Et Snefnug

Det var en mild, skytung Vinter­dag hen imod Aften. Derfor var der ogsaa halvmørkt i den lille, varme Stue, hvori en vis ung Mand sad i sin Lænestol ved Kakkelovnen. Der var en Seng derinde og en stor Bog­reol; der var Billeder paa Væggene, kønne Billeder. Men dem saa han, som sad i Lænestolen, og som boede her for sig selv, ikke paa nu; han saa paa nogle Flasker, der stod paa Bordet, rejste sig saa langsomt, hældte noget i et Glas, drak det, slog saa et Tæppe om sig og gik hen til Vin­duet. Han saa saa trøstesløs be­drøvet ud; for han skulde dø, den unge Mand.  Idet han aabnede Vin­duet, dalede just et stort Snefnug ned paa et Vedbendblad lige foran ham. Den var saa køn, den lille hvide Stjerne paa det mørkegrønne Blad. Det saa han ogsaa; men han saa meget mere, ja saa, at Snefnugget var en fin og kunstig Organisme: denne sælsomme Krystalliseren, det var Sjælen, og det kunde baade tænke, føle og tale, opdagede han.

»Der var en Tid,« fortalte det, »da jeg svævede sorgløs og glad om mellem Brødre og Søstre højt, højt oppe. Jeg tænkte paa Dans og paa Leg og paa de store gule Snefnug, som hver Nat skinnede saa dejligt, og som var saa uendelig højt oppe. Og de andre Snefnug fortalte mig, at det var Stjerner, og at vi Snefnug ogsaa en Gang skulde blive Stjerner. Det var forunderlig dejligt at tænke paa, og hver Nat glædede jeg mig ved at se paa de klare Stjerner, og allerglædeligst var det, at jeg ogsaa en Gang skulde op og være Stjerne. - Men en Nat faldt det mig ind, at det altid var saa mørkt nedadtil, og da jeg spurgte om Grunden, blev der svaret, at der nede var Døden, og at alle Snefnug maatte falde ned og dø, inden de kunde blive Stjerner. Det havde jeg aldrig tænkt paa før, men nu tænkte jeg paa det, tænkte,  at jeg gerne vilde falde ned og dø og saa blive en Stjerne oppe paa Himmelen. - Men siden tænkte jeg, at det var dog underligt, man skulde falde ned og dø for at komme op og leve som Stjerne, og jeg havde heller aldrig set nogen af dem, som en Gang var faldne, komme op igen. Men et gammelt Snefnug, som jeg betroede mig til, sagde: »Du forstaar kun lidet, Barn; men jeg skal for­klare Dig det. Ser Du, alle Sne­fnugsjæle kommer ned fra Himme­len, og de er ikke til at se. Men saa snart de kommer her ned, bliver de straks til Snefnug, og naar disse dør nede paa Jorden, stiger Sjælene, som ikke kan dø, op til Himmelen og bliver Stjerner. Det maa Du se at forstaa, mit Barn, for ellers bliver Du ingen Stjerne. Forstaaelse, det er Betingelsen.« Saa grundede jeg da over det Dag og Nat, og til sidst syntes jeg virkelig ogsaa, at jeg forstod det. Dog var jeg ikke sikker paa, at jeg havde den fulde Forstaa­else. - Jeg blev derfor meget glad, da jeg en Dag traf paa et Snefnug, der saa klogere ud end noget, jeg hidtil havde set, da jeg nu haabede at faa Gaaden fuldstændig løst. Men hvor forbavset blev jeg ikke ved at høre disse Ord: »Alt, hvad der er blevet Dig fortalt om Sjælen, er Løgn og Dumhed. Baade Sjæl og Legeme bliver til af den Damp, Du selv ser opstige, og som kommer fra Verdens­havet. Naar vi dør, dør baade Sjæl og Legeme for evigt og bliver paa ny en ubevidst Del af det store Verdenshav.« »Og vi bliver aldrig Stjerner?« spurgte jeg bedrøvet. »Al­drig!« svarede det kloge Snefnug, og i det samme begyndte det at dale. Men saa længe, jeg kunde høre det, blev det ved at raabe: »Aldrig - aldrig!«

Siden var jeg aldrig ret glad; for jeg syntes, det maatte være rigtigt, hvad det sidste Snefnug havde sagt; men det var dog saa tungt, saa tungt, at man aldrig skulde blive en Stjerne, men bare være Snefnug en kort Tid og saa dø for evigt. Og skulde det være Tilfældet, at Sjælen bliver til en Stjerne, skal jeg saa virkelig miste al den Herlighed, bare fordi min Forstand ikke kan begribe det?.. .«

Længere blev Fortællingen ikke, for der faldt en Draabe fra Taget lige ned paa Snefnugget,  og dermed var den Livshistorie ude.

Men den syge rettede sig op, luk­kede Vinduet og gik langsomt tilbage til sin Lænestol.