« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Fortsat.)
Saa tog Fruen sin store Hat paa og sit Langsjal og bar Strikkeposen ud igen. Hr. Tiburtsius kunde fra sit Vindue se, hvorledes hun tog sin Post som en Skildvagt i Nærheden af »Elefanten« og gik saa smaat op og ned. Først alene, for hun var en punktlig Kone; men snart sluttede flere og flere sig til hende og gik op og ned med hende. Der var Apotekerens og Kirsteins, baade Moder og Døtre med deres Venner og bekendte. Saa kom den lille Mamsel Muskulus løbende og Müllers alle sammen og mangen Gang Fru Kummerfeld med nogle af sine Syelever, lige som det nu kunde træffe sig
Det var som en Lavine, der blev større og større. Og hele denne Sværm af muntre unge og gamle Weimaranere lo og snakkede og satte sig endelig i Bevægelse. Vejen gik til et eller andet af de kendte Steder i Omegnen, til Tileffurth eller Ettersberg eller Belvedere, til Ehringsdorf eller andre Landsbyer og smaa hyggelige Reder, som nu er gaaet af Mode.
Saaledes nød man Sommeren i de gode, gamle Dage, da endnu ingen tænkte paa at gøre Baderejser eller ligge paa Landet. Ofte gik man bare ud i een af Haverne og ristede Pølser. I hver eneste Have fandtes der nemlig et lille muret Arnested med Rist; de var sande Selskabelighedens Altre. Der er nu ingen Menneskesjæl længere, som ved, hvor velsignet hyggeligt det var, naar den blaa Røg steg op over Havens Buske, og Pølserne blev vendte paa den hede Rist, og de spruttede og duftede, medens Folk sad rundt omkring med deres Hvedebrød og Øl, hjemmebrygget Øl var det, og sang til Guitaren. Da blev netop de gode, gamle Sange sungne:
(Fortsættes).
