets Have.
Saadan en frodig, god, gammel Have var det, Hr. Tiburtsius havde erhvervet sig. Han sneg sig til den som til sin Hjertenskær; han holdt Haanden i Lommen fast knuget om Nøglen, hvormed han skulde aabne sit Paradis. Nu stod han ved sin egen Havelaage, og gennem Stakittets Tremmer strakte hans egne Hindbærbuske deres grønne Fingre ud imod ham. Det var nu i Maj Maaned, og alt var saa grønt og frisk derinde. Hvilken Duft, der strømmede ham i Møde! En Duft, som tilhørte ham; han inddrak den i dybe Aandedræt, før han lukkede op.
Saadan en Duft fra ens egen Have!
Langs med den lige Gang, der førte til Havehuset, stod Solsikkerne allerede med tykke Knopper, gule og blaa Iris var sprungne ud, og Pæonerne blomstrede. Æble-, Pære- og Blommetræerne bar tæt, frisk Løv. De gamle Aske og Birketræer ude paa Vejen skyggede over Haven, skærmede den mod Nordenvinden og indhyllede den i en grøn Kappe. Saa dulgt og stille laa den der i Aftenskumringen og spirede og knoppedes og blomstrede og duftede. Der var helt højtideligt i Hr. Tiburtsius’s Have.
(Fortsættes).
