« Tilbage til søgeresultaterne
Naturforskning og Almendannelse
Foredrag ved Fysiklærermødet i Juli 1900
af Jacob Appel.
Naar Folkehøjskolen har forskellige Naturfag paa Timeplanen, betyder det selvfølgelig, at de skal tjene til Almendannelse, ti Fagdannelse ligger jo uden for denne Skoles Maal. Naturfagene har en lignende Opgave i Undervisningen til sproglig-historisk Studentereksamen og i Seminarie-undervisningen; det er altsaa ikke noget nyt at bruge disse Fag paa denne Maade.
Men hidtil har den Undervisning, som tilsigter Almendannelse, kun givet liden Plads for Emner hentede fra Naturforskningen. Og det er sikkert fremdeles en almindelig Opfattelse, at den almendannende Undervisning har et saa rigt og overvældende Stof til Raadighed fra de saakaldte Aandsvidenskaber, fra Historie, fra Literatur, fra Poesi, fra Tænkning og fra Kunst, at den knappe Tid ikke forslaar til at medtage noget nævneværdigt fra Naturforskningen.
Imidlertid er der Grund til at overveje, om Naturfagene ikke sidder inde med saadanne Emner til Brug for almendannende Undervisning, som trods Rigdommen andetsteds fra ikke bør overses.
Men først er det nødvendigt at fastslaa, hvad der er Hovedsag for en Undervisning, som har til Maal at give Bidrag til Almendannelse. Ja, jeg maa forsøge at forme en nærmere Bestemmelse af, hvad det meget misbrugte Udtryk, Almendannelse, betyder i denne Sammenhæng. Jeg vil da kortelig sige, at den Almendannelse, som Undervisningen skal yde Eleverne Hjælp til at erhverve, bestaar i et personligt, forstaaende Forhold til Kultur, til Aandsliv, som det ytrer sig paa de forskellige Omraader. Ti Forskellen paa de virkelig »dannede« og de »udannede« er jo netop, at de første staar i organisk Forbindelse med Aandslivet og dets Udvikling gennem Tiderne, medens de sidste (uden at have nogen klar Bevidsthed herom) lever i et usammenhængende og yderst tilfældigt Forhold til den Kultur, det Aandsliv, der omgiver dem. Ved et forstaaende Forhold til Kultur mener jeg Kendskab til Hovedtrækkene af den historiske Udvikling paa de forskellige Kulturomraader og - hvad jeg vil understrege - en Forstaaelse af Samtidens Kulturarbejde.
Jeg kunde maaske ganske kort sige: at erhverve sig Almendannelse gennem Undervisning, betyder det samme som at arbejde paa at klare sig sit Slægtleds og dermed sin egen historiske Stilling.
Er det nu rigtigt, at den folkelige Undervisning tilsigter at give Eleverne Hjælp til at erkende deres historiske Stilling, da er det klart, at der ingenlunde foreligger et en Gang for alle afgrænset Materiale, afgrænset i Mængde og efter Indhold, til Brug for denne Undervisning. Tværtimod maa Forholdet være dette, at Materialets Art vil veksle med Tiderne. Har Udviklingen paa et eller andet særligt Omraade evnet at sætte sit Mærke paa den almindelige Kulturudvikling, ja, da maa der - som Regel - nødvendigvis i den kommende Tid tages Stof fra dette særlige Omraade til Brug i den folkelige Undervisning.
Skolen har lige saa lidt som noget andet Livet vedrørende en Egenbevægelse eller en ubevægelig Tilstand, men maa følge med i den store Fællesudvikling. Livet danner Skolen og ikke omvendt.
Naar der hidtil har været Enighed om, at den almendannende Skole ikke har Brug for naturvidenskabelig Undervisning som en Hovedsag, jævnstillet med Historie og Sprog, ligger Grunden hertil utvivlsomt i Aandslivets Præg i Aarhundredets første Del.
