Plejebørns Kaar.
Den offenlige Mening udtaler sig stadigt stærkere for Reformer i Samfundet til Gunst for de hjemløse Smaa, og har de stille, humane Røster endnu ikke haft Kraft nok til at kalde de stærkt optagne Københavnere til at rejse sig, saa har de grulige Barnemord bragt selv de ligegyldigste paa Benene.
Fremskridtskvinderne, der ligesom Hejmdal har sin Plads paa Gjallarbroen og ligesom han har Øre for de fineste Røster, de har ogsaa i denne Sag hørt de smaa Børns Klageskrig om Hjem og Modervarme.
"De samlede Kvindeforeninger" havde derfor indkaldt til offentligt Massemøde om "Plejebørns Kaar". Mødet var talrigt besøgt og Foredragsholderne fulgtes med den største Opmærksomhed. Fru Louise Nørlund, der som Kommunelærerinde har indgaaende Kendskab til de Lag af Samfundet, hvor den største Nød findes, talte indtrængende og med megen Dygtighed de hjælpeløse Børns Sag. Hun dadlede stærkt Autoriteternes Stilling til Sagen, baade i Lovgivningen og i Kommunen. Staten er stræng i sine Straffe mod Fosterfordrivelse og Barnemord, naar en ulykkelig ung Kvinde i sin Pine og Fortvivlelse ikke véd, hvad hun selv gør. Den viser derved, at Børnene vedkommer Staten. Men hvad svarer Staten, naar hun, kommer med sit Barn for at bede om Forplejning og Opdragelse? Hendes gennemtænkte Foredrag blev modtaget med stort Bifald.
Derefter talte Journalist A. C. Meyer ildfuldt, sympatetisk i samme Retning. Hans Foredrag, som lønnedes med det mest levende Bifald, findes udførligt gengivet i "Socialdemokraten". - "De samlede Kvindeforeninger" agter at føre Sagen videre.
Paa dette Massemøde startede Adressen til Kommunalbestyrelsen om "Madsteder" for de fattige Skolebørn, og vandt talrige Underskrifter.
Adressen fremligger paa de fleste københavnske Blades Expeditionskontor samt hos Redaktøren af "Hvad vi vil", Johanne Meyer, Naboløs 4, hvor enhver Kvinde, der har Medfølelse for de sultne Børn, bør afhente en Liste og samle Underskrifter, at Kommunalbestyrelsen allerede i Vinter vil, naar den faar et fyldigt Indtryk af den offenlige Mening, oprette et "Madsted".