« Tilbage til søgeresultaterne
Ud af Buret
(Cosmopolis).
(Fortsat.)
Der stod hun altsaa udenfor og saa ned ad Strædet, som var lige ved en Hovedgade, hvor Omnibusser, Arbejdsvogne og andre Vogne rumlede afsted. Hun stod der som et andet frit Menneske! Da det var Vinter, havde hun Kyse paa og et tærnet Sjal over sin Bomuldskjole; hun var ligefrem klædt paa til at gaa ud. Dersom nogen havde kaldt paa hende, var hun øjeblikkelig kommen ind igen; men aa - det var saa morsomt at staa her, uden for Fængselsmuren og vide, at ingen anede, at der var en af Fangerne sluppen ud! Hun følte, hvor hun vilde ryste af Latter, naar hun om lidt saa Vogternes forfærdede Ansigter; de vilde hverken skænde eller sladre, for de vilde selv komme i værre Fortræd end hun, om det blev opdaget. Hun tog et dybt Drag til af den fri, friske Luft, som helt berusede og overvældede hende. Nu kunde hun ikke tænke paa andet end Hjemmet i Fraser Street og Jim og Bessie - som hun kunde faa at se altsammen inden en Time i Stedet for at vente lange Maaneder igennem, dersom hun bare skyndte sig.
Og afsted gik det! Væk var Lucy Dulvers. Fængselsporten blev slaaet til og laaset, hørte hun, før hun var kommen mange Skridt bort. De derinde havde helt glemt hende i al den Forstyrrelse, og hun slap om Hjørnet uden at møde nogen, som kendte hende. En Omnibus, som kørte til Westminster og Charing Cross, kom netop forbi, hun gik ind i den og kom lykkelig og vel til Hjørnet af Fraser Street. Da hun skulde betale, sagde hun, at hun havde tabt sin Pung, men at Konduktøren skulde faa Pengene tilsendt. Hendes Udseende og Væsen talte til hendes Fordel, og Manden modtog med Tillid hendes Adresse, som hun ogsaa opgav i god Tro. Saa steg hun ud og gik ned ad Fraser Street, medens Hjertet slog som en Hammer i hendes Bryst, og Benene rystede under hende. Endnu havde hun ikke rigtig tænkt over, hvad det var, hun havde gjort sig skyldig i; dersom hun blev arresteret igen, vilde alle hendes Forrettigheder gaa tabt, hendes Fængselstid vilde blive betydelig forlænget, og hun vilde blive kastet tilbage i al den Elendighed, som hun ved god Opførsel og Flid havde friet sig ud af. Hun kunde ikke tænke paa andet, end at hun var fri. Hun var paa Gaden, sin egen velsignede, hjemlige Gade. Hun skulde se Jim og møde hans forbavsede, glade Ansigt - hun skulde holde lille Bessie i sine Arme - hvor hun maatte være vokset i disse tre lange Aar! Og hvor hun vilde have svært ved at forstaa, at det var hendes egen, rigtige Moder, som var kommen hjem til hende.
Der var det endelig, det gamle, enetages Hus, som egentlig saa mere snavset ud, end det havde gjort, sidste Gang hun saa det, for noget over tre Aar siden, lige før hun blev »nappet«. Hun bankede næsten frygtsomt paa Døren og grundede paa, om vel lille Bessie vilde komme for at lukke op, og bad - ja, hun bad til Gud !- at Barnet maatte komme:
Døren blev aabnet, men ikke af Bessie. Et Øjeblik tænkte hun, at hun gik fejl, thi et ungt Fruentimmer med et kønt, haardt Ansigt og en kraftig lille Dreng hængende i Skørterne paa sig, stod for hende.
»Hvad vil De?« sagde Fruentimmeret.
»Hr. - Dulvers - er han hjemme?« spurgte Lucy; men hendes Stemme var pludselig saa hæs, og hun havde saa svært ved at faa Ordene frem, at det undrede hende selv.
»Ja - a« kom Svaret tøvende, »men han ligger og er daarlig - rent forskrækkelig daarlig - ovenpaa. Er der noget, jeg skal sige ham«.
»Jim syg! - min Jim syg!« udbrød Lucy, idet hun trængte sig forbi den fremmede og gik ind i Stuen. Det var den kendte Stue, ikke saa pæn og ren holdt som i hendes Tid, dog saa den ud som Hjemmet. Men det var der ikke mere, havde hun inderst inde en Fornemmelse af.
Lucy satte sig ned ved Kakkelovnen og trak Vejret tungt. Fruentimmeret, som havde lukket Gadedøren, kom ind, og Barnet fulgte med.
»Ved De, hvem jeg er?« spurgte Lucy.
»Jeg kan tænke mig det. Jims Kone«.
»Det er jeg, hans Kone, ved De det! Og hvem Pokker er De? Og hvad bestiller De her, i mit Hus?«
Lucy hævede Stemmen vredt; men den anden lod sig ikke skræmme.
Hun var yngre og stærkere end Lucy og ikke bange for sin uvelkomne Gæst. Hun var meget overrasket, men ikke synderlig skamfuld.
»Jeg er Lizzie Carruthers, Jims Husholderske«, svarede hun, »jeg har holdt Hus for Jim i de sidste to Aar«.
»Naa, saa det har du! Det er overmaade venligt gjort af dig. Og Jim, han har holdt af dig, ikke sandt? Du behøver ikke at svare. Jeg forstaar den hele Komedie. Og det er jeres Unge, Jims og din?«
(Fortsættes).
