« Tilbage til søgeresultaterne
Ud af Buret
Lucy Dulvers var bag Laas og Slaa i et stort Fængsel i en af Londons store Forstæder. Hun var en »veltjent Fange«, hvilket er en af de sjeldneste Fugle - Fængselsfugle - i den mørke Verden, som her er Tale om. Der var gaaet over tre Aar af hendes Fængselstid, og om nogle faa Maaneder skulde hun sættes i Frihed. I Løbet af disse tre Aar var der ikke kommet en eneste Klage over hendes Opførsel fra de opsynshavende. Hun var gaaet uden Knurren gennem Fængselslivets Trædemølle, havde hverken været paa Vand og Brød eller i »Straffecellen« eller hvad det alt sammen kaldes. Hun var et Særsyn af en Fange, havde aldrig givet næsvise Svar, aldrig faaet disse Anfald af Bersærkergang, hvorunder Fangerne gribes af en uimodstaaelig Trang til at slaa Ruder ind eller fægte vildt omkring sig med Kosten, eller hvad de nu ellers har mellem Fingrene, lige til de faar Haandjern paa og bliver slæbte af Sted, sparkende og hylende, og puttede ind i den udpolstrede Celle. Hun havde ikke voldt nogen Ulejlighed og stod følgelig meget højere anskreven hos Opsynskonerne end hos sine Ulykkesfæller, som stadig manglede Selvbeherskelse og var glade ved en Smule Spektakel for at holde Humøret oppe.
Af disse Grunde blev Lucy i sit sidste Fængselsaar forfremmet til Hjælpekone*) efter Anbefaling af Forstanderinden, og Udnævnelsen blev stadfæstet med sædvanlig Omstændelighed af Fængslets Inspektion i Parliament Street S. W.
*) d. e. hun benyttedes til Hjælp for Opsynet og fik Lov til at gaa frit omkring indenfor Murene.
»Naa det kan nok være, hun har smidsket og sledsket for dem, den Spytslikker, som hun er,« sagde Bull ondskabsfuldt - Bull var en Fange, der var kendt vidt og bredt for sin Uregerlighed - »Jeg kunde have Lyst til at dreje Halsen om paa hende, dersom jeg kunde se mit Snit!«
Det fik Sara Ann Bull dog ikke Lejlighed til; hun blev nemlig et Par Uger efter sendt til en Tvangsarbejdsanstalt, fordi hun var faret løs paa en af sine Medfanger med et Strygejern, og havde tilføjet sit Offers Næse en ikke ringe Beskadigelse.
En Hjælpekone! En af de meget faa, der opnaar denne store Udmærkelse, som kun vindes ved den mest oprørende Partiskhed fra de overordnedes og det væmmeligste Kryberi fra Fangernes Side, forsikrede Lucies Medfanger, naar de kunde komme til at slaa en Sladder af. At tænke sig, Hjælpekone! Rende Ærinder hele det store Fængsel igennem, til Fangevogterne, i Hospitalet, gennem Gaardene lige til den yderste Port, til det Kontor, hvor den højt betroede Hr. Libby, Fængslets fede, gemytlige, almindelig afholdte Cerberus sad. Lucy følte en hemmelig Glæde ved at gaa lige hen til denne Port, naar som helst hun blev sendt i noget Ærinde til en eller anden i Nærheden af den, ved at berøre den med sin Haand - det var en usigelig Tilfredsstillelse at være saa nær ved Livet der uden for, at høre Gadens Larm og at se Porten lukkes op for Heste og Vogne, hvis Kuske stirrede undrende paa hende.
Lucy havde ikke den brune Fangedragt paa, men en pæn Bomuldskjole, som hun havde Lov til at gaa med, og hun alene, thi der var ingen anden af Fangerne, der havde opført sig saa godt som hun.
Hvor hun havde stridt for at opnaa denne Udmærkelse! Hun havde modstaaet alle Fristelser til at bryde ud - alle kvindelige Fanger kender dem - thi hun havde noget at leve for og at se fremad til. Der var Hjemmet - der var Jim - og der var lille Bessie. De ventede paa hende i Fraser Street, naar Tiden kom, da hun skulde have sine Overarbejdspenge, og Døren i denne store Port skulde lukkes op for hende.
Alt som Friheden rykkede nærmere, blev hun helt febrilsk. En umaadelig Længsel greb hende, ja til sine Tider en frygtelig Angst for, at hun skulde bryde ud nu, paa det aller sidste i bare kaad Henrykkelse og i den ellevte Time ødelægge al Ting, som saa mange Tosser havde gjort før hun.
»Aa, giv mig noget mere at bestille, strengt Arbejde, rigtig strengt, eller luk mig en lille Stund ind i min Celle, vil De ikke nok, Madam Mossop, for jeg er helt bange.«
»Hvad er Du da bange for?« spurgte Opsynskonen.
»Det rykker saa nær,« sagde hun skælvende, »og tænk, om jeg brød ud nu og forkludrede det hele! Eller kom op at skændes med de andre, som altid gør Nar ad mig!«
»Det er der ikke nogen Rimelighed for.«
»Jo der er saa mænd. Vil de ikke nok laase mig inde? Det er meget bedre.«
Saa fik Lucy »en rolig Dag« med fuldt op af Arbejde, som optog Tankerne.
Og dog, trods al hendes Forsigtighed gik det galt til sidst.
(Forts.)
