« Tilbage til søgeresultaterne

Engelsk Digtsamling

Af: Henni Forchhammer

« Se emneord

Frk. Julie Soetmann har paa det Nordiske Forlag udgivet en Samling engelske Digte til Skolebrug og Selv­studium. Bogen indeholder mange værdifulde og smukke Digte fra ældre og nyere Tid, saa det lønner sig godt at gøre Bekendtskab med den. Jeg vil ogsaa antage, at man med Ud­bytte vil kunne læse en Del af Dig­tene i Pigeskolernes højeste Klasser og med Præliminarister. Jeg er dog ikke sikker paa, at ikke de lyriske Digte spiller en for stor Rolle i Bogen i Forhold til det mere fortællende Indhold, og paa den anden Side er jeg ganske sikker paa, at det nærmest vilde være Spild af Skolens kostbare Tid at læse noget saa svært, og om jeg maa sige, vor Tids Mennesker saa uvedkommende, som Miltons Lycidas. Jeg kunde ogsaa tænke mig, at mange vilde sætte Pris paa at faa lidt mere af Byron end de to for­øvrigt udmærkede Prøver; men det maa jo som sagt altid blive en Smags­sag. Der er meget at glæde sig over, og man maa være Frk. Soetmann taknemmelig Over, at hun har gjort en saadan Udsigt over engelsk Poesi let tilgængelig for danske Læsere. Bogen er forsynet med Noter (hvor­for dog ikke give Betegnelse af Egen­navnes Udtale, som man næsten aldrig kan gætte sig til?) og med »Hoved­linier i den engelske Sangs Historie«. Det ydre Udstyr er meget smagfuldt.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner