« Tilbage til søgeresultaterne
Kristendom og Fornægtelse
I Kvinden og Samfundet af 8. Juni gør Frk. Helga Johansen - i sin Artikel: Ord, Ord, Ord ! –
opmærksom paa, hvordan selv en Tolstoj kan leve af - eller bilde sig ind at leve af - at tage Abstraktioner i Munden. Hun siger: »Kirken elskede Tolstoj til at begynde med, derefter elskede han Kristendommen.« Hun analyserer Kirken, den abstrakte Kirke, som: Samlingsbegrebet Kirke, Menneskene indenfor Kirken, Skikkene, Overleveringerne, ogsaa de kirkelige Huse; altsammen i Bunke. »Men« - siger hun - »man kan ikke elske en Bunke«. Hvorfor ikke? - Kristus siger, at Gud elskede Verden. Naar man vil udtrykke sig smagløst kan man lige saa godt kalde Verden en Bunke som Kirken. Man kan ogsaa tage et jævnere, mere nærliggende Eksempel og sige, at den gerrige elsker sin Guldbunke. Indtil vort Sprog faar et Ord, der betegner, at Genstanden for ens Kærlighed, ens Lidenskab, er en uværdig Genstand, maa vi vel beholde Ordet elske.
Kristendommen analyserer Frk. H. J. ikke, men spørger: »Hvor og hvad er Kristendommen? Er den her eller der, er den Menneske, Dyr, Plante?« Mange mener maaske, at dette Spørgsmaal af en voksen Person ikke fortjener Svar, men jeg tror alligevel, at det er rigtigt at svare, ikke alene, at Kristendommen er en Aandsmagt, som de, der kun tror paa Materien, hverken har Forstaaelse af eller Syn og Sans for, men ogsaa i Korthed forklare dens Indhold.
Jeg tvivler ikke om, at dersom flere kristne vilde analysere deres Kristendom for at besvare Frk. H. J.s Spørgsmaal, da blev Bestanddelene noget forskellige, men Grunden, vi kristne bygger paa, er den samme for alle.
Vort Hoveddogme er Treenigheden. »Gaar ud i Alverden«, siger Kristus, »lærer alle Folk og døber dem i Faderens, Sønnens og Helligaandens Navn!« Treenigheden betegner den evige Aand, som vi i Daaben er kaldede til at tro paa, og som for vort sanselige Begreb er Almagt, Kærlighed og Hellighed. I Virkeligheden lader Treenigheden sig ikke adskille. Det er med den som med Verdensaltet, de forskellige Kræfter virker ubrydeligt hen til samme Maal.
Ved Daabens Indvielse stilles vi i Forhold til det kosmiske, det historisk kristelige og det evige. Saaledes omfatter Kristendommen alt. »Lærer alle Folk!« siger Kristus. Den kristelige Sædelære forbinder og forsoner Natur og Aand hos den, der tror. Kristendommen udrenser Naturens Slagger ved Forsagelsens Ilddaab, ved Kristi Lidelse og Død for vor Skyld. Den helliger alt ved Kristi Aand.
For mig indbefatter Kristendommen alt, og den fylder min Sjæl og min Selvbevidsthed. For Frk. H. Johansen er den derimod en Abstraktion, som er Luft i Luften, et Mundsvejr - Gøgl - Ord til Underlag, Ord, Ord! - Ikke en Gang paa Ordets Kraft tror hun, og dog erfarer hun hver Dag, at usynlige Tanker omsættes i Ord og disse i Handling. Mon ikke saaledes oprindelig Guds Tanke blev Ord? Ved dette fremkaldtes Bevægelsen, som frembragte Materie (Stof).
Frk. H. J. har mere at spørge om: »Hvad er Sandhed? hvor findes den?« Kristi Ord er Sandhed; de findes i Evangelierne. »Hver den, som elsker Sandhed, hører min Røst,« siger Kristus.
Den, der ikke har Gnist af Sandhedsaanden i sin Sjæl vil altid spørge. Den, der føler Gnisten, spørger ikke, men elsker Sandheden og ledes ved dens hellige Instinkt til at høre og se den, hvor den findes.
De, der har samme Overbevisning med Hensyn til Kristendommen som Frk. H. J., bør helst iagttage Tavshed og ikke rose sig af deres Aands Fattigdom og Tomhed paa det religiøse Omraade. De, der har Beundring for Kristus og Medfølelse med de smaa, som han elskede, maa for hans og deres Skyld ikke forarge dem og berøve dem Troens Herlighed.
Frk. Johansen vil vi bede at søge andre Emner. Man kan glæde sig over hendes Pen, naar hun umiddelbart paa den jævne Fornufts Omraade lader den fremføre rammende sociale Sandheder; men ikke naar hun griber den med Refleksionens kolde Stenhaand og tror, hun kan skræmme selv det høje og hellige.
Kristus er Vejen, Sandheden og Livet. Der findes ingen anden, der kan føre Menneskeheden til det rette Maal. Men den gaar langsomt fremad - fordi den ofte kommer paa Afveje. Endnu er vi ikke naaet over det første Trin paa Aandens Stige.
