« Tilbage til søgeresultaterne

Svar til Frida Schmidt.1)

Af: Karl Fred. Jensen

« Se emneord

Ja, jeg tror ganske bestemt, at konfessionsløse Skoler vil have bedre Betingelser for at opdrage en bedre Slægt end den, den nuværende Skole opdrager.


Og det af følgende Hovedgrunde:


1) Den nuværende Skole, der kun lærer Ungdommen en enkelt bestemt Religion at kende, gør den opvoxende Slægt ensidig i dens Opfattelse af Religionen og opdrager den derved til Intolerance.


Det bør derimod være Skolens Opgave, ved en upartisk Fremstilling af de forskellige Religioners Historie, at paavirke Eleverne til selvstændig Tænkning og et frit personligt Valg i Forhold til Religionerne. Herigennem vil de sikkert komme til Forstaaelse af, at ingen af vore hidtidige Religionsformer kan gøre Fordring paa at sidde inde med Fuldkommenheden - at det slet ikke er saa ganske let at bestemme, hvilken der er den bedste - og at selv om man knytter sig nærmest til en enkelt af dem, har man dog ingen Ret til at fordømme de Mennesker, der gaar til en anden, eller de, der forholder sig passive overfor dem alle. Det vil blive klargjort, at det ikke i denne Verdens brogede Virvar af Trosbekendelser kan være Troen, der gør Folk berettigede til Himmerige.


2) De hidtidige Religionsformer er aldeles uskikkede til at være pædagogiske Opdragelsesmidler, fordi de alle er forstenede i den indbildte Aabenbaring eller den deraf følgende Indbildning om Fuldkommenheden fra først af, der ikke tillader dem at voxe og følge med Livets Udvikling.


Derfor bliver de en Hæmsko paa deres Tilhængere for at "tage virksom Del i gavnlige Fremskridt og et sundt Oplysningsarbejde samt - med Henblik til Kvindesagen - en retfærdig Gennemførelse af begge Køns lige Menneskeret." Da nemlig Tanken om dette sidste, som saa meget andet nyt, slet ikke var opstaaet paa Religionernes Tilblivelsestid, har den ingen Rod i disse, og det er kun en fortvivlet Idé ved Hjælp af "Matzenske" Fortolkningskunster at ville lægge den eller lignende ind i de "aabenbarede" Religioner.


3) I Stedet for som nu de konfessionelle Skoler at henlægge Belønning eller Straf for gode og onde Gærninger til et andet Liv end dette, i hvilket Handlingerne øves, og derved svække Betydningen af at handle rigtigt her, kan de konfessionsløse Skoler ganske simpelt forklare sine Elever, at Aarsag og Virkning er uadskilleligt knyttede til hinanden i dette Liv baade med Hensyn til de fysiske og aandelige Naturlove. Og at lige saa sikkert, som der vil foregaa en Forbrændingsproces, der vil have ubehagelige fysiske Følger, naar man stikker en Finger i Ilden, lige saa vist vil der foregaa en Ødelæggelsesproces, der vil have skadelige Følger, naar man forsynder sig imod de moralske Love, der er nedlagt i vor aandelige Natur. Men ligesom man i fysisk Henseende kan skyde andre i Ilden i Stedet for at brænde sig selv, saaledes kan man ogsaa ved umoralske aandelige Handlinger bringe Ulykker over andre Mennesker, mens man selv gaar stolt og hædret omkring. Kun den Ting er sikker, at enten vi selv eller en anden Del af det menneskelige Samfundshele vil komme til at lide under enhver somhelst Forseelse imod de Love, der gælder for baade den fysiske og aandelige Tilværelse, og at det kun er Forseelser herimod - bevidste eller ubevidste - der volder Lidelser i det menneskelige Samfund.


Den bedste Opdragelse vil derfor være den, der bringer Eleverne til at indse, at Aarsag og Virkning stadig følges ad, at Straf eller Belønning kommer uundgaaeligt efter hver en ond eller god Gærning, og at Naturens Bud (eller Guds, om man vil) ikke lader sig bryde, men derimod bryder os i samme Grad, som vi trodser dem eller i Uvidenhed handler imod dem.


At undervise i disse Love - baade for det individuelle Liv og Samfundslivet, det fysiske saavel som det aandelige - maa derfor være Skolens Hovedopgave.


Ansvaret for det gode eller onde, der sker her iblandt Menneskenes Børn, maa lægges over paa disse og ikke længere tillægges gode eller onde Aander fra en anden Verden.


De saaledes opdragne Mennesker vil blive mere tolerante og bedre skikkede for Samfundslivet end den nuværende ensidige religiøsfanatiske og uvidende Slægt.


Brønderslev i November.


1) Forsinket af Mangel paa Plads.



« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner