Danske Kvinder fra Grundtvigs Kreds

(Fortsat.)

I.

Foredrag (noget forkortet), holdt paa Levring Højskole af Sofie Bruun.

Men størst Interesse har det dog maaske for os at se Karoline Ama­lies Forhold til Grundtvig. Allerede som ung havde hun hørt en Del Tale om Grundtvig, og den Tanke var kommen til hende, om det ikke skulde være ham, der vilde komme til at puste Liv i vor døde Kirke; men hun siger selv, at hun ikke ved, hvordan det er gaaet til, at det Haab er blegnet for hende. Den første, der atter førte hendes Tanker hen paa Grundtvig, var en Veninde af hende, Fru Zyphten, en aandfuld, kristelig Kvinde; men særlig var det dog, som før nævnt, Peter Rørdam, der atter og atter talte til hende om Grundt­vig og udviklede hans Tanker for hende, og derved vaktes et stærkt Ønske hos hende om at lære ham selv at kende. Det var i 1838, at hun første Gang mødtes med Grundt­vig. Denne skulde have en Avdiens hos Prins Kristian for at takke ham, fordi han havde hjulpet til, at Grundt­vig blev fri for Censur, som han havde været underkastet i adskillige Aar, og Karoline Amalie havde da bedt sin Mand om, naar Grundtvig kom, da ogsaa at føre ham ind til hende. Det var et betydningsfuldt Øjeblik for hende, da hun første Gang stod overfor denne Danmarks største Aand. Hun følte sig saa af­gjort som den lille overfor denne Kæmpe, og det er helt rørende at se, hvorledes hun bagefter i et Brev til en af sine Venner udtrykker sin Angst for, at hun skal have gjort et ugunstigt Indtryk paa Grundtvig, og hun vilde dog saa gerne, at han skulde synes om hende. Kort efter holdt Grundtvig paa hendes Anmod­ning nogle Forelæsninger med paa­følgende Samtaler for hende og hen­des Hofdamer; Emnet var Nordens Historie. Derefter udvikledes deres Bekendtskab hurtigt, og det blev snart til et trofast Venskab, der og­saa strakte sig til Grundtvigs Hustru og Børn. Karoline Amalie sagde ofte, at Grundtvigs første Hustru var en af de Kvinder, hun satte mest Pris paa. Hendes Forhold til Grundtvig havde vel nok en noget anden Ka­rakter end det til Peter Rørdam; me­dens hun overfor den sidste var for­trolig og hjertelig som en jævnaldrende Søster eller Veninde med maa­ske et lille bitte Stænk af Moderlighed, saa var hendes Forhold overfor Grundtvig som Lærlingens overfor Læreren, som den unges overfor en ældre Raadgiver og Ven. Hun saa op til Grundtvig som til ingen anden i vort Land; hun havde fuld og hel Forstaaelse af  den store   Gerning, som vor Herre havde kaldet ham til, og hun tilegnede sig efterhaanden hans Syn, baade i kirkelig og folke­lig Henseende; saa det blev til Liv i hende. Vanskeligst var det for hende at   komme med til Grundtvigs Syn paa det levende Ord, og det var først, da hun var 70 Aar, at hun kunde skrive til en af sine Venner: »Det vil glæde Dem at erfare, at i dette Efteraar er ved at læse i Grundtvigs kristelige Børnelærdom det levende Ord  ganske anderledes gaaet op for mig end tidligere, og jeg synes at spore mere Liv hos mig. Bed nu for mig, Silding, at Livstegnene i Bekendelse, Forkyndelse og Lovsang, rigtig maa opstaa i mit Hjerte.«  Men til Trods for hendes stærke Følelse af Grundt­vigs   Storhed,   tabte   hun   aldrig sig selv i Forholdet overfor ham, og hun var  ikke bange for at sige ham sin Mening, naar hun syntes, han gjorde noget Uret. Da  saaledes   det store Møde paa  Skamlingsbanken  havde været holdt 1844, og Grundtvig havde sendt   Dronningen en  ildfuld  Skil­dring deraf, saavel af »Bondesønnen, Bondekarlen,   Folkehelten   fra   Som­mersted« som af sin egen Glæde ved at  tale   til   de   mange   Tusinder   og mærke   aabne   Øren   for  Danmarks Livssag   hos   denne   store   Mængde, da skrev Dronningen ham kort efter et Brev til, hvori hun skarpt dadlede ham  for hans Deltagelse i Mødet. Hun mente vel, at det var galt at sætte Uro i Sindene, at sætte Splid imellem Kongens danske og tyske Undersaatter. Selv om man, skriver hun, kunde undskylde Grundtvig som Digter   og   Historiker,   saa kan man ikke undskylde ham som en Herrens Tjener, og hun er overbevist om, at Vorherre misbilliger hans Fremfærd. At Grundtvig, trods Dronningens Da­del,    ikke    forandrede   sit   Syn   paa Sagen, siger sig selv; og at han heller ikke ellers var bange for, hvad han sagde til Karoline Amalie, paa samme Tid, som han aldrig glemte den Ær­bødighed,   han   skyldte   Dronningen, kan ses af følgende lille Træk,   som hun selv fortæller saaledes: »Straks efter at jeg blev Dronning, havde jeg en Samtale med Grundtvig, under hvilken han sagde: »Men Gud be­vares, hvor Deres   Majestæt er uvi­dende i Kristendommens Hovedsand­heder!«  Og han havde saamænd Ret. Men  Gud være lovet,  at det siden har klaret op for mig, saa jeg nu ikke alene kan bøje mine Knæ i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi velsignede Navn, men i det kan lægge mit  Hoved til Hvile og dø.-- « Skønt hun, som sagt, fuldt ud tilegnede sig Grundtvigs kirkelige Syn, blev hun derfor ikke ensidig eller uforstaaende overfor   andres   Standpunkt. Uven­skabet mellem Grundtvig og Mynster og navnlig Mynsters   overlegne,  af­visende Opførsel overfor Grundtvig var hende en stor Sorg.  I et Brev til Mynster  skriver hun, at hun er sikker paa, at den Dag vil komme, da han og Grundtvig vil blive for­sonede (dette Haab gik dog, som be­kendt, ikke i Opfyldelse), og »da«, skriver hun, »vil den danske Kirke fejre sin Trolovelsesfest.«

