« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Universitetsstudierne i Tyskland
(Efter Revue de Morale sociale).
Medens Tyskland i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede frembød et Billede af Splid i det indre og Svaghed i det ydre i saa høj Grad, at det ikke længer kunde kaldes en Stat, men kun et geografisk Begreb - havde det dog Hædersnavnet: »Digternes og Tænkernes Land«. Dette Navn hidrørte ikke alene fra Tysklands store Mænd; nej, enhver, der kender noget til tysk Literatur og tysk Aandsliv i dette Tidsrum, ved, at Tysklands Kvinder ogsaa kan fordre deres Del af Berømmelsen. Selv Goethe kunde aldrig have skabt poetiske Skikkelser som Iphigenia og de to Leonoraer, dersom han ikke til en vis Grad havde truffet noget tilsvarende i den Virkelighed, som omgav ham.
Tysklands politiske, sociale og økonomiske Stilling har siden den Tid taget et aldeles forbavsende Opsving. Kun faa Folkeslag kan rose sig af en Udvikling, paa een Gang saa hurtig og saa glimrende. Bismarcks mageløse, politiske Dygtighed har skaffet os Enhed og Vælde; vor Industri kan for Tiden paa Verdensmarkedet kappes med alle andre Landes, medens Navne som Helmholtz, Mommsen og mange andre vidner om, at Tysklands aandelige Liv ikke er standset under al denne materielle Udvikling.
Alligevel staar Tyskland i een Henseende tilbage for samtlige civiliserede Folkeslag, nemlig med Hensyn til den Stilling, det giver Kvinderne. »Digternes og Tænkernes Land« holder sine mest berømte Undervisningsanstalter lukkede for den kvindelige Halvdel af Ungdommen. Først efter langvarige Anstrengelser er det lykkedes Kvinderne at faa Adgang til Universitetets Høresale, og det endda kun som indbudne Gæster. De kvindelige studerende staar ingenlunde paa lige Fod med deres mandlige Kolleger; om de end møder lige saa vel forberedte som disse, nægter man dem Immatrikulation ved Universitetet, hvor de hidtil kun taales. Paa dette Punkt er Tyskland længer tilbage end det øvrige Evropa; ikke alene England, de skandinaviske Lande og det frie Svejts, men de romersk katolske Stater, Frankrig, Italien, ja, lad os med Skam tilstaa det, selv Rusland er komne os i Forkøbet i alt, hvad der vedrører den kvindelige Uddannelse. Indtil for ganske kort Tid siden var de af Tysklands unge Døtre, som ønskede at dyrke Videnskaberne, tvungne til at søge et Tilflugtssted i Svejts.
Tysklands lovgivende Forsamlinger er blevne belejrede med Bønskrifter og Ansøgninger om at give Kvinderne Adgang til Universiteterne. For 15 - 20 Aar siden blev disse Anmodninger modtagne med Spot og lagte til Side under intetsigende Paaskud; imidlertid har Tanken om Nødvendigheden af de attraaede Reformer lidt efter lidt fundet Indgang i de raadende Kredse. Kvinderne har ikke nøjedes med at arbejde for deres Maal ved teoretisk Propaganda; nej, deres Hovedformaal har været at forberede den kvindelige Ungdom til Universitetsstudier. I denne Anledning er der i de vigtigste Universitetsbyer blevet oprettet Kursus for unge Piger, som ønsker en højere Uddannelse. Nogle Steder har man endogsaa samlet de nødvendige Pengemidler til Oprettelsen af virkelige Latinskoler, idet man gik ud fra den Grundsætning, at det er ønskeligst for Piger saa vel som for Drenge at tage Studeringerne fra Grunden af i Stedet for at sammentrænge i det korte Tidsrum af 4 Aar den klassiske Undervisning, som for den unge Mand har været fordelt over 8 til 10 Studieaar.
Ulykkeligvis har Kultusministeriet nægtet den uundværlige Tilladelse til at aabne Latinskoler for Piger; undtages maa dog Storhertugdømmet Baden, hvis Hovedstad Carlsruhe ejer den første og hidtil den eneste Skole af denne Slags, som findes i Tyskland. Den Misfornøjelsens Storm, der vaktes ved denne lige saa sneversynede som strenge Forholdsregel, og som gav sig Luft saa vel i Pressen som i Folkerepræsentationerne, har hidtil ikke kunnet hidføre nogen Forandring.
Til Trods for de overmaade store Vanskeligheder, som de tyske Kvinder har haft at kæmpe imod, og som endnu kun i meget ringe Grad er overvundne, har deres Trang til Studering taget et betydeligt Opsving, siden største Delen af Universiteterne har aabnet sig for dem, det vil sige i de sidste Aar.
