København paa Skøjter.

Vinteren kom, den kom pludseligt, den kom haard og barsk med Storm og Sne i Følge, men den gav atter vige.

Det var dog kun paa Skrømt.

Nogle Dage med Slud og Graavejr gik hurtig og gjorde Plads for en mild Frost med stundom snetung Luft og stundom klar Sol, der lokke vinterklædte spaserende frem og befolke Gaderne.

Men den gjorde mere endnu, den lette, stille Frost.

Den slog Bro over Vandene, den bandt dem med Isens Baand, den klare, gennemsigtige Krystalskorpe dækkede de Bølger, der for faa Dage siden gik saa højt, at deres Sprøjt endnu hænger som Is paa Søens Skrænt.

Og Drengene glædede sig, for dem var det en Jubel uden Lige at lave Glidebaner der, hvor de før lod deres Skibe sejle, og at prøve Lykken, om den vil være dem gunstig, saa de kan naa over paa Aaens eller Søens eller Stadsgravens anden Side uden at Betjenten tager dem i Nakken. Men der var ogsaa andre, der jublede, og det var hver den, der dyrker den ædle Skøjteløberkunst. Gives der vel nogen Sport, der kan sammenlignes med den? Er det ikke herligt paa blanke Jærnsko at kunne flyve lig Fuglen hen over den skinnende Isflade, fylde Lungerne med frisk Luft og komme hjem med nye Kræfter, røde Kinder og god Appetit.

Jo, det er det. Men her som saa mangt et andet Sted i vort Samfund findes der privilegerede og lige det modsatte.

De privilegerede, det er alle dem, der har Raad til at melde sig ind i en Skøjteløberforening. De behøver ikke at spekulere over, hvor de i det hele taget skal løbe. For dem er der sørget, rigtig godt oven i Købet, med Musikpavillon og Flag, Stole og Bænke, og Isen bliver holdt i Orden, den bliver skrabet glat og fejet ren for Sne og Smuds.

Men for de andre, for dem paa den modsatte Side, for dem, der ikke har Raad til at betale for at faa Lov til at løbe paa egen Is i den By, som de selv eller deres Forældre skatter og skylder til, for dem er der saa godt som slet ikke sørget.

I Reglen faar de Lov at benytte et lille Hjørne af Sortedamsøen, hvor fattige Folk skaffer sig Fortjeneste af at skuffe Banen, spænde Skøjter af og paa, sælge Øl og Brød m. m., men det er kun et lille Stykke, paa den øvrige Del af Søen ises der, og Peblingesøen har som sagt en af Skøjteløberforeningerne forpagtet.

Kommunen gør ret meget for den Del af Københavnerne, der ikke har Raad til at betale. Den giver gratis Musik om Sommeren f. Ex. Mon det ikke vilde være nok saa nødvendigt at give en vid, udstrakt Skøjtebane, hvor Mænd, Kvinder og Børn kan tumle sig af Hjærtens Lyst?

Skøjteløberforeningen vilde saamænd ikke tabe derved, men en Mængde uformuende unge Mennesker vilde vinde.