Man   kan   vel   vide,   at  Karoline Amalie med sit store Hjertelag for alle sine Venner ogsaa viste dette overfor Grundtvig. Mange var de Vennetjenester, baade økonomiske og andre, som hun viste ham, og altid gjorde hun det paa den fineste og hensynsfuldeste Maade.  En Gang satte hun ham i Stand til at fore­tage en Englandsrejse, hvad der var et stort Ønske hos ham. Aaret efter havde Grundtvig en svær Sygdom, baade legemlig og aandelig, og det holdt haardt at komme til Kræfter igen. Baronesse Stampe gjorde i et Brev Dronningen opmærksom paa det ønskelige i, at Grundtvig kunde komme paa Landet om Sommeren, og Dronningen takkede hende i sit Svar saa meget, fordi hun havde skrevet det til hende, men tilføjede, at hvor gerne hun end vil stikke sig selv bagved Baronesse Stampe, hvem Æren for Tanken tilkom, saa vilde hun bede om selv at maatte for­ære Grundtvig dette Landophold; thi naar Gaven til et saadant Ophold kommer fra Kongen og mig, tror jeg, den mindst saarer hans Delika­tesse, og at glæde og vederkvæge denne kære Ven er jo Hovedhen­sigten.«

Det ligger i Sagens Natur, at, skønt Karoline Amalie elskede Dan­mark og det danske Folk over alt i Verden, saa var der dog meget i For­holdet mellem dansk og tysk, som hun i Følge sit Udspring og Slægtens Traditioner ikke til at begynde med kunde have et fuldstændig uhildet Blik for; men det skal dog siges, at hvor tidlig i hendes Liv end det slesvig-holstenske Oprør var kommet, saa vilde det hos hende have mødt den skarpeste og mest udelte Mis­billigelse. Som det var, blev hun allerede en god Stund, før det brød ud, fuldstændig klar over dansk og tysk og sit eget Forhold dertil, sær­lig vistnok hjulpen af Rørdam og Grundtvig, af hvilke navnlig den sidste ikke lagde Fingrene imellem, naar han syntes, hun manglede noget i den Henseende.

1839 døde Frederik den Sjette, og Prins Kristian kom paa Tronen. Det var vanskelige Tider, og der hørte en fast Haand og et klart Blik til at træffe det rette, Ting som Kri­stian den Ottende ikke altid havde trods sit utvivlsomt danske Hjerte­lag. Mange af hans Foranstaltninger vakte stor Uvilje baade i Sønder­jylland og hos det nationale Parti her oppe. Det var svære Tider for Karoline Amalie, og sværere blev de endnu, da Misstemningen særlig vendte sig mod hende, fordi store Dele af Folket, som ikke kendte hende, tillagde hende tyske Sympa­tier og mente, at den tyske Indfly­delse, som man syntes at spore hos Kongen, skrev sig fra hende. Der var Tider, hvor hun knap kunde vise sig i sin Vogn paa Gaden, uden at der blev raabt efter hende, man sang grimme Viser, ja endog spyttede efter hende. Dog varede dette hel­digvis ikke ret længe.

(Fortsættes.)