« Tilbage til søgeresultaterne
Beskyttelse eller ikke Beskyttelse
I »Kvinden og Samfundet« for d. 30. Marts findes en Spidsartikel, betitlet; Fra »Beskyttelsens« forjættede Land. Det er et Uddrag af en længere Artikel, og den maa opfattes som udtalende netop det ærede Blads Redaktions Mening om denne Sag. Jeg føler mig fristet til at sige et Par Ord med her, netop nu da Sagen er brændende her i Landet, ogsaa i Anledning af Fabriksloven. Der siges i Artiklen, at Beskyttelsen for Kvinderne medfører, at andre (kinesere) tager Arbejdet fra dem, samt at de arbejdende Kvinder nok selv vil protestere mod denne Beskyttelse, naar de ser Følgerne. Der drages, synes det mig, en noget ulogisk Slutning. Fordi Følgerne er uheldige, behøver Beskyttelsen ikke at være forkastelig; kan være, at Beskyttelsen ikke er vidtrækkende nok. Var det ikke bedre at rette Vaabnene mod Udlændingene end mod Beskyttelsen? Forbyd ved Lov Kinesere og lignende at tage Arbejde i Landet eller endnu hellere, forlang, at enhver Arbejderske er Medlem af sit Fags Organisation og pligtig at overholde dens Priskurant og Fordringer, da vil Evropas Arbejdere og Arbejdersker let hævde deres Overlegenhed. Kvinderne trænger lige saa vel som Mændene til Statens Beskyttelse. Staternes Tilblivelse skyldes jo netop Nødvendigheden af at beskytte de svagere mod Uret. Jeg maa maaske i denne Sammenhæng minde om en Artikel, som Fru Nina Bang har skrevet, saa vidt jeg erindrer, i »Tilskueren« - senere gengivet i »Socialdemokraten« - om »den gule Fare«, hvori Fruen skriver, at Hunnerbevægelsen vil blive moderniseret; ikke Krigere, men Arbejdere vil komme fra Østen og opsluge og ødelægge Evropas Kultur. Der ligger en Fare, som vi selv kan afværge, blot vi er fremskuende nok. Lad os Kvinder virke for vor Valgret og for større politisk Oplysning indbyrdes; thi først derved kan det lykkes os at afværge de uheldige Følger af Beskyttelsen, men lad os ikke virke imod denne selv. Det skulde glæde mig - og flere med mig - at høre den ærede Redaktions Stilling til dette Spørgsmaal: skal Kvinderne virke for eller imod Beskyttelse? Med Tak for Optagelsen tegner jeg mig som deres ærbødige Astrid Lund.
Vor Stilling i denne Sag turde være vore Læsere fra i Fjor, da Striden stod som hedest, vel bekendt. For de ny, der er komne til, kan vi klargøre vort Standpunkt i dette vigtige Spørgsmaal saaledes:
Vi er ganske bestemt for en virkelig Beskyttelse af Arbejderstanden og betragter det som en af Lovgivningens første Opgaver at beskytte Arbejderne imod Kapitalens Overgreb, men, lige saa bestemt er vi imod en ensidig Beskyttelse af Kvinden, fordi en saadan er egnet til at true hendes Erhvervsliv; Arbejdsgiverne bliver saa kede af alt det Vrøvl, der følger med Benyttelsen af kvindelig Arbejdskraft, over den Inspektion, de bliver underkastede og de Mulkter, de ved Overtrædelser har at betale, at de ender med at udelukke Kvinderne fra Arbejdsmarkedet. Et Eksempel herpaa var det, vi netop anførte i den nævnte Artikel.
Ved at følge med Begivenhederne i »Beskyttelsens forjættede Land« er det bleven os klart, at den humane Tale om at beskytte den svagere Kvinde i meget kun er Talemaader, egnede til af dække over de virkelige Motiver. I grel Belysning staar i saa Henseende Forholdene i Frankrig. Der blev snakket meget om Humanitet og om de svage Kvinder, og deraf fødtes en Lov, der forbød Nattearbejde for Kvinder. Derved mistede bl. a. en Mængde ved Avis-trykkerier ansatte kvindelige Sættere deres vellønnede (thi Natarbejde er i Reglen vellønnet) Arbejde. Men i selvsamme Trykkerier anvender man Kvinder til at false Bladene, et Arbejde, der for Morgenbladenes Vedkommende jo maa foregaa i Nattetimerne. At sætte dem maa Kvinder ikke mere, men false dem maa de gerne. Hvorfor en saadan Inkonsekvens af den humane Lovgivning? Jo, Sagen er den, at Falsning, som ikke kræver Faguddannelse, er et slet lønnet Arbejde,- som Mændene ikke bryder sig om.
Man kunde tvivle om, at samme Motiv - Frygten for den kvindelige Konkurrence - har gjort sig gældende her til Lands, hvis ikke en af de ærede Lovgivere havde forsnakket sig i sidste Øjeblik. Under hele Forhandlingen hørtes kun Ord som »Humanitet«, »Udvikling«, »Civilisation«, indtil C. C. Andersen i Landstinget lod Bomben springe. Han kæmpede som en løve for de svage Kvinder. I sin yderste Nød for at redde den dødsdømte Paragraf, greb han saa til den økonomiske Side af Sagen og udtalte de Ord, der af Kvindekønnet her til Lands ikke let skal glemmes: »Bestræbelserne bør gaa ud paa at regulere Børns og Kvinders Arbejde saaledes, at der kan blive mere Arbejde for Mændene. «
En af vore Medarbejdere skriver i Anledning heraf med Rette: Sammenblandingen af saa uensartede Motiver er lidt usmagelig og minder stærkt om et engelsk Ordsprog:
Han dækker mig med sine Vinger og hakker mig med sit Næb.
Ved Lovens Hjælp at ville besværge »den gule Fare«, som Indsenderen anbefaler, vilde neppe svare Regning. I denne Dampens Tid har Kapitalen, som vi ved, faaet Vinger. I sig selv ejer den en forbavsende Evne til at opsnuse og benytte sig af det Sted, hvor den kan faa det mest mulige Arbejde gjort for den mindste Betaling. Hvis de smaa gule forhindres i at søge Kapitalen,
skal Kapitalen derfor nok vide at finde de gule i deres eget Land.
Vi lykkeligere stillede Kvinder kan gøre meget for at forbedre vore arbejdende Søstres Kaar. Vi kan hjælpe dem at organisere sig; vi kan arbejde paa i vor egen Klasse at bortrydde Uviljen imod Organisationen, og vi kan ved at betale alt Arbejde ordentligt, hjælpe dem ganske uhyre meget i deres i Reglen svære Eksistenskamp. Lad os derfor staa paa Vagt imod den Slags Beskyttelse, der kun vil gøre denne Kamp endnu sværere for dem! Vi er ikke blinde for den Fare, der ligger i, at Kvinden faar Arbejde, og Manden maa gaa ledig, men herimod findes et udmærket radikalt Middel: Samme Løn for samme Arbejde.
