« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Sluttet).
»Ja men, Madame Kummerfeld«, brast det endelig protesterende ud af Hr. Tiburtsius. Og nu begyndte han at forklare. Først prædikede han for døve Øren - men lidt efter lidt tøede Kummerfeld op, og hun saa paa ham med det gamle, muntre Glimt i sine rare, gamle Øjne.
»Naa saadan! De har villet skræmme Fruentimmerne bort og har tænkt, at de kunde fordrive dem med Kys. Aa ja saamænd, i somme Tilfælde. Min Tro, dersom De har kysset dem allesammen paa samme Maade som mig, saa tror jeg nok - Men hvem kysser ogsaa saadan! Herregud, saadan et lærd Mandfolk forstaar ikke engang at give et ordentlig Kys. Det undrer mig bare, at de andre har kunnet forstaa Meningen - ja saamænd gør det saa.«
»At jeg ikke selv kunde finde paa det, jeg gamle Gaas!« udbrød hun den ene Gang efter den anden, »at jeg har skreget Ak og Ve med de andre, Kvindemennesker! Fy for Pokker, hvor det ærgrer
mig «
Og nu aabnedes Døren og ind traadte Katrine med den skinnende Kaffekande paa den blanke Bakke, med Kopperne, Kagerne og Sukkerskaalen. Og med et Slag var det lige saa fornøjeligt som det før havde været, og selv den arme, nedtrykte Husfrue vaagnede af Forstenelsen, og det første Tegn paa en normal Tilstand var et sagte: »Men lille Gustav!« med en aldeles ubeskrivelig Betoning. Og derover lo Kummerfeld lige saa hjerteligt, som kun hun kunde le.
Og Historien om, hvorledes Hr. Tiburtsius vilde fordrive Gæsterne fra den Have, han i al Hemmelighed havde købt sig, spredtes over det hele Weimar, blev fortalt ved Hoffet, hos Excellencen Goethe, hos Borgerne, kort sagt alle Vegne.
Datidens Weimarere forstod at sætte Pris paa en Spøg. Hr. Tiburtsius steg i alles Agtelse; Smaafolk havde altid haft Tillid til ham, og nu kom de ved enhver Lejlighed og bad ham om Raad, bragte ham deres Sparepenge og spurgte, hvad de skulde sætte deres Sønner til.
Og i de Dage, da Historien kom ud, om hvordan og hvorfor Hr. Tiburtsius havde kysset Fruentimmerne, var der ingen, som tog sig en Spadseretur uden at gaa forbi hans Have for dog i det mindste at titte derind gennem Stakittet, og de gamle Venner strømmede ind hos ham og hans Kone for at vise, at de ikke paa nogen Maade havde noget imod ham, og i den gamle Have blev der holdt Fester uden Ende - Forsoningsfester.
Saa tænkte han, at man kan være en grumme boglærd Mand, og dog i Livet bære sig ad som en rigtig dum Æsel - og at Fruentimmerne altid har haft og altid vil beholde Overhaand over selv den lærdeste Mand - thi trods al hans Snedighed skete der ingen Forandring, ikke den allerringeste, i Hr. Tiburtsius’s Liv.
