« Tilbage til søgeresultaterne
En fejl Adresse
I Nr. 23 af Kv. og Samf. fandtes en Artikel med Overskriften: »Ord, Ord, Ord!« og med Underskriften Helga Johansen. Jeg kan ikke lade være at gøre et Par Bemærkninger til den Artikel, thi den vakte en heftig Indignation hos mig, dikteret af en stor Beundring og Kærlighed.
Nu ved jeg godt, at en Sag kan ses fra flere Sider, og ligesom jeg selv vil have Lov til at danne mig mine egne Meninger og staa paa mit eget selvstændige Standpunkt, saaledes vil jeg ogsaa gerne respektere andres Meninger, og jeg vil ogsaa gerne efter Evne søge at forstaa andres Standpunkt, selv om det er meget forskelligt fra mit eget; men trods alle Forsøg har det været mig umuligt at forstaa, at man kan faa det ud af Tolstojs Ord og Liv, som H. J. synes at have faaet.
Meget, meget er der i vor Tid, ogsaa af de Ting, som holdes højt i Ære, som man passende kunde forsyne med Paaskriften »Ord, Ord, Ord«! men intet Sted, synes det mig, kan man med mindre Ret anvende dette Udraab end netop over for Tolstoj.
Ord har han ganske vist talt og skrevet; men der har været den Forskel mellem hans Ord og saa mange andre Ord, at der bag hans Ord stod en Mand, og det er vel netop Grunen til, at den Mand, Tolstoj, har faaet saa stor en Indflydelse og vundet saa manges Beundring og Kærlighed overalt, hvor hans Ord er naaede hen, at hans Liv stod bag ved hans Ord og vidnede højt og tydeligt om, at han ikke blot forstod at finde dejlige Ord og ikke blot havde skønne og ophøjede Meninger, men om, at han levede Livet!
Det er den Grund, jeg har haft og har til at elske og beundre Tolstoj, at han har givet sine Ord Indhold og Vægt ved at leve dem, at han har fulgt sin Overbevisning og stadig søgt videre til højere og højere Sandhedserkendelse.
H. J. siger bl. a., at ---»selv en Tolstoj kan leve af - eller bilde sig ind at leve af - at tage Abstraktioner i Munden«. Lad os se lidt paa disse saakaldte Abstraktioner og paa H. J.s Kritik.
----Naar Tolstoj siger, at han først elskede Kirken, saa har H. J. sikkert Uret i at mene, at han bl. a. dermed mener Menneskene inden for Kirken; i Tolstojs Kærlighed til Menneskene spiller det næppe mindste Rolle, om de hører til den eller den Kirke, eller om de slet ikke hører til nogen Kirke. Og skulde han mene Kirkehusene? Sikkert ikke! Med Hensyn til Kirkehusene vilde han ikke bruge Ordet »Kærlighed«! De kan vist i det højeste vække hans æstetiske Følelser. Skikkene og Overleveringerne da? Ja netop! Kirken i den Forstand var det, Tolstoj begyndte med at elske; det fra Fædrene nedarvede, de Traditioner, Skikke og Ceremonier, som Slægtled efter Slægtled har bøjet og bøjer sig for, men som mange rigtignok er standsede og standser ved som det egentlige og eneste; Skallen, det ydre, nøjes mange med, idet de mener, at naar de blot følger Skikkene og udfører Ceremonierne, saa er alt i Orden. (Dette gælder vel særlig inden for den katolske Kirke, -som er saa rig paa ydre Skikke og Ceremonier og lægger saa megen Vægt herpaa). Og saa gaar Mennesker op i det ydre og faar ikke Indholdet med; saa bliver de Slaver af Kirken i Stedet for at blive frie i Kirken.
Men naar Mennesker faar fat paa Indholdet, saa sker det undertiden, at de kaster Skallen bort som uvæsentlig og unødvendig. Saadan var det vel, det gik Tolstoj; han blev fri i Kirken; han blev fyldt med Indholdet, og Skikkene og Ceremonierne og alt det ydre Væsen i Kirken blev for ham en Skal, som han godt kunde undvære. Han behøvede ikke at gaa til de af Kirken fastsatte Messer, thi der var i hans eget Hjerte født en Lovsang, som tonede baade i Tide og Utide - d. v. s. som tonede uafhængig af Messetid og Kirkeklokkeklang; og han behøvede ikke at stænke sig med Vievand, thi han følte sig i sit Hjerte indviet til en Gerning i en stor Herres Tjeneste; og han behøvede ikke at gaa til Skriftemaal og faa sine Synders Forladelse, thi han følte, at der var en direkte Forbindelse mellem Guds Kærlighed og ham, og Mellemmanden var ganske overflødig.
