« Tilbage til søgeresultaterne
Krigens Ulykker
En engelsk Dame, Miss Hobhouse, som har haft Lejlighed til med egne Øjne at iagttage Forholdene paa Krigsskuepladsen i Sydafrika, offenliggjorde i Onsdags en Beretning om Tilstanden i de Teltlejre, Lord Kitchener har ladet indrette for Boerernes hjælpeløse Kvinder og Børn. Beretningen vækker stor Opmærksomhed og omtales udførligt i Londonerbladene.
Westm. Gaz. fremhæver, at det vilde have været heldigt, om man havde kendt Miss Hobhouses Skildring, før Lloyd-George i Underhusets Mandagsmøde rejste Debatten angaaende de triste Vilkaar, hvorunder Kvinder og Børn lever i Teltlejrene. I saa Fald havde de liberale Imperialister næppe fundet Anledning til at bryde Partidisciplinen ved at nægte at stemme for Lloyd-Georges Forslag.
Miss Hobhouse fortæller jævnt og stilfærdigt om, hvad hun har set og oplevet. Hun fremsætter ikke voldsomme Anklager, men erkender tvertimod, at der fra de stedlige engelske Autoriteters Side arbejdes med god Vilje paa at gøre Tilstanden i Teltlejren nogenlunde taalelig. Saa meget stærkere virker Beretningen om al den Elendighed, hun har været Vidne til.
»De Lidelser, Teltsystemet fører med sig, vil«, skriver hun, »aldrig udslettes af Boerernes Erindring. Haardest gaar det ud over Børnene. De pines af den forfærdelige Hede, de sygner hen under slette sanitære Forhold og Mangel paa tilstrækkelig og passende Ernæring. Oksekød og Beskøjter kan være udmærket Føde for Mænd, men ikke for spæde Børn.
I mange Telte findes hverken Borde, Bænke eller ordentlige Sovesteder. Som oftest er Teltene derhos overfyldte, saaledes at det er umuligt at skaffe de syge og svage Ro eller Hvile. Læger og Sygeplejersker anstrænger sig af yderste Evne for at bringe Lindring, men Elendigheden er saa stor og Hjælpemidlerne saa ringe, at det de fleste Steder vedbliver at se lige sørgeligt ud.
Tyfus og andre smitsomme Sygdomme breder sig blandt Børnene, og i det ene Telt efter det andet fandt Miss Hobhouse Mødre, der selv var nedbrudte af Sorg og Savn, siddende ved deres Børns Dødsleje. De ulykkelige Boererkvinder kommer i Reglen til Lejrene fuldstændigt blottede for Subsistensmidler. Deres Hjem er bleven lagt øde af den hærgende Krig, og om deres Mænds Skæbne savner de for det meste enhver Oplysning. De lever i Nød og Elendighed, og hvorledes Fremtiden vil blive, naar de skal vende tilbage til deres ødelagte Hjem, maa de grue for at tænke paa.
Miss Hobhouse fremhæver, at Tilstanden langtfra er ens i samtlige Teltlejre. De naturlige Forhold, Teltenes Beliggenhed i større eller mindre Afstand fra de Steder, hvor Depoter af Levnedsmidler findes, de lokale Autoriteters Holdning o. s. v., betinger mange Forskelligheder i de
Vilkaar, der bliver Kvinder og Børn til Del.
Men overalt er der dog kun Tale om et Plus eller et Minus i Elendigheden.
Sin Dom over den herskende Tingenes Tilstand sammenfatter Miss Hobhouse i de Ord: »Teltsystemet maa helt igennem betegnes som en Grusomhed.«
(Politiken.)
