« Tilbage til søgeresultaterne
Psykologisk og pædagogisk Literatur
Edv. Mortensen: Grundrids af Psykologi og Pædagogik. 2. Udgave. (Lehmann & Stage).
C. Lambek: Udkast til en sjælelig Bevægelseslære. : 1. Del. (Lehmann & Stage).
Den første af disse Bøger er en Lærebog, tildannet af en Lærer efter hans eget og hans Skoles Behov. Rigtig vurdere en Lærebog kan man ikke uden at have brugt den. Men det synes noget af et Kunststykke at faa sammentrængt paa 78 Sider det væsentlige Indhold af Kromans Psykologi og Wilkens’ Pædagogik med lidt af Høffding i Tilgift og saaledes, at det hele giver god Mening og let Læsning. Kun en øvet Lærer kunde gøre dette; og mange vil være Forf. taknemmelig herfor. Bogen er beregnet paa 3. Seminarieklasse og indeholder antagelig, hvad der er nødvendigt som Underbygning for Eksamensstudiet i Pædagogik. For de Lærere, der har en selvstændig Metode, kan det være praktisk at have Eksamensfordringerne saaledes indskrænkede til et Minimum. Som Skelet betragtet kunde Bogen endda yderligere begrænses. Forf. gaar for meget i Enkeltheder, naar han anviser hvilke Bogstaver man bør begynde A B C-Undervisningen med. Der er jo dem, som slet ikke vil begynde med Bogstaver, men foretrækker hele Ord og Sætninger. Heller ikke er det almengyldigt, naar han lader Tegneundervisningen indledes med Fortegninger. Derimod savner
man enkelte vigtige Spørgsmaal, som bør drøftes mellem Lærer og Elever. Saaledes: Bør man have noget »Centralfag« og i saa Fald hvilket? Forf. udtaler sig imod den private Skole (Friskole) til Fordel for en offentlig Skole, fælles for alle Samfundsklasser. Men i sin Argumentation glemmer han de to vigtigste Hindringer for en saadan, nemlig at Forældrene hos os ingen Indflydelse har paa den offent. Skole, ikke engang som i mange andre Lande direkte Valgret til Skolekommissionen. Saa længe der er et Pust tilbage hos os af Grundtvigs Aand, vil dette ikke kunne overspringes. Den anden Hovedbetingelse for at højne den offent. Skole er, at den enkelte Skole bliver saa meget mindre, at der kan fredes ganske anderledes om Barnets Personlighed end det er muligt i det store Maskineri, der nu navnlig i de større Byer arbejder som Oplysningsværk for Ungdommen.
Foruden i ældste Seminarieklasse, mener Forf., at hans Bog kan benyttes i de to underliggende Klasser og i Forskoleseminarier som Grundlag for Samtaler. Dette rejser et Spørgsmaal, som man kunde ønske drøftet, næsten hver Gang der udkommer en Lærebog. Hvem er den egentlig skreven for, udviklede eller uudviklede Personer, voksne eller Børn? I det foreliggende Tilfælde: Kan en og samme Bog egne sig til Indledning og Afslutning, til at vække Interesse og Evne til at iagttage Børn - hvilket formentlig er Opgaven i Forskoleseminariet - og til at samle alt det, den gennem praktisk og teoretisk Studium modnede Lærerkandidat har erfaret og hørt om sit Fag? Og vil det dog ikke være alt for ufrisk at gennemgaa samme Pensum 3Aar i Træk? Er det ikke for fattigt, naar vi ikke blot i dette Tilfælde, men ogsaa ofte ellers f. Eks i Sundhedslære - hele Landet over i Skoler med højst forskelligt Formaal saa vel som Elevstandpunkt næsten intet Valg har m. H. t. Lærebog? Blot denne ene Ting: Voksne og modne Personer kan benytte knapt affattede Lærebøger; Børn og Begyndere maa have dem bredt og anskueligt skrevne, ellers maa man hellere undvære Lærebogen og holde sig til mundtlig Undervisning. Vi afviger i dette Punkt fra Forf., men kan ellers anbefale hans Bog som klar og forstandig i al sin Enfoldighed - om vi tør bruge et lidt tvetydigt Ord.
C. Lambek: Udkast til en sjælelig Bevægelseslære, 1. Del. (Lehmann & Stage).
Det er just ikke Enfoldighed, som udmærker denne Bog. Navnlig ikke hvad Brugen af Sproget angaar. Forf. er ikke blot ret dristig til at lave nye Ord og Ordforbindelser, men benytter især en unødvendig Mængde fremmede Ord. Hvorfor skrives generel, descriptio, syntherende, hvor vi har tilsvarende danske Udtryk. Hvor grimt lyder ikke en Sammensætning som Fænomen-Anatomien! Goldschmidt lavede i sin Tid et godt Ord til Stedfortræder for Ordet Fænomen : Fremtoning; det burde nu have Borgerret i Sproget. Selv hos Læsere, der ved, hvad de fremmede Ord betyder, virker de skurrende, og hvor de optræder i nye Tankeforbindelser ligefrem standsende. Hvem aner saaledes, hvad en »processuel« Omstændighed skal sige? Aarsagsbestemt maatte det vel hedde, paa andre Steder aarsagssøgende; »en descriptiv Metode« glider ned, fordi Udtrykket er kendt fra andre, mer almindelige Fag; den »processuelle Metode« derimod er noget nyt, som Forf. gør sig til Fortaler for. Det vilde sikkert lykkes ham langt bedre, dersom han kunde gøre det i et mere enkelt Sprog.
Det er Meningen, at vi ikke længer i Psykologien kan blive staaende ved Beskrivelsen af sjælelige Tilstande og Elementer, men maa søge Oprindelsen, Aarsagen til disse, for - til en vis Grad i alt Fald - at kunne beherske dem. Det er Forfatterens gamle Tanke om en aandelig Sundhedslære, en »Lykkelære«, og en saadan vil danne 3. Del af det Værk, hvoraf her foreligger 1. Forfatterens Metode er ikke den moderne psykofysiske, hvortil der hører Laboratoriestudier, men den gamle Selviagttagelse, som enhver kan øve. Forf. er selv en god »Borer« og siger mange kloge Ting om, hvorledes der skal bores. Han har saaledes en meget sindrig Forklaring over Grunden til, at Malersvende - formentlig - er særlig gode Sangere. De synger sædvanlig i lukkede, men tomme Rum. Her klinger Stemmen; de lytter til deres egen Sang, synger igen, og Opmærksomheden samler sig om Stemmeføringen. Man kan jo hermed sammenligne døvstummes uartikulerede Stemmeføring. I det hele gælder det, naar man vil forstaa og bevare en Forestilling at samle Opmærksomheden om den og navnlig at lægge Vægt paa de Omstændigheder, hvorunder den standses. »Er den standset under Opmærksomhedskoncentration, da har den speciel Opmærksomhedsbetoning, naar den atter indtræder«. Det gælder baade at opsamle aandelig Energi og at give den Udslag til rette Tid. »Vor Tankegang har ofte en søgende Karakter, og der er deri noget opslidende, tæ-rende (Tungsind); man fornemmer ligesom spildt Energi, aandelig Udgift ... At Energien dog ikke er spildt, men blot bortgemt paa fjerne Steder, i dunkle Kroge, det ser man, naar man følger de »søgende Aander« videre hen i Livet. De réusseres undertiden. En enkelt Gnist kan tænde dem; en enkelt Tanke »slaa ned« i dem; og paa faa Øjeblikke kan de da støbe Tankebygninger, som skulde synes at maatte tage Dage eller Uger; med rivende Fart aner og ser de en Tings Forholdsbestemmelser og Forgreninger til hundrede Sider . . .. De leverer et Tankearbejde, som synes alle andre Folk gaadefuldt .... Men der gaar ogsaa Tusinder af Drømmere om i Verden, hvis Boringsenergi aldrig udløses; tit er det de rigest og friskest anlagte, oftere er det Kvinder end Mænd. Deres Liv faar ikke Flugt. Balstyrige Luner, underlige Viljesfordrejninger kan disse stammende Viljer, disse Sjælens tilbageholdte Aandedrag slaa ud i ... »Borefænomenerne er det underjordiske Værksted i Mennesket, den skjulte Esse, hvorpaa Livets underfulde Ting, al betagende Høst, al Musik, al Poesi af høj Rang tilberedes. Man kalder de Mennesker snusfornuftige, i hvem intet stort Antal af Boreprocesser har skabt undergærende Stemninger og Betingelser for Tankefart.«
Man staar tit uforstaaende overfor andre Mennesker, finder saaledes ofte, at de har meget mærkelige Selvretfærdiggørelsesforestillinger. Det er deres Tankegangs Standsningsomstændigheder, der kan yde dem selv samme Tilfredsstillelse, enten de er spidsfindige og uvederhæftige eller solide og gode. Vil man forandre dem, maa man finde dem, maa føre Krigen over i Fjendens eget Land, maa omlægge Opmærksomhedsbetoningerne for ham.
Her er noget at lære for den, der vil opdrage baade sig selv og andre. Vi maa ønske Forf. Lykke til at fuldende sin Lykkelære i en saa klar og anskuelig Form, at de gode Tanker kan komme ogsaa jævne Læsere til Nytte.
