« Tilbage til søgeresultaterne
Det er nedbrydende -
Fru Redaktør!
Jeg tillader mig herved at henstille til Dem, om det ikke er muligt, at der kan gøres noget i Retning af, at denne modbydelige Lov, der tillader og opretholder en offentlig Prostitution, kunde blive ophævet. De tager jo saa mange Sager op, og denne Sag, synes mig, burde der frem for nogen anden kæmpes for. Hvor det er nedbrydende og atter nedbrydende, at Staten formelig sætter sit Stempel paa saa nedrig en Ting. Og er det ikke Kvinderne, der maa rejse sig og rejses - at gaa til Mændene virker saa svagt; - dem giver jeg ogsaa meget mere Skyld, da de jo i tusindvis opretholder Skøgen. Og dog - tror De ikke, man har Lov at tro, at der virkelig skulde være saa mange alvorlige og betydelige Mænd i København, der kunde indvirke paa rette Steder, saa »den offentlige og Lovbeskyttede Prostitution« blev ophævet. - Ja, undskyld, jeg har ikke Ordet i min Magt - som f. Eks. Pauline Aggersborg nu sidst i »Kvinden og Samfundet« i Artiklen »Hjemløse Kvinder«.
Jeg har henvendt mig til Dem, da jeg mente efter Deres Blad at skønne, at jeg ikke gik fejl i Byen. Ja, jeg beder Dem, bønfalder Dem, virk, om De har Evne og Magt; jeg kan formelig vaande mig over al den Elendighed overfor det sjette Bud, og jeg synes mangen Gang, at jeg har tabt Troen paa alle Mennesker i den Retning - ikke Mennesker, men Mænd, mente jeg.
Undskyld min Dristighed; Meningen forstaar De nok, selv om Udtryksmaaden ikke altid er saa vellykket og korrekt.
Dette Angstraab fra et Kvindehjerte, der føler sit Køns Nedværdigelse som en personlig Ulykke, maa kunne finde Genlyd hos enhver Kvinde - i hvert Fald hos den, der har faaet Øjnene op for, at Ansvarligheden ikke hører op ved Hjemmets Dørtærskel.
Ja, det er nedbrydende, at Staten holder sin Haand over disse frygtelige Forhold. Det er - lad os sige det uden at blinke - for en Stat, der tager det kristne Navn til Indtægt, den største Skændsel at beskytte den Slags Tilstande, endsige at tage dem til Indtægtskilde. De Mænd, der har vedtaget den Lov, og de, som vedbliver at opretholde den, vil en Gang faa deres Dom af Historien. Det er ligefrem det hvide Slaveri, der, takket være den »kristelige« Stat, florerer som bedst i et saa kaldet frit Land endnu i det 20de Aarhundrede. Det er samme kristelige Stats Sanktion af Forsyndelserne mod det sjette Bud.
Vel maa vi forfærdes! Og vel maa vi lægge Ansvaret for denne Skændsel over paa rette Vedkom-mende; og dog - hvis ikke vi Kvinder var saa ligegyldige og sløve for alt uden for vor egen lille Kreds, hvis vi ejede blot en lille Smule Samfundsfølelse, ja, hvis vi blot kunde se klart, hvilken Rædselens Afgrund dette er for vore Sønner og Brødre og - Mænd, da vilde vi, som de norske Kvinder har gjort, rejse os, alle som een, og forlange den Skændsel ophævet. Og da vilde det gaa her som i Norge, hvor den offentlige Prostitution er ophævet. I Stedet for sidder vi sløvt eller farisæisk med Hænderne i Skødet. »Den Slags Ting skal en Dame ikke befatte sig med«, er vistnok et Udtryk for den kvindelige Opinion her til Lands. Naar Ilden griber fat i vore Hjem, da er vore Damehænder ikke for fine til at hjælpe til med at slukke; men naar Prostitutionens Afgrundsbrand hærger Samfundet og truer vore Hjem, da tager vi de hvide Handsker paa og lader som ingen Ting.
At dette Blad ikke har taget Sagen op som Hovedopgave, beror derpaa, at der allerede i 20 Aar har eksisteret en Forening, som udelukkende virker for dette Formaal. Ved Foredrag og Smaaskrifter søger den at paavirke den offentlige Mening, ved Andragender til Rigsdagen at paavirke Lovgiverne. Hvor vanskelige disse er at faa i Tale, viste sig ogsaa forrige Rigsdagssamling. Folketinget var villigt nok til at gaa ind paa Hr. Høgsbros Forslag, men det høje Landsting gjorde sig ud til Bens, og det eneste, som kunde gennemføres, var Ophævelsen af offentlige Huse og Straf for de Mænd, som lever af de prostituerede.
Men om vi altsaa af gode Grunde ikke har taget denne Samfundets Livssag op som Hovedsag, saa arbejder vi jo dog indirekte og direkte for den. Naar vi kæmper for at vække vore Kvinders haardt indslumrede Samfundsfølelse, og naar vi arbejder for Kvindens Valgret, er det jo ogsaa i den Sags Tjeneste. Og naar vi søger at virke for bedre Erhvervsvilkaar for de kvindelige Arbejdere, saa er det jo tillige for at formindske Prostitutionens store Forudsætning - Nøden. Naar der, som det lader til, umulig kan rejses en Opinion, stærk nok til at vælte hele denne Institution over Ende, saa maa vi prøve ad andre Veje at komme frem; Kvindernes Valgret synes herved at være den sikreste, selv om det er en Vej, vi endnu ikke ser Enden paa. .