Men gennem hele det nittende Aarhundrede har Naturforskningen stærkere og stærkere præget Kulturlivet. Jeg tænker ikke her i første Linie paa den Indflydelse, Naturforskningen har haft paa de ydre Vilkaar, hvorunder Aandslivet har udviklet sig, skønt den Side af Sagen ingenlunde er uden Betydning. Jeg sigter meget mere til den Indflydelse, Naturforskningen direkte og indirekte har øvet og stadig øver paa Tænkningen, baade paa den videnskabelige og paa den, som aandelig vaagne Lægfolk anvender overfor mangfoldige af Livets Spørgsmaal.
Intet har paavirket vor Tids Tænkning stærkere og inderligere end Aarsagslovens fortrinlige Repræsentanter, Sætningerne om Stofmængdens Uforanderlighed og Energiens Vedligeholdelse, de Sætninger, der knytter alle fysiske Omdannelser sammen i en Kæde, hvis Led er Aarsag og Virkning, og hvorved Lovmæssigheden i Naturen har faaet et klart Udtryk. Aarsagsloven er ved disse Erfaringssætninger trængt ind hos mange Mennesker og trænger for hver Dag, der gaar, ind hos flere og flere, omformer paa mange Hold deres Forestillinger om Tilværelsen og gør Sindene i en Grad, som ingensinde tidligere er kendt, modtagelige for Paavirkning af logiske Slutninger ud fra Aarsagsloven.
Til en fyldig folkelig Oplysning hører i vore Dage en Redegørelse for, hvorledes Menneskeslægten er naaet til Erkendelse af de to nævnte Naturlove. Ved et Kendskab hertil føres man ad en overkommelig Vej til en rigtig Forstaaelse af hvilken Betydning, den ædruelige Tænkning i vore Dage tillægger Aarsagsloven; man faar samtidig Respekten for, Aarsagsloven skærpet og Hjælp til at undgaa, at den med uangribelig Autoritet breder sig over Omraader, der falder uden for Erfaringernes Kreds.
Her har naturvidenskabelig Undervisning, særlig Fysikundervisning, en stor Opgave i den almendannende Skole. Selvfølgelig fordres der hos Eleverne Kendskab til mange af Fysikens Enkeltheder, for at Oplysningen om de to nævnte Grundlove kan meddeles paa forsvarlig Maade. Men det gælder om ikke at drukne i Enkelthederne; det gælder om stadig at være klar over, at i den folkelige Undervisning skal der naas ind til Sagens Kærne; eller, sagt med andre Ord, den folkelige
Undervisning maa opføre virkelige Bygninger og ikke nøjes med at skaffe Bygningsemner (i Overflod) og det nødvendige Stillads til Veje. Undervisningen maa paa ethvert Trin gøre det klart for Eleverne, at det meddelte er fremgaaet i Kraft af en Udvikling, en Side af Kulturudviklingen, og jeg vil tilføje, det bør stadig paapeges, at det er en Udvikling bragt til Veje ved Menneskers personlige Arbejde.
Fysikundervisningen maa fremfor alt undgaa at blive dogmatisk, thi derved taber den sin væsentligste dannende Virkning, og derved bliver Fysiken mishandlet, idet den jo først og sidst er en Erfaringsvidenskab.
Der er i de senere Aar mange Steder gjort Forsøg paa at faa Fysikundervisningen formet saaledes, at den kan gaa ind som et af Hovedfagene i den almendannende Skole.
Saavidt jeg kan se, har man forsøgt at vinde frem ad to noget forskellige Veje. Den ene Fremgangs-maade har faaet et smukt Udtryk i det betydelige Værk, som de tyske Professorer Gerland og Traumüller udgav 1899: »Den fysiske Forsøgskunsts Historie«*.
*) Geschichte der physikalischen Experimentirkunst.
Her knyttes Undervisningen til en Redegørelse for Forsøgenes og Forsøgsapparaternes Udvikling. Utvivlsomt er der meget at lære ad den Vej, og Undervisningen kommer herved naturlig til at bære Vidne om en Udvikling. Men der er noget ensidigt ved denne Fremgangsmaade, der savnes et betydningsfuldt kulturhistorisk Moment, som findes i den anden Ordning af Undervisningen, der har flere uafhængig af hverandre virkende Talsmænd.
(Sluttes.)
