« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Fortsat.)
Det var ikke alene i Haven, det var ikke alene denne Aften, at den lille Frue følte sig beklemt. Hun og hendes Mand og Katrine levede i deres Hus paa Torvet som paa en øde Ø; ikke en levende Sjæl kom til dem, thi Damerne i Weimar var, som Hr. Tiburtsius ganske rigtig havde beregnet, overmaade dydige. Fruen og Katrine blev helt tungsindige af Grubliseren. Men Hr. Tiburtsius gik uforstyrret omkring i sin Have i Slobrok og puslede. Den første og den anden Dag brød han sig kun lidt om, at et Par bekendte øjensynlig gik af Vejen for ham.
Han vandrede omkring, baaren af den samme løftede Stemning, som han plejede at hensættes i, naar et videnskabeligt Arbejde var lykkedes for ham. Denne Gang havde han oven i Købet fejret Triumfer paa et Omraade, hvor han ellers plejede at lide Nederlag. Nu udslettede han de dybe Fodspor, Kummerfeld havde sat i hans Bede, kastede de itutraadte Salathoveder paa Affaldsdyngen og ordnede, hvad Forstyrrelse hans gode Ide ellers havde afstedkommet i den kære Have.
Men lidt efter lidt fandt selv han det uhyggeligt. Huset blev saa stille som en Grav; hans Kone sad stum, fordybet i sig selv og nedtrykt, medens hendes store, runde Øjne spørgende stirrede paa Væggene.
En smuk Aften mødte han Mamsel Muskulus, der saa paa ham med et ganske besynderligt Udtryk, akkurat som om hun havde Lyst til at begynde paa en frisk. Men Hr. Tiburtsius skuttede sig ved Tanken om de Strabadser, han hin Aften havde gennemgaaet, og tog til Bens, det bedste han kunde.
Hjemme blev Stemningen imidlertid stadig mere kølig og trykkende. Han traf sin Kone med rødgrædte Øjne. Hun var aldeles hjælpeløs og forvirret. I ham selv rørte der sig noget - han vidste ikke selv hvad, ubehageligt, pinagtigt. Maden smagte ham ikke mere. Han greb sig i, at han ikke længer søgte Ensomheden i sin smukke Have saa ofte; han sad i sit Studereværelse med en Fornemmelse, der lignede ond Samvittighed, og ligesom forhen Støjen havde forstyrret ham, saaledes syntes han nu, at Stilheden blev trykkende og forstyrrende.
Ingen lod sig se, ikke en Gang Apotekerens. Fordrivelsesmidlet havde virket ganske nederdrægtig.
En Eftermiddag lige ved Kaffetid ringede det, og ind traadte Madame Kummerfeld med højtidelig afmaalte Skridt, satte sig i Sofaen, spurgte til Helbredet og talte om Vejret, hvad hun ellers ikke plejede at gøre. Til sidst lagde hun sine Hænder paa Fru Tiburtsius’s Skuldre og saa paa hende med samme dybe Medlidenhed som i Haven, saa at det formelig løb hende koldt ned ad Ryggen. - Og derpaa kom hele Historien fra Ende til anden, alt hvad der var sket og alt hvad der blev sagt, at Frøken Adele aldrig mere vilde sætte sin Fod i det Hus, at Fru Egidi havde forsikret, hendes Mand vilde udfordre Hr. Tiburtsius, som endogsaa havde kysset Smaapigerne, hvad de Stakler i al Uskyldighed havde fortalt, og at han havde kysset hende, Kummerfeld, paa saadan en rasende Maner, at hun først slet ikke havde forstaaet, hvad det skulde forestille, men troet, han vilde myrde hende - og at Fru Tiburtsius for Resten ikke skulde tage sig det altfor nær, eftersom det nu en Gang var sket, og eftersom man jo kunde vente sig, hvad det skulde være af de Mandfolk, som allesammen var nogen Asener, hvordan de saa stillede sig an - og at hun, Kummerfeld, overhovedet aldrig havde tiltroet Mandfolkene noget godt.