Kun to Gange, saa vidt vi ved, har der været Rivninger mellem de mandlige og de kvindelige Tilhørere; i begge disse Tilfælde var Retten saa umiskendelig paa Kvindernes Side, at det oplyste Publikums Sympatier ganske stillede sig paa deres Parti. I begge Tilfælde var det i Moralitetens Navn, at der blev gjort Indsigelser mod Kvinders Deltagelse i Studierne.
Første Gang var i Halle i Begyndelsen af forrige Aar. Nogle studerende af det medicinske Fakultet gjorde Indsigelser mod Fællesundervisningen paa Klinikerne og opfordrede deres medstuderende ved andre tyske Universiteter til sammen med dem at forlange Kvindernes Udelukkelse under Paaskud af, at Kynismen skulde være trængt ind sammen med de kvindelige studerende, og at Fællesundervisningen skulde have givet Anledning til pinlige og usømmelige Situationer.
Denne Bagvaskelse mødte fra Fakultetets Side en Benægtelse, der baade var energisk og hæderlig for Kvinderne. Rektoren erklærede, at baade Ordenen og Sømmeligheden, saa vel paa Hospitalet som i Forelæsningssalene, paa ingen Maade var bleven forstyrret ved Kvinders Deltagelse i den kliniske Undervisning, og at ikke i nogen som helst Henseende Undervisningens videnskabelige Værdighed havde lidt derved, og at der ikke var givet Studenterne nogen Slags Grund til Klage. Fakultetet ansaa det som sin Pligt paa det eftertrykkeligste at tilbagevise disse Klager, i hvilke det kun kunde se et ondsindet Angreb fra de lokale Kliniker og deres Bestyrelsers Side. Fakultetet beklagede iøvrigt den fjendtlige Stemning mod de kvindelige studerende, som havde givet sig Udslag i de ovenfor nævnte Opfordringer, og som de Kvinder, der havde besøgt Universitetet i Halle, ikke havde givet den fjerneste Foranledning til.
Den anden Gang, Studenterne viste Modvilje mod deres kvindelige medstuderende, var i Berlin sidste Efteraar under Dr. Behrendts sidste Forelæsning. Ved denne Lejlighed hengav de Herrer Studenter sig til saa støjende Meningstilkendegivelser, at Rektoren tog den Tilladelse tilbage, som var givet en Skolebestyrerinde, til at overvære Mødet. Emnet for Forelæsningen var Prostitutionen, og denne Tildragelse vakte megen Opsigt og fremkaldte ivrige Forhandlinger om, hvor vidt det sømmede sig at lade Kvinder overvære den Slags Forelæsninger. Foranledigede herved tog flere Kvindeforeninger bestemt Stilling til dette Spørgsmaal og fremsatte deres Fordringer saaledes: da det er nødvendigt, at Mænd og Kvinder arbejder i Fællesskab for paa en virksom Maade at bekæmpe Prostitutionens Kræftskade, er Kvinderne fast bestemte paa at bryde med det System, der lader sig nøje med halve Forholdsregler, og forlanger at faa Oplysning, for at blive i Stand til at medvirke til Løsningen af dette Problem.
Disse to Tilfælde, der i og for sig kun har en forbigaaende og lokal Interesse, har saaledes haft den gode Virkning mere og mere at henlede den offentlige Opmærksomhed paa den moralske Værdi og den Betydning for det nationale Liv, som Kvindernes Studier har.
Af de Summer, som i Tyskland anvendes til Oplysningens Fremme, er til Dato de 971/2 Procent blevne anvendte paa Mænd og kun de 2 ½ Procent paa Kvinder. Dette Misforhold vil uden Tvivl aftage mere og mere. Og ikke blot ved økonomiske Forhold bør Staten sætte sine Døtre i Stand til at skabe sig en hæderlig og sikker Stilling i Samfundet; etiske og moralske Grunde taler lige saa meget til Gunst for, at Kvinderne faar Adgang til Studier. De, som hidtil har valgt den studerende Vej, enten i Tyskland eller i Udlandet, har ikke alene modbevist Fablen om Kvindens Underlegenhed i Intelligens; men de har tillige vist, at naar Kvinder stræber at vinde Doktorhatten, er det ikke alene af Ærgerrighed, men for at anvende deres Viden og deres Evner til bedste for Menneskeheden i Almindelighed og for deres mindre vel stillede Søstre i Særdeleshed. Der er Grund til at se fremad mod kommende Tider med Haab og med glad Tillid til, at ogsaa Kvinderne ved deres Aands-udvikling vil kunne bidrage til, at vort Fædreland kan bevare sit hæderfulde Ry som »Digternes og Tænkernes Land«.
