« Tilbage til søgeresultaterne

Til Mødrene!

« Se emneord

Nu nærmer den sig med stærke Skridt, den fagre Juletid, Børnenes Fest, den Højtid, da alle Hjærter er aabne og alle Hænder giver gavmildt, da intet menneskeligt Væsen maa hungre eller tørste eller fryse, da selv Markens Dyr og Himlens Fugle nærmer sig Menneskenes Boliger, taknemlige for den Føde, der paa denne Helligaften staar beredt for dem. Den nærmer sig, den kommer til os midt i Vinterens Hjærte, i al dens triste Uhygge, hvor Solen, selv paa klare Dage, viser sig i korte Timer, og Mørket ruger over Jorden, som den behersker.


Den nærmer sig, og med den nærmer sig Nøden, den store, uendelige, altopslugende Nød, Sulten, Kulden og Elendigheden blandt alle de, der er plantet paa Livets Skyggeside, og Børnene lider mest, de smaa Stakler.


Dem maa der gøres noget for! Det føler vist nok hver en velstillet Moder, der ømt og kærligt pusler om sine Smaa, før de om Morgenen gaar i Skole, sørger for, at Handskerne er knappede, at Madkassen er velfyldt og undertiden græmmer sig over, at den lille Stump maa være fem lange Timer paa Skolen uden at faa noget varmt. En saadan Moder, for hvis Barn det veldækkede Middagsbord, den lune Stue staar parat, og som med aldrig svigtende Omhu vaager over dets timelige og aandelige Velfærd, en saadan Moder, det kan ikke tænkes andet, maa, hvis hun ikke er Egoist, og det kan en Moder ikke være, have Øjnene aabne for alle de Tusender af fattige Børn, hvis Nød skriger til hende fra Gader og Stræder og ikke mindst fra de fattige Stuer, hvor Armoden og Stoltheden kæmper en bitter, fortvivlet Kamp med hinanden, hvor Moderen, indtil hun segner om, maaske anstrængt til Døden, holder de Smaa rene og hele, og hvor hun før sled saa Blodet sprang fra Neglene, end hun selv bad om noget eller sendte Børnene ud at tigge.


Og den velstillede Moder kan ikke sove uden at forstyrres af disse Suk, denne Stønnen, disse Skrig af den dybeste Nød, der trænger op til hende fra det store Samfundslegeme, fra vor Hovedstads indre Gyder og Gader, fra Forstædernes uhyre Kaserner, der rummer en Nød uden Lige, en Nød, der ikke kan beskrives, hun kan ikke sove, gentager jeg, hendes Samvittighed lader hende ikke have Ro, hvis hun kan gøre noget for disse Smaa og ikke har gjort det.


Men naar Julen kommer, naar Julen kommer, mættes mange Munde!


Det er ikke for Julen, vi i Dag beder Mødrene at laane Øre til vor Bøn, den tænker de paa ogsaa uden vor Anmodning eller Opfordring, men det er den Julestemning, der opfylder deres Hjærter, vi paakalder, saa de kan faa Interesse for, Kærlighed til den Sag, vi her arbejder for, at den kan fremmes og med raske Skridt nærme sig sin Fuldendelse.


Se paa Eders egne Smaa i deres varme Legestuer, og tænk Jer andre Menneskebørn, der fra den varme og lyse Skolestue nærmer sig Hjemmet, hvor nogle finder Døren lukket og maa sidde i Timevis paa den isnende Trappe eller i tyndslidte og utilstrækkelige Klæder strejfe om paa Gaden, legende eller tiggende, og fordrive Tiden til Far eller Mor kommer fra Arbejde og lukker Døren op til den kolde Stue, hvor der saa vanker de Fattiges almindeligste Kost, tynd Kaffe og skrabet Fedtebrød, medens andre nok kan komme ind i Stuen og maaske finde sig lidt Mad, maaske ikke, men Lys og Varme er næsten ukendte Goder for alle - undtagen i Skolen.


Se, nu staar vi ved Madstederne.


Kunde der tænkes sig nogen større Velsignelse end Sale og Stuer, hvor det fattige Barn vidste, det fra Skolen kunde gaa hen og spise sig mæt og sidde i Varmen og læse næste Dags Lektier? Hvor levende kan man ikke forestille sig disse Børns forøgede Lyst til Skolen, deres glade Ansigter ved Tanken om den Nydelse, der venter dem, den Nydelse, at faa Lov at spise sig mæt. Og tænk saa, hvad det vil sige, at et Hjem er opladt for hvert et Barn, der vil søge det, hver der trænger dertil, tænk, hvilke Fristelser der undgaas, hvilke slette Instinkter, der kvæles i Fødslen, og hvilken kraftig Slægt, der vil opvoxe i Modsætning til de smaa graablege og gulvisne, elendige, rystende Skabninger med matte og sløve Øjne, der nu desværre saa ofte møder os i de fattige Stuer, hvor Nøden er daglig Gæst.


Tænk ogsaa paa de smaa nyskonfirmerede Tjenestepigers Tarv!


Ved disse paatænkte Madsteder skulde de Smaapiger, der nærmer sig Konfirmationsalderen, beskæftiges, og de skulde her lære Begyndelsesgrundene til den Tjenestepigegærning, der venter dem. Hvor mangen af dem har vel fjærneste Anelse herom, naar hun fæstes til sin første Plads?