I ethvert Tilfælde kunde der vel neppe være noget i Vejen for Skilsmissen; Vidner havde de jo i Massevis, og det var det vigtigste i saadanne Tilfælde.
Om den lille Muskulus blev der ikke sagt et Muk, thi Mamsellen havde heller ikke aabnet sit Hjerte for nogen Moders Sjæl, men trukket sig tilbage til sit Kvistkammer, hvor hun rugede over de nyvakte Elskovsfornemmelser, uden at ane, at de Kys, der var blevet hende tildelt, maatte hun dele med et Dusin Medsøstre.
»Men at tænke sig«, sagde Kummerfeld, »at Hr. Tiburtsius er - ligesom de andre. Saadan en lærd Mand, som man ansaa for Ærbarheden selv. - Det er ligesom en ond Drøm.«
Kummerfeld havde haft Ordet hele Tiden, thi Fru Tiburtsius sad stiv og stum uden at røre sig, og hendes store runde Øjne stirrede lige ud i forvirret Hjælpeløshed. Hun forstod ingenting og var rent sønderknust. Hendes Skikkelse sank sammen, som om hele Benbygningen blev kraftløs og blød og ikke længer kunde holde det gode Lag Kød og Fedt oprejst. Ind traaadte i det samme aldeles uformodet og ganske harmløs Hr. Tiburtsius og blev af Kummerfeld betragtet og maalt fra Top til Taa med et Blik, som om han havde været død og begravet, medens hans Kone slet ikke gav ham noget Blik eller Ord. For første Gang i sit Liv kunde hun ikke faa det vante »men lille Gustav« over sine Læber. Hun var forstummet. Saadan sad og stod de tre overfor hverandre.
Der faldt som en centnertung Byrde paa Hr. Tiburtsius’ Sjæl, da han mødte Kummerfelds Dommer-blik. Et Blik, som man kun sender en dybt sunken Skabning. Og da hun var en modig Kone, saa udøste hun paany alt, hvad der var blevet sagt og ikke sagt, alt hvad der var sket og ikke sket, al Forargelsen og al Forfærdelsen over det ulykkelige Par.
»Ja men, Madame Kummerfeld, brast det endelig protesterende ud af Hr. Tiburtsius. Og nu begyndte han at forklare. Først prædikede han for døve Øren - men lidt efter lidt tøede Kummerfeld op, og hun saa paa ham med det gamle muntre Glimt i sine rare, gamle Øjne.
»Naa saadan! De har villet skræmme Fruentimmerne bort og har tænkt, at de kunde fordrive dem med Kys. Aa ja saamænd, i somme Tilfælde. Min Tro, dersom De har kysset dem allesammen paa samme Maade som mig, saa tror jeg nok -! Men hvem kysser ogsaa saadan. Herregud, saadan et lærd Mandfolk forstaar ikke engang at give et ordentlig Kys. Det undrer mig bare, at de andre har kunnet forstaa Meningen - ja saamænd gør det saa.«
Kummerfeld kom i det bedste Humør af Verden.
»At jeg ikke selv kunde finde paa det, jeg gamle Gaas!« udbrød hun den ene Gang efter den anden, »at jeg har skreget Ak og Ve med de andre Kvindemennesker! Fy for Pokker, hvor det ærgrer mig «
Og nu aabnedes Døren og ind traadte Katrine med den skinnende Kaffekande paa den blanke Bakke, med Kopperne, Kagerne og Sukkerskaalen. Og med et Slag var det lige saa fornøjeligt som det før havde været, og selv den arme, nedtrykte Husfrue vaagnede af Forstenelsen, og det første Tegn paa en normal Tilstand var et sagte: »Men lille Gustav!« med en aldeles ubeskrivelig Betoning. Og derover lo Kummerfeld lige saa hjerteligt, som kun hun kunde le.
(Fortsættes.)