Saa elskede Tolstoj Kristendommen! Det var det Indhold, han havde fundet i Kirken. »Hvad er Kristendommen?« spørger H. J. »Er den Menneske, Dyr, Plante?« spørger hun spøgefuldt videre, thi det maa vel være en lille Spøg, hun tillader sig, naar hun spørger saaledes. Og Spøg maa det vist ogsaa være, naar hun selv svarer: »Nej, den er Luft i Luften------- Ord, blot Ord, Mundsvejr«. Og med spøgefuld Patos gentager hun saa tre Gange: »Ord med Ord til Underlag!«
Jeg forstaar ikke, at det Begreb »Kristendommen« forekommer H. J. saa abstrakt. Kristendommens Ord, dens Lære, dens Idealer, dens Kristus - er det saa abstrakt?
For Tolstoj har det sikkert ikke været en abstrakt Kærlighed; han har elsket sandt og varmt og dybt og ikke i Taage.
Og dog førtes han videre i sin Udvikling. Han kom højere op og saa videre Horisonter, og saa kom han til at elske Sandheden; men hvem siger, at han forlod sin gamle Kærlighed? Det, der skete med hans Kærlighed, var jo blot en Udvidelse - »nu elsker jeg Sandheden over alt andet«!
Kristendommens Idealer og dens Kristus er vel ikke noget, der er uden for Sandheden? Tolstoj tømte vel ikke sit Indre ud for den gamle Kærlighed og gik over til en ny? Saadan har jeg i hvert Fald ikke forstaaet hans Ord; jeg tror, at han elsker Kristendommens Idealer og dens Kristus endnu, blot med en dybere Kærlighed og med et større Hjerte, thi hans Horisont er bleven videre, og hans Hjerte er blevet større og i Stand til at omfatte mere.
»Tolstoj kan ikke have beskuet Sandheden«, siger H. J. Nej, det har han sikkert ikke, thi Sand-heden - hele den store, uendelige Sandhed - lader sig ikke saadan beskue med eet Blik, og den findes ikke og gribes ikke i Løbet af et Menneskeliv. »Vi forstaar i det stykkevise«; vi kan ikke naa noget højere end at blive ærlige Sandhedssøgere.
« Hvis man spurgte Tolstoj: »Ja, men hvad er da Sandhed?« vilde han, tænker jeg, svare: »Det er Sandhed for mig, og det er Sandhed for mig - det og det har jeg fundet i min Søgen, men jeg er ikke færdig; jeg søger stadig videre frem, højere op og dybere ned, og jeg finder stadig! Min Erkendelse udvides, min Kærlighed uddybes, og min Glæde bliver større og større!«
»Havde han beskuet den (Sandheden), maatte han have fundet et bedre Navn for det beskuede, end abstrakte Navne kan være«, siger H. J. Men hvis man overhovedet skal bruge Ord og Navne, og det forstaar jeg ikke, hvorledes man skulde undgaa, saa ved jeg ikke, hvilket bedre Ord eller Navn Tolstoj skulde bruge end Ordet »Sandheden« for det, han ikke siger sig at have beskuet, men blot siger, at han elsker, det han søger sig dybere og dybere ind i.
Kan H. J. foreslaa noget bedre Ord? Eller kan H. J. foreslaa noget andet end Ord, hvorved vi kan udtrykke vore Begreber og Meninger?
Det sidste Stykke af Artiklen, maa jeg tilstaa, kan jeg ikke finde Mening i. »Det føles bedst --- o. s. v.«. Hvad er det for et Liv, Abstraktionernes Skov fører til? Hvem er det, der kan vække det Liv? Og hvordan skal det forstaas, at Sandhed ikke er Maal, men Stadie blot paa Vejen mod noget andet? Og hvilket andet?
