Kvindernes Interpellationer ved Valgene

Paa de allerfleste Valgtribuner er der i Aar bleven spurgt Valgkandi­daterne, om de vilde virke for Kvin­ders lige kommunale Valgret og Valg­barhed med Mænd; paa enkelte Valg­tribuner er desuden Spørgsmaalet om Kvinders politiske Valgret og Valg­barhed bleven draget frem. Svarene paa disse Spørgsmaal har fra Social­demokraternes Side og fra Venstres Kandidater lydt nogenlunde ens. So­cialdemokraterne har henvist til, at dette Spørgsmaal allerede er besvaret i deres Program, der lyder paa almin­delig Valgret for saavel Kvinder som Mænd. Venstre har svaret, at  de anser Fordringen om kommunal Valg­ret og Valgbarhed for fuldt ud be­rettiget, og at dette Parti jo allerede har  vist  Interesse  og  udført et Ar­bejde for dette $pørgsmaals Løsning ved at indbringe og vedtage Lovfor­slag, der indeholder Bestemmelser om Kvinders Valgret og Valgbarhed under lige Vilkaar med Mænd.  Dog synes Iveren for snarest at fremme denne Sag  f. Eks. ved Indbringelsen af et selvstændigt   Lovforslag, der ikke skulde indeholde andre Bestemmelser end  den om Kvinders  lige Valgret med Mænd, ikke at være meget stor. »Vi maa  først sørge for at faa vor egen Valgret respekteret eller faa den udvidet«, saaledes lød det flere Steder. Vi maa vente til det eller det er gennemført!    Vi   har   ventet  længe synes vi!  Vi begyndte sidst i 80erne, Valgdag efter Valgdag, Aar efter Aar, Forening efter Forening, stedse flere og  flere   og fra  alle Samfundslejre, at tale med d’Hrr. Lovgivere om denne Sag. Vi har søgt at gøre dem forstaaeligt, at Kvindernes Valgret   og Valgbarhed   maa være et nødvendigt Led i et demokratisk Program, maa gennemføres, hvis  de demokratiske Tanker  skal   blive mere end Valg­dagens  Tanker,  fordi det er Kvinderne, der i højere Grad præger det daglige Livs Udvikling og Tone end Manden. Vil man have et lysvaagent Folk med en fuldt ud demokratisk Udvikling -  det er en Udvikling efter Retfærdighedens Fordringer - saa  maa  man  drage  »Slægtens Moder«, Kvinden, med ind i selve Ud­viklingen og ikke nøjes med at have hende som interesseret eller ligegyldig Tilskuer udenfor.  Man kan under slige Forhold ikke bebrejde hende, om hun er ligegyldig, lige saa lidt som  man kan bebrejde hende,   om hun er misfornøjet over at være uden­for en Kamp og en Udvikling, der har  hendes   fulde Interesse. Derfor ønsker vi at sige til vore gode demo­kratiske Rigsdagsmænd:   »Lad Kvin­derne allerede nu faa lige kommunal Valgret og Valgbarhed med Mændene. Vi   forstaar ikke,  at der er god Po­litik i den Tanke, at fordi Mændene ikke er naaet saa vidt, som de kunde ønske,   skal vi  staa udenfor.«  Hvis man   vedblivende   vil   handle   efter dette   Princip,   kommer vi   aldrig  i Gang, thi vi haaber for Demokratiet, at det aldrig siger: »Stop - nu er der  ikke  mere  at  naa,  længere  at komme  frem.«  Et levedygtigt Folk naar  aldrig dertil, vil  altid fremad og videre fremad,  for hver Milepæl det passerer.

Og Øjeblikket er netop belejligt nu, da en stor Del af Landstingets Medlemmer af Højre og sandsynligvis alle Folketingets Højremedlemmer (maaske med Undtagelse af den eneste københavnske Højrerigsdagsmand, der endnu er tilbage,) er velvillig stemt overfor Kvinders Valgret og allerede før har givet denne Sag deres Stemme.

Vi haaber og venter derfor, at vort største politiske Parti paa Rigs­dagen, det, der altsaa har Magten til at gennemføre denne Sag, til Efteraaret vil føre dette Spørgsmaal til Løsning.

Vi har mange, ja de fleste Højrerigsdagsmænds Ord for, at de vil virke for Kvinders Valgret og maaske ogsaa Valgbarhed. D’ Hrr. af Reform­partiet vil ganske sikkert let kunne overbevise de vankelmodige i Højre­partiet om, at Kvinder i de kommu­nale Raad vil være en Vinding, vil være naturligt og vil være, hvad man har i mange andre Lande, ja har haft i  mange Aar.