« Tilbage til søgeresultaterne
Fra et amerikansk Universitet
Fra et amerikansk Universitet. *)
*) De mindre Universiteter i Amerika er ikke Fagskoler og endnu mindre videnskabelige Læreanstalter, men snarere Højskoler, der giver sine Elever en almindelig Dannelse lig den en cand. phil. har hos os.
Professoren:
»Hvad har vi i Dag, Frøken Howe?«
»Fra Begyndelsen af det tredie Kapitel til Side 250 tilligemed Noter paa den store Tavle.«
Prof.: »Den næste«!
(Forskrækket). »Jeg troede det samme som Frøken Howe«. Prof.: »Næste!«
»Jeg«, svarede Josefine Western, en Pige med et udtryksfuldt Ansigt og en klar Stemme, »vilde kalde det Stuarternes Forhold til den ny Tids Frihedstrang«.
»Hun trænger ikke til at høres i Dag«, sagde Professoren til sig selv. »Frøken Porter«, vedblev han, »føler De Dem som amerikansk Borger i Gæld til Karl den første«.
Juliet Porter, smuk, hvid og rød, smilede venligt og sagde: »Jeg synes« - dermed Basta.
»Frøken Allen?«
»Jeg kan virkelig ikke indse, hvad Karl den Første skal have gjort for mig«, sagde Nora Allen med Eftertryk.
»Frøken Howe, føler De nogen særlig Interesse for det vi taler om?«
Edna, som fandt Nora vel dristig, svarede blidt: »Jeg føler særlig Interesse for alt, hvad der kan bidrage til min Udvikling«.
»Hvad er Deres Udvikling en Del af?«
Edna søgte forgæves efter et passende Svar. Professoren iagttog hende skarpt, men lod ikke til at ville hjælpe hende med at besvare Spørgsmaalet. Tilsidst sagde han: »Sig mig inden fem Minutter, hvad Lektien har at gøre med Deres højere Dannelse, Frøken Territt; jeg ser, at De har tænkt over Spørgsmaalet.« Julia Territt svarede betænksomt: »En amerikansk Borger er Arving til Englands Historie«. Professor Powers nikkede langsomt. Han lagde Mærke til, at Frøken Territt altid udtrykte sine Tanker paa en vis studeret Maade, og han rustede sig. »Englands Frihed skylder maaske lige saa meget til sine Fjender som til sine Venner«, vedblev Julia.
»Forsigtig, Frøken Territt, Epigrammer maa man tage varsomt paa«.
»Maaske har det sine Fjender at takke for sine Venner. Karl den første for Hampden og Eliot og Pym. Jo mere lovløs Karl blev, des bedre var det i Længden for det engelske Folk og for os«. Julia kastede et lyst Blik op paa Professoren: »Det var i selv samme Aarhundrede, at vore vigtigste amerikanske Nybygder blev anlagte, og vi kom herover, opfyldte af de ny engelske Ideer«.
»Rimeligvis«, dristede Juliet Porter sig til at sige, »har vi vundet lige saa meget som det engelske Folk«.
»Ja,« sagde Professor Powers tørt, »det er netop, hvad Frøken Territt har udviklet for os som Resultatet af hendes Studium«. -
Langs med den bagerste Bænk telegraferedes der Bifald. - »Frøken Territt hævder følgende: En Tyran er en Velgører. Nu trænger vi til en eller anden, der kan bestride dette. Hvem er parat?«
Professoren sad med korslagte Arme og holdt skarpt Udkig med Klassen. Frøken Western talte.
»Meget godt«.
Edna havde en anden Mening.
»Meget godt«, sagde Professoren igen. »Se, De kan overbevise Frøken Western«.