Enhver, der selv er Husmoder - navnlig i smaa Hjem, hvor Midlerne ikke strækker til at holde en dygtig Tjenestepige, men hvor man maa nøjes med disse smaa, uerfarne Skabninger - ved, hvilken Kval det er, ved, hvor uvidende disse ulykkelige Børn kastes ud i Livet. Kan hænde de havner hos en flink Madmoder, men det kan lige saa vel hænde, de opnaar lige det modsatte, og saa har vi Spiren lagt til de Tjenestepiger, der flyver fra Plads til Plads, og omsider bliver en af de daarlige Hustruer og Mødre, hvoraf der desværre gives saa mange. Men herpaa kan raades Bod. Tildels.


Indtil vi opnaar at faa Husholdningsskoler forbundne med Kommuneskolerne, indtil da vil Madstederne være ypperlige Forskoler, og Smaapigernes Hjælp højst værdifuld oven i Købet.


Se, alle I Mødre, som læser disse Linjer, og alle I unge Kvinder, den kommende Slægts Mødre, Jer beder vi at tage Sagen om Haand, Jer bønfalder vi, i alle fattige, sultne og nødlidende Smaabørns Navn om, at sætte Jer i Bevægelse for denne Velfærdssag, denne almene Samfundssag, hvor Kvinder af alle Klasser, alle Farver maa kunne mødes uden Partihensyn. Slaa Jer ikke til Ro med den Tanke, at Børnene i de strængeste Vintermaaneder faar varm Mad paa Skolen; ti det er langt fra tilstrækkeligt, og desuden er det altid her de, der ser mest nødlidende ud, som bliver foretrukne, og ikke sjældent høres det, at det netop er den skjulte Fattigdom, der trænger haardest.


Til Madstederne maatte alle Friskolens Børn komme, alle, der selv vilde.


En Adresse, hvis Ordlyd følger nedenstaaende, er sat i Omløb. Det gælder at faa Underskrifter og faa dem hurtigt.


Hvad om enhver, der har Kærlighed til de Smaa, vilde hente en Adresse hos Fru Johanne Meyer, Naboløs 4 og blot gaa rundt i det Hus, hvor han eller hun selv bor, og tale til Slægt og Venner og til fjerne Bekendte derom, da vilde de Tusender af Underskrifter, som der trænges, samles hurtigt, og ingen vilde pines ved Bevidstheden om intet at have gjort for at lindre de hungrende og frysende Smaabørns Nød.


TilKøbenhavns Magistrat og Kommunalbestyrelse.


Undertegnede Komite for "De samlede Kvindeforeninger" tillader sig herved at ansøge den højtærede Magistrat og Kommunalbestyrelse om, at der forsøgsvis ved en af Kommunens Friskoler maa oprettes et Madsted til gratis Bespisning af trængende Friskolebørn.


Idet vi fuldt ud anerkender de energiske Bestræbelser, der i en Aarrække er udfoldet af Foreningen til "Friskolebørns Bespisning", kan vi dog ikke andet end udtale, at dette fortjenstfulde Selskab, trods store Anstrængelser, ikke tilnærmelsesvis er i Stand til at afhjælpe den overordenlige Nød, som findes blandt Friskolebørnene, og som ofte laminer deres Ævne til at drage Nytte af Undervisningen for senere at udfylde deres Plads som nyttige Samfundsborgere. Over for denne Nød staar den private Godgørenhed magtesløs. Skal alle disse uforskyldt sultne Børn mættes, ser vi ingen anden Udvej end, at Kommunen træder til og med sine rige Midler overtager


Bespisningen. De mange Borgeres Underskrifter vidner ikke alene om, hvor udbredt Ønsket er, men ogsaa om, at det anses fuldt forsvarligt at komme de sultne Børn til Hjælp paa denne Maade.


Vi tillader os derfor indtrængende at anmode den højtærede Magistrat og Kommunalbestyrelse om at tage denne Sag under alvorlig Overvejelse, for at der allerede i denne Vinter i et af de tættest befolkede Arbejderkvarterer maa blive oprettet et Madsted.


Det er vor Overbevisning, at et saadant Madsted ikke alene vil være til stor Gavn for Børnenes Sundhed, men at det ogsaa i andre Henseender vil være lykkebringende. Lokalet kunde nemlig muligvis tillige benyttes som Opholdssted og til Lektielæsning for de Børn, hvis Hjem er lukket paa Grund af Forældrenes Fraværelse paa Arbejde. Endelig kunde derved afhjælpes en af Ulæmperne for de stakkels fjortenaars Piger, der kastes ud som Tjenestepiger uden nogen Foruddannelse, der gør dem skikket til at paatage sig forskelligt Arbejde, idet et temmeligt stort Antal af Skolens ældste Pigebørn kunde benyttes som Elever ved Madlavningen, Anretningen og Rengøringen i Lokalet. Disse unge Piger lærte saaledes i det mindste Begyndelsesgrundene til husligt Arbejde. I tredobbelt Henseende vilde Samfundet vinde ved disse Madsteder.


København, i December 1890. Komiteen for "De samlede Kvindeforeninger".


Johanne Meyer, Louise Nørlund,


Formand. Kasserer.


Kv. Fremskridtsforening. Kvindevalgretsforeningen.


Julie Jørgensen, Anna Jensen,


Kasserer. De kv. Herreskrædere.


Den kv. Tobaksarbejderf.


Johanne Svendsen, Emma Jakobsen,


De kv. Vævere. Det kv. Arbejderforbund.


Else Nørup, Karen Laursen-Prip,


Maskinstrikkernes Fagf. Tjenestetyendeforeningen.


Adressen til Underskrift kan afhentes hos Fru Johanne Meyer. Naboløs 4.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder