« Tilbage til søgeresultaterne
”Opdragelse"
En lille Rejseerindring.
Det var en kold, graa Martsmorgen for nogle Aar siden. Jeg stod paa Dækket af den syditalienske Damper Tirso, der laa og rullede paa den aabne Red udenfor Goletta, Tunis’ Havnestad. Det var en ret forunderlig Stemning, jeg befandt mig i, thi om nogle Øjeblikke skulde jeg for første Gang sætte Foden paa en anden Verdensdels Jord.
Afrikas Kyst saa dog ikke meget indbydende ud. Den laa indhyllet i skidengraa Scirocco-Taager, hvoraf kun hist og her en Palmegruppe traadte frem.
Søgangen var stærk, og Tirso var svag, hvorfor vi maatte kaste Anker langt ude. Nu kom Dampbarkassen for at føre Kahytspassagererne i Land; men jeg kom desværre ikke med, thi i sidste Øjeblik viste det sig, at min Kuffert - min hæderlige gamle Trotjener, der havde fulgt mig
paa alle mine Rejser og ved sit tillidsvækkende Ydre altid havde ført mig igennem Tolden uden Vrøvl - var forsvunden. Man søgte over det hele Skib - ovenpaa og nedenunder - men borte var den.
Det kan nok være, at jeg blev vred! Den stakkels Kaptejn havde sikkert ikke efter mit fredsommelige Gesicht at dømme ventet saa megen Lyn og Torden. Men den kraftige Fremgangsmaade havde dog til Resultat, at min kære Trotjener atter optraadte paa Scenen og paa samme hemmelighedsfulde Maade, som den tidligere var forsvunden.
Denne lille Episode var nu Grunden til, at jeg kom til at opleve den Hændelse, som jeg her vil fortælle om.
Der var mange Emigranter om Bord, ludfattige, sicilianske Stakler, der flygtede fra deres skønne Ø, som fra Naturens Haand var et Paradis, men ved Menneskers Uretfærdighed var bleven forvandlet til et Helvede. Her kom nu disse Stakler for paa fremmed Jord at vinde det tørre Brød, som deres rige Fødeø nægtede dem. Der var Mænd, Kvinder og Børn, dog mest Mænd.
To engelske Damer, som havde forsovet sig, kom nu ligesom jeg til at gøre Turen ind i Havnen sammen med denne Hob af sorgfulde, ulykkelige Mennesker. Hvor mørkt var ikke deres Udtryk! Det sicilianske Solskinshumør havde de rigtignok ladet blive tilbage paa deres solbeskinnede Ø.
Husk nu paa, at Søen var meget høj, saa høj, at det kun med den yderste Vanskelighed gik at faa Passagererne ned i Barkassen. Husk ogsaa paa, at denne var lille, beregnet paa højst 30 Personer, og her var mindst det dobbelte Antal. Da vi kom ned og indtog de tre Pladser, man havde reserveret for os i Agterenden, var Baaden stuvende fuld. Kvinder og Børn i Agterenden, Mændene paa Rælingen. Indenfor denne Kreds stod Mand ved Mand, saa tæt stuvet sammen, at ingen kunde bevæge sig paa den Plads, hvor han stod, endsige udenfor den.
Aldrig har jeg været med til en saa uhyggelig Sejltur! Det overfyldte lille Skib slyngedes op og ned som en Nøddeskal, og Bølgerne rejste sig over os som Bjerge. Man maatte holde sig godt fast i Rælingen for ikke ved Skibets Saltomortaler at komme paa Hovedet i Søen. Mændene stod der med deres fattede, rolige Udtryk, vante som de var til Livets, haarde Slag; Kvinderne korsede sig og paakaldte Maria santissima og alle Helgene.
Jeg troede neppe, at vi skulde komme lykkeligt fra den Rejse. Skibet, som næsten forsvandt under denne Mængde af trætte, forslidte og ulykkelige Skabninger, syntes mig at være en virkelig Karons Færge, der med ustandselig Magt førte os over til det store ukendte paa den anden Side. ....
Nu kom nogle mægtige Bølger. En, to, tre, den ene større end den anden. Allerede skyllede Vandet os om Benene. Nu maatte Øjeblikket være kommet.
Børnene skreg, Kvinderne jamrede sig. En af dem kastede Tørklædet over Ansigtet for at slippe for at se.....
Men en af dem fremtog i denne yderste Nød et lille Helgenbillede, der laa vel gemt paa hendes Bryst, holdt det op for sine Øjne og begyndte med høj Røst at bede.
»Ikke skal I føre saadant et Spektakel« sagde en Mand ved Siden af for at indgive dem Mod. »Se paa disse Inglese, som sidder ganske rolige uden at mæle et Ord«!
Den Kvinde, der stod med Helgenbilledet, standsede midt i Bønnen og uden at søge efter Ordene, sagde hun irettesættende til ham:
»Ja det er jo en anden Sag med dem. De har jo faaet Opdragelse.«
Aldrig skal jeg kunne glemme det Øjeblik, da Barkassens ustyrlige Spring paa en Gang hørte op, idet vi var komne indenfor Moloen. Men heller ikke skal jeg kunne glemme den ulærde Bondekones træffende Ord, der kastede et uventet Lys ind i min Sjæl. Sad jeg kanske ikke der og bildte mig ind, at jeg var modig - og ikke som de andre Publikaner! Og saa var det blot, fordi jeg havde været saa heldig at faa Opdragelse, at jeg ikke gav mig som de andre. Og paa samme Maade har det været flere Gange i mit Liv, naar jeg har haft Lejlighed til at vise mig til min Fordel - det har været Opdragelsens Fortjeneste altsammen.
Men i den fattige Kvindes irettesættende Ord laa der ogsaa noget mere, som jeg oftere har haft Lejlighed til at tænke paa. Vi kan ikke, og vi maa ikke forlange det samme af et Menneske uden Opdragelse som af den, der har været saa lykkelig at faa Opdragelse. Men hvor ofte gør vi vel den Forskel? Vi ærgrer os over vore Pigers Mangel paa Sanddruhed og deres ubeherskede Sind uden at spørge om, i hvilke Forhold de er voksede op. Vi kan ikke forstaa, at de ikke har samme Begreb om mit og dit som vi, heller ikke, at de ser paa Livet og Moralen med andre Øjne end vi. Sikkert vilde alt dette være i lige saa god Gænge hos vore Piger som hos os selv, hvis de bare havde faaet det samme som vi - Opdragelse.