Klassen var nu bleven ivrig; adskillige kom Frøken Western til Hjælp, medens andre sluttede sig til Edna. Nogle holdt sig tilbage; men Professor Powers gættede deres Tanker ved det første Ord og opmuntrede dem saa venligt, at der næppe var En iblandt dem, som ikke blev reven saaledes med, at hun forundrede sig over sin egen livlige Tankevirksomhed. Rosamond holdt op at tegne Portrætter af Professoren i sin Notebog. Kitty Morris havde siddet og leget med Rosamonds Sløjfer; hun slap dem og saa ufravendt op paa Professor Powers. En af dem citerede i Løbet af Diskussionen:
»Ilde faren et Land ... ilde faren et Land«.
»Hvem kan fortsætte!« udbrød Professoren, og da han fangede Kittys Øjne, udbrød han: »Frøken Morris«.
»Ilde faren et Land, mod Undergang hastigt det skrider, dersom det Rigdom kun samler, mens Mangel paa Manddom det lider!«
»Jeg saa det tilfældigvis i Gaar blandt »Bekendte Citater«, det var den eneste Grund til, at jeg kunde huske det«, sagde Kitty rødmende.
»Og hvem har skrevet det?«
»Ibid«.*)
*) Ibid = den samme.
»Om Forladelse?« Professoren lod, som om han var døv.
»Der stod Ibid«.
Han var nær ved at spørge hende om, hvornaar Ibid var født, men holdt Bemærkningen tilbage og bad Frøken Mill fortælle sin Veninde, at Forfatteren til disse Linier var -
»Goldsmith« udraabte en halv Snes unge Piger, medens de havde ondt ved at holde Latteren tilbage.
»Og nu, mine Damer, vil jeg bede Dem skrive Deres næste historiske Stil over dette Emne. De to bedste vil vi læse højt«.
Professoren satte sig og kastede Blikket ud over Klassen.
»Frøken Mills, lad os høre noget fra Dem. Tag Emnet op, hvor De finder dets vigtigste Punkt«.
Der flød to, tre løsrevne Aarstal og nogle faa Navne om i Rosamonds Hukommelse; men hun vilde hellere gaa til Bunds end betro sig til disse Planker. Med stiv Holdning og stive Øjne sagde hun:
»Jeg kan ikke«.
»Hvorfor ikke?«
»Jeg har ikke forberedt mig«.
»Hvorfor ikke?« i en lidt mindre venlig Tone.
Intet Svar. En lang Pavse, i hvilken de tredive aandeløse Pigebørn varierede fra: »Det har hun godt af« og til: »Det er skammeligt at behandle hende saaledes«.
Da Professoren talte igen, var det med en Stemme, som banlyste Rosamond aldeles, og han tog Ugen igennem ikke nogen Notits af hende:
»Frøken Howe.«
Edna fortalte med Færdighed og Nøjagtighed. Hun følte, at Rosamond havde faaet fortjent Straf; maaske antog hendes Stemme et Anstrøg af Selvtilfredshed, i alt Fald hviskedes der bag ude: »Af alle indbildske Dyr -«
»Det er tilstrækkeligt«, sagde Professoren. »Og saa, Frøken Howe, vil De maaske være saa god at sammendrage, hvad De har fortalt, i en halv Snes Ord.«
Edna vidste ikke, hvad hun skulde svare herpaa.
»Hvad er Pointet, hvad er Moralen?«
Ikke en Tanke vilde komme.
»Hvilke Ligheder finder De med vor egen Tid?«
Det vidste hun ikke, tilstod hun med Ærgrelse.
»Læser De ikke Bladene, Frøken Howe?«
»Naar jeg har Tid«, svarede Edna stilfærdig.
»Hvem var de mest fremragende Mænd i Parlamentet 1645?«
Hun nævnede uden Betænkning 5-6 Navne.
»Hvem er de betydeligste Mænd i vor Kongres nu?«
Hun nævnede en. Han var død for fem Aar siden.
»Naar tror De, Frøken Howe, at De vil indhente de Begivenheder, som farer forbi Dem hver Dag?«
Edna saa ned for sig ...
