Finlands Kvinder

Et Kapitel af Ellen Keys Bog om Finland.

»Dersom vi ikke faar Kvinderne med, bliver det hele til ingen Ting« siger Mirabeau. Jeg er fast overtydet om Sandheden af disse Ord, og derfor vil jeg fuldstændiggøre mine Billeder af Stemningen i Finland med nogle Meddelelser om Kvinderne.

Sædvanlig udmærker den finske Kvinde sig ved vaagen Sans for alle Samfundsspørgsmaal, ved levende politiske og sociale Interesser og ved lidenskabelig Fædrelandskærlighed, Egenskaber, som i disse sidste Aar har stillet hende ved Mandens Side som hans Arbejdsfælle i Folkeoplysnin­gens og andre fædrelandske Hvervs Tjeneste. Det var saaledes 200 unge Mænd og Kvinder, som afløste hver­andre, da der arbejdedes Nat og Dag med Forberedelserne til Folkets Masse­petition i Marts 1899. Medens tre Hundrede Mænd af alle Samfundsklasser tilbød at gøre Budtjeneste i de mangfoldige Tilfælde, da man ikke kunde stole paa Telegraf eller Postvæsen, hvorved de som Ski­løbere gjorde Vidundere af Hurtighed og blandt andet paa Ski færdedes rundt om i Skærgaarden for der at samle Underskrifter, var det Kvinderne i Helsingfors - de højest stillede i Samfundet - som inddelte Byen i Kredse og paatog sig med unge mandlige og kvindelige Med­hjælpere at samle Underskrifter hver i sin. Man saa i de fjerneste Bygder Kvinder saa vel som Mænd med rørende Iver lære sig til at skrive deres Navne, eftersom kun den, som selv kunde skrive det, fik Lov at sætte sit Navn under Petitionen. Og Husmødre for­talte, hvorledes de ofte - naar ny Ulykkesbudskaber indtraf - fandt deres Tjenestepiger grædende derover, inden de selv havde naaet at meddele dem Aarsagen til deres egen Bedrø­velse.

Det yngre Slægtled af finske Kvin­der har ved Kammeratskabet med Drengene i Fællesskolen og med de mandlige studerende ved Universitetet - tillige ogsaa ved den paa Sel­skabeligheden saa stærkt indvirkende Omstændighed, at Hovedstaden tillige er Universitetsstad - opnaaet den Alvor i det fælles Arbejde, den Ud­holdenhed i aandelige Interesser, som hører til de Modifikationer, det kvindelige Temperament stærkest trænger til. Dette yngre Slægtled nyder Frugterne af det ældres Virk­somhed for Kvindens Frigørelse uden at dele dets Ensidigheder. I Finland som alle andre Steder maatte Kvinde­sagen først gennemgaa Spottens og den blinde Modstands Skærsild; Sa­gens begejstrede, modige og ridderlige Forkæmpere var den Gang den nu aldrende Forfatterinde Adelaida Ehrnrooth. Blandt de nu midaldrende Kvinder har Sagen haft, og har frem­deles, mange opofrende og frem­ragende Tilhængere. I Finland som hos os er skønne Sejre vundne for Kvindens Ret, hvor vel der er flere tilbage, som bør vindes. I Finland som hos os, ja alle Vegne, har denne Frihedsbevægelse tabt i Frihed, hvad den har vundet i Udholdenhed og Dogmetroskab. Men de yngre finske Kvinder synes ikke meget dogmatiske. Blandt andet synes de at have fri­gjort sig for det mest ufrugtbare af alle Dogmer, det om Ensartethed mellem Mand og Kvinde. Hvad de frem for alt forstaar, er dette, at saa sandt som den nuværende Tilstand fornemmelig kræver det seje Mands­mod - hvortil jo netop hører en varsom Prøven af alle Muligheder og en klog Undgaaen af unødvendige Farer - saa kræves lige saa fuldt det kvindelige Overmod. Det vil sige: Kvindens brændende Tro paa Udveje, der hvor alle Veje synes spærrede, hendes Evne til at haabe mod alt Haab, hendes Modstand mod al Gaaen paa Akkord med For­holdene, hendes Trods imod Faren, fordi hun ikke vil se den. Denne Kvindenaturens skønne Hensynsløshed, dens forvovne »Vildhed«, har in­gen givet et mere genialt Udtryk end netop den finske Kunstner Wille Wallgren, da han skabte det lille Mester­værk, hvor Haandtaget til en Portlaas dannes af en skælvende, skrøbelig og dog lidenskabelig energisk Kvinde­skikkelse, som støder Panden mod en lukket Dør. Utallige Kvinder har fra Tidernes Morgen saaledes stødt Panden til Blods mod stængte Døre. Men for utallige andre har netop herved Porte aabnet sig, hvis Laase og Slaaer ellers vilde have været urokkelige! Er der noget, Finlands Mænd nu trænger til for ikke at nedsynke i det Haabløshedens Tungsind, som idelige frugtesløse Anstrengelser til sidst medfører, saa er det netop dette Kvindenaturens Overmod, denne stærke Tro, som holder Sindet oprejst under de mest fortvivlede Omstændigheder. Og der er ingen Fare for, at dette Træk hos de finske Kvinder skal fremtræde som andet end Styrke, uddybet, som det er, af den alvorligste medborgerlige Ansvarsfølelse. Hos Finner, Kvinder saa vel som Mænd, har den Opøvelse i Selvbeherskelse, som baade Naturen og de politiske Forhold har medført, ikke bøjet den stolte Selv­følelse. Men denne ytrer sig kun saare sjælden i, at der gøres Væsen af Smaating eller vises pirrelig Ømtaalighed; nej, den spares op til urokkelig Kraft i de alvorsfulde og store Øjeblikke. Om den Lidenskab, der gløder under det rolige Ydre, vidner følgende lille Træk - et Side­stykke til Historien om Bonden, der maatte skydse for Bobrikoff.

»Hvordan syntes du om ham?« spurgte nogen, da Kørselen var til Ende. Bonden svarede: »Jeg saa ham ikke«. Og paa Spørgsmaalet, hvorledes dette kunde være muligt, gav han Svaret:

»Jeg vendte Hovedet bort«.

Paa samme Rejse var der Tale om, at der til Brug for Bobrikoff og Storfyrsten skulde laanes en Ekvipage hos en rig Herremand. Dennes Hustru sagde saa til ham: »Du ved, at der aldrig før mellem os har været Tale om mit og dit. Men nu minder jeg dig om, at Vogn og Heste er mine, og jeg siger dig, at dersom de kommer tilbage efter en saadan Skyds, saa lader jeg Hestene skyde og Vognen brænde!«

(Fortsættes).