« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Fortsat.)
Han stod der midt i Gangen med den sammenrullede Slaabrok under Armen uden at røre sig. Han følte sig saa usigelig vel til Mode. Intet Menneske vidste, hvor han var, eller hvordan han var til Sinds; han syntes, han havde det som en Fugl i en Rede, der er skjult i det grønne, saa intet Øje kan opdage den. Imidlertid nynnede han stadig saa smaat Sangen:
«Den Mand som har en Have!«
En høj, lydelig Stemme, om det saa kun var hans egen, vilde have skurret i hans Øren her i denne dæmrende, duftende Have. Nu blev Slaabrokken rullet op og hængt op i det lille, mørke Havehus, hvor der lugtede saa hyggelig af Frø, tørt Løv, gamle Vidjekurve og Jord. Han maatte føle sig for efter et Søm. En vild Vinranke uden for bankede imidlertid et Par Gange paa Vinduet; hvor det var hjemligt!
Nu gik han ud igen og trippede forsigtig om mellem Urtebedene, bukkede sig ned og følte paa Salatplanterne, der allerede rundede sig til Hoveder. Duggen, der havde samlet sig i de mangfoldige Smuthuller, som findes i et Salathoved, løb kølig ned over hans Fingre.
En Natsværmer fløj op. Fra Markerne hørte man Faarekyllingerne pippe, og Luften var fuld af Løvduft. Af og til viftede et Vindpust den fine Irisduft forbi ham; ogsaa Pæonerne, der ellers næsten ikke dufter, kunde han tydelig mærke. Udefra kom hele Skyer af Kaprifolieduft, saa krydret, saa sammensat; snart føltes den mest som Vaniljeduft, snart som en Ekstrakt af al anden dejlig kendt og ukendt Vellugt.
En Bæk brusede ikke langt borte og en Mølles Klapren hørtes svagt gennem Træernes Susen. Mørket sænkede sig stadig dybere, og Hr. Tiburtsius famlede sig frem til Laagen og gav sig paa Hjemvejen.
Da han vandrede tilbage til Staden mellem de grønne Hække, kom han virkelig som fra sin Hjertenskær - og hjemme lod han ikke falde det mindste Ord om, hvor han havde været.
Hans Kone spurgte heller ikke, da hun noget senere kom hjem. Hun antog, at han havde siddet i »Elefanten« med sine gamle Herrer. Og det gik næste Gang paa samme Maade; der var ikke meget at spørge om og at svare paa mellem de gamle Ægtefolk.
Et Par Dage efter gav han sig igen paa Vej, men meget tidligere. Hjemme var Huset fuldt af Folk; de snadrede lige ind i Studereværelset, og i Køkkenet blev der bagt og braset. Der var stor Damete. Ubemærket listede han af og arbejdede timevis i Slaabrok, vandede sine Urtebede, sad udenfor sit Havehus, smøgede sin Pibe, saa op mod den blaa Himmel, hørte paa Lærken, som steg op fra Markerne, indaandede Duften fra sin frodige Have og lod Tobakslugten blande sig med den.
Han følte for første Gang, hvad det vil sige at være Herre i sit Hus. Derover maatte han smile, for han kom til at huske paa den Mand, som sad under Bordet og raabte: »Jeg skal vise, at jeg er Herre i Huset !« Naa saadan var det naturligvis ikke gaaet til hos ham - men - men.
At de derhjemme endnu ikke havde udfundet det med Haven, var ellers mærkeligt, et sandt Lykketræf. Blikkenslager Lange, som han havde købt den af, havde altsaa virkelig holdt ren Mund.
Og det varede endnu en god Stund. Fire Uger igennem sneg han sig til Haven som en Ræv til sin
Hule, og han følte sig staaende under en gunstig Skæbnes ganske særlige Omsorg. Han blev til sidst uforsigtig, ligefrem fræk, var dumdristig nok til at bringe sine første Salathoveder ind i Køkkenet der hjemme, hvad der fik Fru Tiburtsius og Katrine til at ryste paa Hovederne, for det var ellers ikke hans Skik at bringe noget hjem. Men Salaten var ellers god nok.
Det syntes ogsaa at være en heldig Tid for ham og hans Hemmelighed, thi hans Ægtehalvdel nød Sommeren med forbavsende Energi sammen med alle sine Venner og Veninder.
Efter Middag, lige saa snart Fruen havde faaet sin Middagslur, løb Katrine med hendes Strikkepose til Konditor Ortelli og bragte den nok saa appetitlig fyldt tilbage.
(Fortsættes).
