« Tilbage til søgeresultaterne
Rødspætten eller den unge Husmoders Uheld
»Hvor meget koster den Rødspætte?«
»50 Øre, lille Frue! Vil De se, væ’ saa artig, lækker og fed, med Sul paa Si’ebenene!«
Den lille Frue købte Fisken og løb op ad Trapperne med den, medens den tumlede rundt i Kurven og baskede med Halen.
Da hun var kommen op i Køkkenet, slap hun den ned i en Balje med Vand, hvilket havde en højst oplivende Virkning paa den. Den pjaskede omkring, saa Vandsprøjtet stod helt op om det lyslokkede Kvindehoved, der bøjede sig over Baljen.
»Ih, du milde! Nu fik jeg jo ikke Konen til at gøre den ren,« udbrød den lille Frue, »hvad, skal jeg dog nu gøre? Selv tør jeg skam ikke! - Mon hun skulde være kørt?«
Hun stormede ind i Dagligstuen og kiggede ud af Vinduet. Nej, der var ingen Fiskerkone at se.
Den lille Frue stod raadvild og betragtede Fisken. Røre ved saadan en ækel, slimet en - aldrig! Hun kunde ikke. Skære Hovedet af den! Hun gjorde det ikke for Alverdens Guld.
Da fløj der en lys Ide gennem hendes Hjerne. Der stod jo en Flaske med Kloroform inde i Medicinskabet; hendes Mand var da ikke Farmaceut for ingen Ting. Om hun nu gav den en Dosis? Saa vilde den dø en stille Død, og naar den saa laa rolig, kunde hun maaske alligevel bekvemme sig til at skære Hovedet af den.
Hun fik hentet Flasken med Kloroform og bandt en Tot Vat fast paa Lampepudseren. Vandet blev hældt af Baljen, og Offeret rystet ud paa Køkkenbordet; derpaa dyppede hun Vattet i Kloroformen og nærmede det forsigtigt til Fiskens snappende Gab.
Rødspætten snusede nedladende, men da den blev klar over Situationen, satte den vildt forarget i et vældigt Hop over mod Flødekanden, saa at denne, som heldigvis var tom, væltede. Derpaa laa den ganske stille og skelede efter den lille Frue, som om den vilde sige: Det var ogsaa en Behandling at byde en respektabel Rødspætte!
Fruen dyppede igen Vattet i Kloroformen og fortsatte ivrigt sine Anstrengelser for at bedøve Uhyret. Snart fyldtes det lille Køkken af en bedøvende Lugt, men Rødspætten baskede endnu kraftigt med Halen og syntes, det var et evigt Grin. -
Lidt senere kom den lille Frues Mand hjem. I Køkkenet mødte ham et mærkeligt Syn. Med en Lampepudser i Haanden sad hans Kone og sov paa Køkkenstolen, en Rødspætte opførte en vild Krigsdans paa Gulvet; og hele Lejligheden ligefrem stank af Kloroform.
Hans Tanker forvirredes. Sov hun virkelig? – Eller-eller var det Selvmord? Umuligt! - Ja, ganske vist havde han i Gaar mumlet noget nedsættende om Vællingen, der havde en »Tanke«, men alligevel - -!
Den friske Luft kaldte atter den lille Frue tilbage til Livet. Skamfuld maatte hun fortælle om det mislykkede Attentat, for hvilket hun selv var bleven et Offer.
Den lille Frues Mand skoggerlo, idet han behændigt henrettede Rødspætten.
Endnu i Døden sendte den hende et haanligt Blik.
(Nordlyset.)
