« Tilbage til søgeresultaterne

Brev fra Kina

« Se emneord

En Abonnent i Amerika sender os fra en amerikansk Missionærs Hustru følgende Brev, der af en tro Portner i Feu-cho-fu er bleven bragt til Tientsin og nylig offentliggjort:

»Enden er nær. Vi forsøgte at slippe bort til Bjærgene, men det viste sig uudførligt. Vi er blevne bestjaalne til højre og venstre. Man ved, vi ikke undgaar vor Dom. Det er os en Gaade, at vi frister Livet endnu. Ordren lyder, at de, der dræber os, gør Regeringen en Tjeneste. Til Dato har vor Øvrighed været nok saa fredelig; men kommer de fra Tai-ku er der kun lidet Haab, og vi ser ingen Redning, hvor vi vender os. De fremmede Soldater er i Pao-ting-fu, og det hedder sig, at der er sluttet Fred. I et civiliseret Land betyder det Sikkerhed, hvad saa end Folket siger. Guvernøren lader til at have Hast med at fuldbyrde sit blodige Værk.  Uden Tvivl kom han til Shansi i den Hensigt.

I Kære! Hvor vilde jeg ønske, jeg kunde se Eders Ansigter, men jeg frygter, det aldrig mere sker her paa Jorden. Jeg har elsket Eder alle højt og ved, at I ikke vil glemme den, der lægges i Kinas Jord. Al­drig fandtes bedre Søstre eller Brødre end mine. Jeg forbereder mig paa at dø roligt og fattet Gud staår mig vidunderlig nær, han vil ikke forlade mig. Saalænge der var mindste Ud­sigt til Redning, var jeg nervøs og angst; men Gud har taget denne Følelse fra mig, og nu beder jeg kun om Naade til at møde den frygtelige Skæbne med godt Mod. Smerten vil blive kort, og salig Velkom­sten deroppe! Min Baby følger mig, og jeg tror, Gud vil give mig ham i Himlen, og der skal min elskede Moder glæde sig ved Gen­synet. Frelserens Modtagelse kan jeg ikke fatte; den vil erstatte alle disse skæbnesvangre Dage. I kære, hold Eder tæt til Herren, og hæng mindre ved Jorden. Det er den eneste Maade, hvorpaa vi kan modtage Guds Fred, som overgaar al Forstand. Hvor gerne skrev jeg til hver især, men det er for svært; jeg behøver Ro og Lise i de faa Timer, jeg har igen. Jeg sørger ikke over, at jeg kom til Kina, kun over, at jeg har udrettet saa lidt. Mit ægteskabelige Liv, to rige Aar, har været fulde af Lykke. Vi dør sammen, min kære Mand og jeg.«

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner