« Tilbage til søgeresultaterne
Den som Kysser Pigerne
(Fortsat.)
Men det blev skaffet til Veje. De unge blev i al Hast sendt ud til alle Sider for at hente, hvad der skulde hentes. Nogle maatte løbe til Værtshuset »Den hvide Hane« for at skaffe Pølserne. Apotekeren vidste bestemt, at der i Dag var friske Pølser i »Hvide Hane«, og Trækul vilde Værten nok levere, naar der blev bragt ham en venskabelig Hilsen fra Apotekeren.
Hjemmebrygget Øl lod Fru Kirstein hente fra sin Kælder som sit Bidrag til Festen, Brød gav Apotekeren, men hvorfra skulde man faa Knive, Gafler og Glas? Fru Tiburtsius sendte Bud til den nærmest boende af sine Veninder med flittig Hilsen, om Damerne vilde gøre hende den Ære at komme til Pølsefest i hendes Have og laane hende et Par Tallerkener og saa mange Glas og Gafler som muligt«.
Det var altsaa nu Fru Tiburtsius’s Have - og det tænkte ingen videre over - undtagen Hr. Tiburtsius; han tænkte meget over det.
Denne Aften var der virkelig Pølser i Haven, og Ejerens Tænder behøvede ikke længer at løbe i Vand efter den liflige Spise. Ogsaa med Hensyn til Frugtens Anvendelse kunde han nu berolige sig. Derom holdt de Raad i denne samme Aftenstund; hans Kone drev ligefrem Handel med den. Til en fastsat Tid skulde Apotekeren begynde, hente Salat og Gulerødder; Müllers kunde faa til Nedsyltning, hvad de havde Brug for, og hvad Fru Tiburtsius selv levnede, skulde Kummerfeld og Kirsteins dele, som de bedst kunde.
De sang alle sammen:
»Den Mand, som har en Have.«
Kun Hr. Tiburtsius sang ikke med.
Herrerne drak Øl, medens man ventede paa Pølserne og Apotekeren løftede sit Glas og sang:
»Vor Ven han er en snedig Rad,
En Have nok han eje gad;
saa købte han en Have,
saa kunde vi staa udenfor
og gave, og gave.«
Saadant noget dumt Tøj sang han - med en væmmelig simpel Udtale - og de andre lo, som om de skulde revne.
Han havde ofte forestillet sig, at man opdagede hans Have, men dog aldrig tænkt sig, at det skulde blive saa slemt. Som en fortvivlet spekulerede og spekulerede han: »Hvordan skal jeg dog slippe af med dem igen, de Bestier? Hvordan, hvordan?«
For disse mange Fruentimmers Skyld var han flygtet fra Hjemmet og havde købt sig denne Have; og nu vilde de husere herude hver evige, eneste Dag. Disse uophørlige Kaffe-og Tehistorier og Spillepartier, for de vilde naturligvis spille Whist herude!
Medens Pølserne spruttede paa Risten, spadserede han op og ned og saa i Aanden Ting, der fik hans Galde til at løbe over. Hans Kone vilde lade sig gøre en Nøgle, det vidste han forud, og en til Katrine med, og Katrine vilde begynde at regere og gøre rent, akkurat som i sit Køkken. Han saa hende rive og feje ind under Buskene og skure Lysthuset baade ude og inde, saa hende og alle de andre Fruentimmer. Det var trods alle Apotekerens Vittigheder mest Fruentimmerne, han var vred paa, for de var de fleste. De var svært overtallige i Weimar i gamle Dage, og det er de for Resten endnu. Hr. Tiburtsius grublede og grundede. Han havde jo dog udgrundet saa meget derhjemme ved Skrivebordet med den grønne Skærm, skulde han da ikke kunne udgrunde Midler til at fordrive en halv Snes Fruentimmer? En lærd Mand som han.
Han saa sig om. Hu, der rendte et Par af Pigebørnene! Saadan Pokkers Tøse var lige saa uregerlige som Kattekillinger og lige saa forslugne paa Frugt som - - ja som 14-15 Aars Piger. De vilde være i alle Havens Kroge paa een Gang og trække deres Kammerater med sig. »Noget rent Røverpak,« mumlede Hr Tiburtsius ned i sit store, hvide Halstørklæde.
Hvad skulde han dog stille op med alle de Fruentimmer? Pludselig, ligesom et Lyn, saadan som geniale Ideer altid kommer over Folk, vidste han et Middel - han gned sig i Hænderne og flagrede i sin Slaabrok rundt omkring i Havens mørkeste Gange som en uhyre stor Flaggermus.
Imidlertid var Pølserne færdige, og Selskabet faldt over dem som forsultne Ulve. Hr. Tiburtsius var den eneste, hvem Pølserne ikke syntes at smage; men af det stærke hjemme bryggede Øl drak han des mere, saa meget at et sagte advarende: »Men lille Gustav«, naaede hans Øre gennem al Larmen.
Efter Maaltidet spadserede man rundt i Haven eller sad og passiarede eller legede Hviskelege, kort sagt opførte sig som Folk, der har spist sig mætte, plejer at gøre. Man saa Hr. Tiburtsius vandre omkring med Madam Kummerfeld; det var ellers ikke hans Skik at give sig saa meget af med Fruentimmerne, og hun undrede sig over den galante gamle Herre. Da, pludselig, netop da de var komne ned i den allermørkeste Del af Haven, hvor Møllebækken brusende og skummende styrtede ned over Møllehjulet, begyndte han at bære sig ganske forunderligt ad: han greb Kummerfeld om Livet, og saa - saa tog han sit Hoved ind i hendes Ansigt.
Ja, han fo’r rundt i Ansigtet paa hende, og holdt hende fast om Livet, og hun syntes, at han skubbede hende nærmere og nærmere hen imod Møllebækken.
Men hvad fejler dog Manden? tænkte hun aldeles forfærdet; skulde han være bleven bindegal lige med eet?
»Højstærede, dyrebare, elskede Kummerfeld,« rasede Hr. Tiburtsius ned i sit store Halsbind og krystede paany den rædselsslagne Kummerfeld. Hun var lige ved at raabe om Hjælp, men stolede dog foreløbig paa sine egne Kræfter, thi som et Lyn jog hele Syskolen gennem hendes Hoved. Hvilken Skandale, dersom man hørte hende skrige og fandt hende og Hr. Tiburtsius sammen i denne besynderlige Situation! Thi han var stadig lige ubændig og jog igen sit Hoved ind i Ansigtet paa hende. Det maatte - ih, du alstyrende - det maatte være en Kærlighedsscene, dette her! Gamle Hr. Tiburtsius, som var gift til helt op over Ørene, og saa hun, Kummerfeld! Betegnelsen »gammel« udelod hun for Hurtigheds Skyld ved det sidste Navn, thi alle disse Tanker var presset sammen i et Tidsrum af et Par Sekunder.
(Fortsættes)
